Et nyt Mario giver altid anledning til modsætningsfulde tanker. På den ene side består de påfaldende ofte af genbrug af gamle rester. På den anden side hører de rester til blandt den mest brillante spilglæde, verden har at byde på. New Super Mario Bros. U bygger videre på Wii-titlen med næsten samme navn. Superkulørt 2D-glæde med op til fire samtidigt i vores elskede Svamperige, med andre ord.
Som noget nyt er der dog denne gang en femte aktør. Nintendo er nemlig fast besluttede på at vise potentialet i konsollens skærm-udstyrede controller ved at gøre et stort nummer ud af en funktion, der leder tankerne hen til papir-og-blyant-rollespillenes game master. Her kan den, der sidder med Gamepad'en manipulere platforme og fjender for at hjælpe sine venner på vej. En funktion der blev talt friskt om på E3-gulvet. Med rette, skulle det vise sig.
For det var med dirrende hænder og løfter om tilfredsstillede gudekomplekser at vi greb Nintendos lækre men mærkelige controller. Og om det bare var nyhedsværdien, der gjorde udslaget, må tiden vise, men samarbejdsglæden, når nogle velplacerede platforme hjalp en kollega med at nå et bonus-item, var total. Faktisk kun matchet af skadefroen, da vi lokkede samme hjælpeløse krabat i den sikre død straks forinden. Det hele føles omtrent som at blande Ice Climber med Populous, og det er bestemt ikke nogen almindelig følelse.
En ny generation af hardware indebærer jo også grafiske muligheder, som Nintendo og Mario ikke har været i nærheden af tidligere. At kunne overgå sine forgængeres visuelle kvaliteter i 2012 er næppe at betragte som den store bedrift, men det som virkelig redder indtrykket i dette tilfælde er det fantastiske design, der gennemsyrer alt Mario-relateret. Dog udspringer den grafiske glæde næsten udelukkende fra genanvendte elementer, snarere end nye Nintendo-genistreger eller teknisk brillans. Hvilket bekymrer.
Med et liv af euforiske Mario-minder bag sig kan det dog være svært at værne sig mod disse tilbagevendende indslag, da den japanske glædesfabrik gennem årene har udviklet retroflirt til en kunstform. Det er for eksempel svært ikke at blive grebet af nostalgi, når spillets første prikkede æg viser sig. Det udklækkes til en pastelfarvet yoshi-unge med apetit på fjender og en sælsom men yderst praktisk evne til at blæse sig op som en svævende dinosaurballon, netop som man har mest brug for den. Nintendo skal have al hæder og ære for at kunne få brugen af ord som "dinosaurballon" til at virke så naturlig.
Et andet indslag, der får det gamle Super Mario World-hjerte til at slå et ekstra slag, er det sømløse verdenskorts tilbagevenden. At spillets fremmmeste styrke er en konceptuel lighed med en 20 år gammel forgænger er måske en smule mærkeligt. Men en kollektiv redaktion står klar til at udforske Svamperigets fulde pragt via de karakteristiske veje og farveglade banemarkører. Den lille nyskabelse, der dog er med, er integrationen med den kommende online-tjeneste Miiverse. Tanken er, at vi som spillere vil kunne udveksle beskeder og tips omkring specifikke baner, hvilket nok skal finde sin målgruppe.
Alt i alt virker New Super Mario Bros. U fyldt med platformsglæde og som et oplagt premierekøb. Problemet er bare, at standarden for Mario-spil gennem årene har forbløffet os fra første billede og sat standarden for hele platformsgenren, hvilket ikke lader til at være tilfældet denne gang. Ja, her er en ny flyveegerndragt, masser af herlige gensyn og et nyskabende indslag via Wii U-controlleren. Men hvis Nintendo vil have, at Mario fortsat skal føles som et forbillede og på linje med vores tårnhøje forventninger, så skal der lidt mere til.