Resident Evil: Chronicles HD Collection

Jeg har personligt mange gode barndomsminder om at spille lyspistolspil, især fra de sommere jeg tilbragte i det nordjyske, hvor størstedelen af mine lommepenge blev brændt af på is og den dengang stærkt vanedannende Area 51-maskine. Det er i dag længe siden jeg sidst havde fornøjelsen af at spille et spil indenfor denne genre, og som fan af Resident Evil-serien var det svært at sige nej til muligheden for at genopleve glæden ved at pløkke hovederne af diverse zombier og monstre. Jeg fattede derfor min Move controller med den ene hånd, og en is med den anden, og gav mig i kast med HD genudgivelsen af Cavias to Resident Evil Chronicles-spil.

Efter en hurtig kalibrering af Move-controlleren og en udskiftning af min is med en Navigation-controller, er jeg i gang med spillet. Styringen af cursoren er overraskende flydende, og menuerne er intet problem at navigere rundt i. Også det at sigte fungerer virkeligt gnidningsfrit, hvilket jo er en stor fordel i et spil, hvor præcision er altafgørende. Navigation-controlleren kan jeg også kun varmt anbefale, da denne tillader spilleren at kigge rundt i omgivelserne, hvilket kan være praktisk, hvis der er noget man ønsker at samle op, som ligger i udkanten af spillerens synsfelt. Denne effekt kan også opnås med en Sixaxis-controller i den ene hånd, men Navigation-controlleren er langt mere behagelig at sidde med i længere perioder.

Det varer ikke længe før de første zombier dukker op på skærmen, og jeg går ihærdigt i gang med at skyde dem ned, og sørger selvfølgelig at sigte efter deres hoveder, som enhver zombie dræber ved man skal. Denne taktik fungerer ganske udmærket, indtil en besked dukker op, der fortæller mig at alle zombier og monstre har svage punkter, og at kunne ramme disse er vigtigt for min overlevelse. Jeg går forvirret i gang med at sigte overalt på de zombier der befinder sig foran mig, i et desperat forsøg på at få min cursor til at indikere det føromtalte svage punkt. Denne øvelse fortsætter dog ikke længe før jeg opgiver, for hvad pokker, det går jo alt sammen meget godt. Det er først da jeg når halvvejs gennem det første kapitel, at jeg opdager hvor det svage punkt er placeret på de levende døde, og min frustration steg en smule, da jeg efterhånden godt kunne fornemme brugen for en hurtigere måde at nedlægge de stærkt voksende horder af hjerneædere. Man skal intet mindre end sigte efter toppen af zombiernes kranier, og dette giver jo meget god mening, da alle ved at zombiers svaghed ligger i deres hår... Eller vent. Det vil sige at det kræver fire til fem velplacerede skud mellem øjnene på disse uhyrer, eller bare et enkelt ved hårgrænsen, der til gengæld får deres hoveder til at eksplodere som var de vandmeloner proppet med dynamit. Der er ikke meget der giver mening ved dette, og det er en smule frustrerende pludselig at skulle sigte efter et så lille mål, når både zombier og kameraet flytter så meget på sig som de gør.

Et andet punkt ved styringen, der kan være en smule irriterende, er våbenskiftet. Man har altid sin pistol med sig i kamp, og den har, meget belejligt, uendelig ammunition. Man får også lov til at vælge et ekstra våben i starten af hvert kapitel, i form af maskinpistoler og haglgeværer, og som spillet skrider frem også granatkastere og bazookaer. Alle disse våben kan opgraderes, og er uundværlige for spillerens overlevelse. Desværre kan det være svært at få valgt det korrekte våben til opgaven midt i kampens hede, og selvom cursoren ændrer sig en smule ved nogle af våbnene, er der sjældent tid til at identificere hvad man egentlig står med. Et billede vises også i venstre hjørne, men våbnenes placering på listen afhænger af den rækkefølge de er blevet samlet op i, så hvis man hurtigt vil skifte fra haglgevær fra maskinpistol, skal man sikre sig at huske hvor mange tryk der skal til, ellers risikerer man at brænde værdifulde raketter af, eller værre endnu at stå med et ineffektivt våben. Dertil kommer, at hvis et våben løber tør for ammunition, kan det stadig vælges i listen, hvilket kan føre til mange ubehagelige situationer, især i de talrige bosskampe, hvor de enkelte våben har det med at løbe tør for kugler.

Rent grafisk er spillene undervældende. Ikke at de er decideret grimme, men mange af områderne er mangelfulde, og teksturerne virker til tider udvandede og kedelige. Det er tydeligt at se, at spillene har deres oprindelse på Wii, og man ønsker sig uden tvivl mere, når de afvikles på den langt kraftigere PS3. Karaktermodellerne varierer meget i kvalitet, men heldigvis fungerer de fleste zombiers udseende ganske godt. Dette kan desværre ikke siges for spillerfigurerne og andre "levende" karakterer. Deres øjne virker ofte døde, og deres bevægelser unaturlige. Det er sjældent et godt tegn, når menneskefigurerne virker mindre troværdige end de levende døde figurer.

Hovedideen bag Chronicles-spillene er at lade spilleren genleve de klassiske Resident Evil-øjeblikke fra et nyt perspektiv. Det er her hvor spillene virkelig brillerer, og man har svært ved ikke at blive en smule nostalgisk første gang man står i hallen på den titulære villa. Glæden bliver heller ikke mindre, når man pludselig kan huske hvor de forskellige fjender gemmer sig, og hvor man skal kigge efter førstehjælpsspray og grønne planter. Der er ingen tvivl om at disse spil er en kæmpe fanservice, og det er svært at ignorere udviklernes sans for detalje i deres genfortælling af manges mest mareridtsfremkaldende historier. Det hele føles som det skal for at være et Resident Evil-spil, lige fra den stemningsfulde musik til de uhyggelige lydeffekter. Selv stemmeskuespillet er af den karakteristisk dårlige slags, dog med lidt flere oneliners end man er vant til at høre fra figurerne.

Alt i alt leverer Chronicles spillene varen, dog på en lettere beskeden måde. Man er ikke i tvivl om at der er tale om en HD-genudgivelse af nogle ældre spil, der oprindeligt er udgivet på en grafisk svagere maskine. Til gengæld fungerer Move-controlleren fantastisk til formålet, og hvert spil har rigtigt mange timers indhold at give sig i kast med. Muligheden for at spille to spillere er også en klar fordel, selvom jeg dog må advare om, at man skal vælge sin makker med omhu, da man deles om ammunitionen. Spillene er klart værd at erhverve sig, hvis man er fan af serien, og har lyst til at genopleve mange af de fantastiske øjeblikke fra en helt ny synsvinkel. Er man til gengæld uvidende om Resident Evil-universet, vil meget af oplevelsen gå tabt, og det lidt ensformige gameplay risikerer at blive kedeligt.