Thor: God of Thunder

Trenden med at lave film over superhelte-serier har været stærk i nogle år efterhånden. Og misforstå mig ikke, jeg kan lide de fleste af filmene i denne genren. Men det er som om tingene kører en smule af sporet, når en blegfed Seth Rogen castes som The Green Hornet. Man er ligesom begyndt at skrabe bunden.

Dernede har man også fundet Marvels Thor-serie, der danner grundlag for den seneste filmatisering i rækken. En film der har formået at stikke en anelse ud, takket være sit tema baseret på oldnordisk mytologi og en rolleliste med orden i meritterne. Men trods et fornuftigt udgangspunkt blev resultatet ikke noget særligt. I stedet fik vi en stærkt intetsigende nonsensfilm, hvor Chris Hemworth mest råber hæmningsløst og sveder testosteron ud af sit blonde skæg.

Men nu er det ikke filmen, vi skal behandle her, men i stedet spillet bygget på filmen bygget på tegneserien. Den slags findes der faktisk et par ganske fornuftige stykker af. X-Men Origins: Wolverine husker jeg som den seneste. Men ja, vi kan slå det fast næsten med det samme. Thor: God of Thunder (The Video Game) er ikke med i den gruppe. I stedet placerer det sig i den anden og betydeligt større licensskrotbunke. Og havde nogen egentlig regnet med andet?

Omgivelserne er lige så forglemmelige som de er blege. En scene som den, hvor Odins højborg Asgard er under belejring af isjætter kunne have været så mægtig, men det middelmådige grafikarbejde efterlader ingen indtryk, udover en grim eftersmag. Designet er så forfærdeligt uappetitligt at jeg næsten bliver apatisk. Hvem fa'en bestemte egentlig at, at Asgard skulle se ud som et futuristisk industriområde? Måske er det tro mod serieforlægget, men det kan jeg ikke vurdere, da jeg ikke har læst tegneserien. Uanset hvad, kender smagløsheden ingen grænser.

Historien i Thor: God of Thunder er skrevet særligt til spillet, men deler filmens karaktertræk af meningsløshed. Egentlig er den bare en undskyldning for at Thor kan svinge hammeren.

Da jeg har sat en stopper for det første angreb, sendes jeg ned til isverdenen Niflheim for at gøre op med Ymir i egen høje person. Niflheims frosthærgede landskab er et endnu tristere sted end Asgard. Jeg hænger ved, og håber det bliver bedre længere inde i spillet. Da Ymir endelig har fået stryg, sendes jeg hurtigt videre til en brunlig skov, hvor jeg stilles over for en gruppe mugne sumphekse. Nej, omgivelserne bliver ikke sjovere end dette. Det må jeg bare indse.

En tydelig inspirationskilde er naturligvis God of War-spillene, men storslåetheden, den grafiske brillans og det spilmæssige flow fra Thors græske guderival Kratos' episke voldsorgier glimrer selvfølgelig ved deres totale fravær. Udviklerne Liquid Entertainment har taget Unreal-motoren og gjort det bedste de kan. Desværre rækker det ikke særlig langt. Det er hvad man kan forvente sig af det gennemsnitlige licensspil, simpelthen.

Udover det uinspirerede banedesign lader den visuelle side af Thor: God of Thunder en hel del tilbage at ønske. Thors animationer flyder ikke og mangler sammenhæng. Han slås ganske vist som en gud, med et ganske mægtigt udbud af effekter, men af den opstyltede slags.

De to knapper, der styrer grundangrebene, kan kædes sammen til forskellige kombinationer. En tredje bruges til at gribe fat i fjenderne. Thors hammer Mjölnir fungerer også som et projektil, så der kan deles skade ud på afstand, og har man tilstrækkeligt med magipoint kan man slippe lyn og torden løs, der hærger store områder.

Efter hånden som Thor forviser diverse utøj til dødsrigets afgrunde, samles såkaldte Valor-point, der sidenhen kan bruges på at låse op for nye angreb og evner. Selvom det håndteres gennem årets hidtil grimmeste menuer, føles det overraskende ambitiøst og giver faktisk en smule variation til kampene.

Alligevel bliver det hurtigt kedeligt. Det skyldes to ting. For det første er banerne i høj grad opbygget som en sammenkædet række af små arenaer, hvor et bestemt antal fjender skal nedkæmpes, inden jeg kan fortsætte videre til det næste område for at gentage processen. For det andet er fjenderne sanseløst træls at slås imod. Forudsigelige, fantasiløse og sejlivede som kakerlakker.

Jeg venter på en overraskelse, der aldrig kommer. Det forbliver som det er. Grafisk udueligt, gameplay-mæssigt trist, og historiemæssigt intetsigende. Men én positiv ting fører spillet dog med sig, og det er, at det atter bliver relevant at namedroppe Segas og Creative Assemblys oversete action-perle Viking: Battle for Asgard fra 2008. Spil det i stedet.