Blandt de bedste af de japanske tegneserier, der har fundet vej til Danmark, er One Piece-serien, om den elastiske dreng Monkey D. Luffy, der mere end noget andet i verden ønsker at finde den ultimative skat "One Piece" og derved blive erklæret kongen over alle pirater. Sammen med hans venner Brook, Sanju, Zoro, Nami og flere, befinder de sig altid i sjove og mystiske eventyr, og den slags gør sig jo også godt som spil.
Det nyeste One Piece-Nintendo DS spil er dog ikke et eventyrspil som man ellers kunne have troet, men i stedet et kampspil. Nogen har nemlig arrangeret en konkurrence for at finde ud af hvem verdens stærkeste pirat er, og det er mere end Luffy og vennerne kan stå for.

Spilverdenen er delt op i forskellige verdner, der hver er yderligere delt op i mindre baner. Banerne er hvor du vil skulle kæmpe mod andre figurer, men i stedet for blot at lade dig slå løs, har hver bane forskellige delmål, som eksempelvis at klare banen på under 30 sekunder, indsamle mest mad eller forsvare sig bedst. Hver gang man har klaret et delmål afsløres et nyt, og det betyder at genspilningsværdien for hver bane er stor.
At vinde en kamp giver flere forskellige bonusser som ekstra guld hvormed man kan købe specialangreb, og erfaringspoint som gør den valgte figur stærkere. Man møder adskillige figurer på sin vej, og besejrer man dem slutter de sig ofte til ens hold. Nogle af figurerne kan man selv tage kontrollen over, mens andre tilføjes som en slags hjælpere. Der er 20 forskellige spilbarer figurer og 71 hjælpefigurer, og fordi de alle sammen stiger i styrke, når de tjener erfaringspoints, er der rigtig mange timers spilletid for dem, der vil have alt ud af spillet.

Kampene foregår i store baner, der ofte er fyldt med hemmeligheder og dimser, som kan bruges til ens fordel. En foregår eksempelvis i et tivoli hvor en rutschebane med jævne mellemrum skubber alle, der ikke når at flytte sig af vejen. En anden foregår på en lagkage-lignende bygning, hvor enorme fjender gør livet surt for alle der ikke når at komme væk. Banerne er alle sjove at udforske, og fordi kampsystemet er holdt simpelt, kan man fokusere på at finde og udnytte de mange hemmeligheder.
I stedet for at satse på et kampsystem, der afhænger af komplekse knapkombinationer, har udvikleren valgt at holde styringen enormt simpel, hvilket betyder, at det faktisk ikke er det store problem at afvikle combos. Inspirationen har i langt højere grad været spil som Super Smash Bros. Brawl end eksempelvis Street Fighter IV, hvilket også afspejles i de store, kreative baner.

Teknisk er det tydeligt at vi er ved at være nået enden på hvad man kan presse ud af den gamle Nintendo DS-hardware, men dette synes blot at have motiveret holdet bag spillet. Skærmen er på alle tidspunkter fyldt med farver, detaljer og figurer, der på et splitsekund kan bringe skærmfyldende superangreb ind i kampen. Det er naturligvis alt sammen pixeleret og en smule groft enkelte steder, men ikke desto mindre emmer spillet af One Piece-universet i alle kanter og leder, hvilket vil få enhver fan til at smile stort.
Umiddelbart skulle man tro, at det ville have været mere passende med et eventyrspil i One Piece-universet, men One Piece Gigant Battle begejstrer med gode ideer, nydelig grafik, de mange timers spil og masser af kræs for fans af tegneserien.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 7 / 10
- Spilbarhed
- 7 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10