Hvorfor kombinerer man South Park og rollespil?
Egentlig giver det meget god mening, for i stedet for at lave et actionspil hvor det hele konstant skal afbrydes for at forklare historien, byder rollespilsgenren på et langsommere tempo hvor historien fungerer som det bærende element.
Yderligere giver det naturligvis dig en god undskyldning for at fylde på med din egen personlighed, som her gives liv i form af "the new kid". Som nytilflytter i den lille by, støder man hurtig på Cartman og resten af slænget som er godt i gang med et live-action rollespil der involverer det meste af byen.

Rollespil - betyder det at der er kampe og trylleformularer?
Ja og endda en masse af slagsen. De kampe vi har set fra spillet foregår primært mod andre udklædte børn, samt mod adskillige af seriens mest populære personligheder. Kampsystemet har lånt en masse fra Paper Mario- og Superstar Saga-serierne, hvilket betyder at lidt god timing kan tilføre ekstra kræfter til ethvert angreb eller besværgelse.
De mest basale angreb består af slag og spark, men særligt besværgelserne synes at benytte sig af seriens voksne aldersgrænse. Eksempelvis resulterer en bestemt summon-besværgelse i at "Mr. Slave" gør sin entre og på det groveste lader sine unikke evner gå ud over fjenden. Andetsteds gør Cartman brug af sine indre-gasarter for at sætte antænde modstanderne, og generelt synes at være så originalt som man kunne forvente.

Hvem står for udviklingen?
Det er Obsidian Entertainment der har godt gang i den spilbare version af South Park, og altså en af de mest garvede udviklere inden for rollespilsgenren. Med alt fra Neverwinter Nights 2 til Fallout: New Vegas og Dungeson Siege III på samvittigheden, ved udvikleren om nogen hvordan et rollespil skal sættes sammen, også selvom det denne gang er af den mere humoristiske slags.
Alt tyder da også på at de har ramt South Park-stilen perfekt, hvilket ganske sikkert ikke er blevet mere besværligt af tegnefilmens sparsomme animation og udseende. Historien har dog sædvanligvis været en af udviklerens stærkeste sider, og det kan man kun håbe på også kommer til at holde stik her.
<newpage>
Er humoren blevet neddroslet fordi der nu er tale om et spil?
Det er der heldigvis ingenting der tyder på, og faktisk har vi allerede bevidnet alt fra det fuck-fyldte sprog til den "intet er for helligt"-agtige attitude som også kendetegner serien på TV.
Faktisk minder det hele indtil videre til forveksling om TV-serien, hvilket nok ikke mindst skyldes at Matt Stone og Trey Parker begge er dybt involveret i udviklingen af spillet. Duoen var ikke kun skaberne af South Park, men er også stadig hovedmændene bag hvert nyt afsnit af serien der nu kører på sin 16 sæson.
Har vi ikke allerede fået nok South Park-spil?
Hvis dette havde været et nyt platformspil, Tower Defence-kopi eller førstepersonsskydespil, ville det have været nemt at svare "jo", men The Stick of Truth er heldigvis noget helt andet.
South Park ser endelig ud til at have fundet sin rigtige form som computer- og konsolspil, og kan nu endelig fylde på med den absurde historie og de mange skæve kommentarer, der på alle tidspunkter har fungeret som tegnefilmens sjoveste elementer. Her synes at være masser af humor, en fantastisk absurd historie og masser af den rigtige South Park-stemning, som intet spil hidtil har formået at gengive.