Skip to main content
Anmeldelser Medieval Moves: Deadmund's Quest

Medieval Moves: Deadmund's Quest

Et spileventyr der udelukkende styres med Move-controlleren er landet, men hvor godt er Deadmund's Quest egentlig? Læs anmeldelsen af Playstation 3-spillet lige her...
Thomas Blichfeldt Testet på 26 november 2011

Edmund er som spilhelte er flest, og selv om jeg ikke tror han ville bryde sig om at blive kaldt kedelig, er det et ord der er svært at komme uden om første gang han viser sig på skærmen. Godt nok har han et løjerligt spøgelse som bedste ven og en magisk medaljon om halsen, men foruden disse småting er der ikke meget der distancerer ham fra så mange andre eventyrer i spilverdenen.

Det ændrer sig dog alt sammen da den knapt så frygtelige Morgrimm the Black, beslutter sig for at transformere alle beboerne i Edmunds by til skeletter, der tankeløse følger den onde troldmands instrukser. Den førnævnte medaljon beskytter dog delvist Edmund, der godt nok også transformeres til et skelet, men dog ikke mister sine tanker eller viljestyrke og derfor hurtigt sætter af sted for at straffe Morgrimm og give indbyggerne deres liv tilbage.

Som du måske allerede har regnet ud er det ikke historien der er blevet brugt fleste kræfter på i Medieval Moves, og i stedet har udvikleren fokuseret kræfterne på at lave noget så specielt som et tredjepersons actionspil der udelukkende styres via Move-controlleren.

Den bevægelsesfølsomme kontrol over Deadmund, et kælenavn drengen selv finder på efter at være blevet transformeret til et skelet, er således integreret ind i stort set alle aspekter af eventyret, og et langt stykke hen af vejen fungerer det faktisk ganske fint.

Da hundredvis af fjendtlige skeletter er stærkt opsatte på at beskytte Morgrimm med hver knogle de har tilbage, er det første man som spiller skal mestre, brugen af et sværd og skjold. Er Move-controlleren først sat rigtigt op er det dog ikke noget problem, og mens man kan hugge med sværdet ved at svinge rundt med controlleren, blokeres der med skjoldet ved i stedet at holde den stille mens en knap holdes nede. Har man to Move-controllere bliver det hele mere præcist, og her kan man således styre skjoldet med den ene, mens den anden bruges til sværdet. Både angreb og forsvar skal dog times og retningbestemmes for at have nogen indvirkning, og man bør altså ikke forvente at kunne svinge sig tilfældigt igennem spillet.

Deadmund er dog ikke kun en ekspert i nærkamp, men kan også kæmpe på distance. Sortimentet af våben bliver derfor hurtigt udvidet med bue og pil, og på et senere tidspunkt også kastestjerner. Buen er i særdeleshed en fryd at bruge grundet dens præcision, men en smule trættende bliver dog den bevægelse man skal lave med controlleren hver gang. Før man kan skyde, skal man således have Move-controlleren op over skulderen og om på ryggen, som havde man et pilekogger hvorfra man trak pilen inden man lagde den på buen.

Bliver man træt af buen kan man dog altid hive kastestjernerne frem, der hurtigt sendes af sted med et par svirp med håndledet. Præcisionen og slagkraften er godt nok ikke lige så stor som med buen, men til gengæld er farten langt højere, hvilket kan gøre forskellen under særligt heftige angreb.

Uanset hvor dygtig du måtte være til at svinge med sværdet, skyde med buen eller ramme med kastestjerner, er det dog konsollen der helt og holdent tager kontrollen over Deadmund, hvilket giver lidt problemer. På trods af at det er udvikleren der har siddet med alt kontrollen over kameraet, har man ikke undgået uheldige vinkler, som i særdeleshed kan forvolde forvirring og problemer når de ses fra førsteperson med buen i hånden. Andre steder har spillet en tendens til at tvinge spilleren af sted på uheldige tidspunkter, og selvom dette nogen gange er planlagt sådan, at man skal skynde sig at nedskyde forskellige bonusser, er timingen andre gange lidt skæv, hvilket får det resulterer i nogle underlige situationer.

Er man den type spiller der fortrækker at gå på opdagelse sammen med en ven, understøtter Medieval Moves også den slags. Hvad enten man vælger at gøre brug af spillets split-screen eller online-muligheder, står den enten på overlevelse eller lidt ligegyldig konkurrence. Vælger man at konkurrere mod en ven skal man derfor se, hvem der hurtigst kan hugge flest skeletter i stykker, hvilket dog er ret kedelig. Det er langt sjovere at se hvor lang tid man i samarbejde kan overleve mod konstant angribende fjender, ikke mindst fordi hver spiller har mulighed for selv at sætte sin figur op inden det hele går i gang.

Der er ikke nogen tvivl om at ambitionerne bag Medieval Moves har været større end hos de fleste andre Move-spils udviklere, og Zindagi Games skal have ros for, at stort set alle ideerne også virker efter hensigten.

Desværre føles det hele stadig som en pakke af minispil der blot her er blevet samlet i en anden grafisk indpakning end hvad vi normalt er vant til, og det er ærgerligt.

Deadmund er en hyggelig, selvironisk spilhelt der sagtens kunne have taget kontrollen over egne ben og valgt sin egen vej i et egentligt eventyrspil. Sådan skulle det dog ikke være, og derfor er det man sidder tilbage med et "on-rails"-skydespil der er bedre end de fleste af sin slags, men stadig ikke indeholder noget der gør, at du har lyst til at vende tilbage efter en endt gennemspilning.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
6 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Logisk kontrol. Hyggelig hovedperson og historie. God præcision. Multiplayer.
Minusser Det minder stadig om en samling minispil. Ingen langtidsholdbarhed.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
6,0
Gamereactor Danmark 6
Gamereactor Suomi 6
Fuld profil 6.943 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Zindagi Games
Udgiver Sony
Premiere 16 november 2011
Testet på PS3
Genre Action
Platforme
PS3
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.