Joy Ride Turbo

For alle der på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med Kinect Joy Ride, huskes den oplevelse nok bedst for på det nærmest at have været uspillelig. I stedet for at fungere som en demonstration af Kinects unikke muligheder, endte spillet med i højere grad at være en demonstration af hvorfor den nuværende teknologi endnu ikke tillader os at kassere de ordinære controllere. Den fuldstændige cementering af dette faktum er at spillets efterfølger, Joy Ride Turbo, denne gang kun kan styres med en helt almindelig controller.

Der er dømt "kart-racer" for alle pengene, hvilket nærmest naturligvis betyder lettilgængelig styring, rutsjebane-lignende baner, forskellige fartøjer og spandevis af forskelligt skyts at kaste efter modstanderne. Og lad os bare være ærlige med det samme, for der er ikke meget i Joy Ride Turbo der vil overraske, hvis du før har givet en af genrens etablerede titler en prøvetur, men det bør ikke nødvendigvis afskræmme dig.

Det er "Championship"-muligheden der tilbyder de fleste timers spilletid, hvis du vælger at spille alene. Her vælges først mellem tre forskellige motorstørrelser, der ligesom i Mario Kart blot er en snedig måde at gemme ordet "sværhedsgrad". Efterfølgende står den på adskillige små turneringer, hvor minimum tre forskellige løb skal vindes i hver for at avancere. En førsteplads er ikke strengt nødvendigt i hvert løb, da det er den samlede pointsum der vil afgøre hvor du havner på podiet, så der er ingen grund til at gå i panik hvis evnerne kun rækker til en tredjeplads i det sidste løb.

Quick Race lader dig sætte dit eget løb op, bestemme om det skal være med våben eller ej, samt hvorvidt det er vennerne der skal erstatte den kunstige intelligens. Otte kan spille sammen online, men har du i højere grad lyst til at se dine modstandere i øjnene, kan det også klares via den indbyggede splitscreen-funktion for op til fire spillere.

Den sidste spilmulighed er "Stunt Park", der selv lader dig bestemme tempoet, mens du kører frit rundt i nogle store områder, der indeholder langt flere gemte hemmeligheder og dingenoter end man umiddelbart skulle tro. Det er en helt igennem velkommen mulighed, der på snedig vis lader dig lege med de fleste af spillets elementer uden nogen former for tidspres eller anden hast - fremtidige konkurrerende titler bedes venligst lade sig inspirere.

Langtidsholdbarheden i Joy Ride Turbo får desværre et hak i tuden ved at spillet kun indeholder ti forskellige baner, hvor syv af dem allerede var del af det tidligere Kinect Joy Ride. Mest skuffende er dette faktisk fordi banerne er af en overraskende høj kvalitet, og charmerer med massevis af smutveje og hemmeligheder, og dem er der rigeligt med grunde til at lede efter.

I stedet for at være opbygget omkring det efterhånden sædvanlige erfaringspointssystem, låser man nemlig her op for nye biler og udsmykninger ved at finde kasser med komponenter, som alle er blevet spredt ud over banerne. Hver bil kræver nogle bestemte dele, og faktisk fortæller spillet gerne på hvilken bane delen skal findes, men naturligvis ikke hvor på den pågældende bane. Det betyder at man hurtigt begynder at lede efter alternative ruter, og de biler og karosserier der venter som præmier skuffer sjældent.

Med skiftet fra Kinect til controlleren er der også blevet justeret en smule ved kørefysikken. Det hele er som forventet enormt flydende når man bruger et af spillets ældre fartøjer, men overraskende følsomt for et spil af denne genre, når man vælger en af de mere moderne sportsvogne. Det hele understøttes yderligere af et trick/turbo-system, som ikke kræver meget mere end at hive i analogsticket mens man befinder sig i luften, og altså er særlig godt til de mindste i familien.

Joy Ride Turbo forsøger ikke at gøre noget ud over det sædvanlige, og i stedet virker det som om kræfterne er blevet brugt på at fintune det hele til brug med controlleren. Resultatet er en overraskende hyggelig kart-racer, der med flere baner og lidt mere dybde kunne have gjort det som Xbox'ens eget svar på Mario Kart og Modnation Racers.