De små mænd svinger vredt deres hammere i luften og stiller sig demonstrativt midt på vejen. Når man ikke har noget tøj at tage på, er det ikke så mærkeligt at man bliver vred, især når naboen allerede har svøbt de fineste stoffer rundt om sin tykke mave. Nu må vi enten vente til pøbelen har accepteret deres situation, eller bygge endnu et varehus og skrædderværksted i nærheden.
Der står Anno på indpakningen, og der er også Anno i indholdet, tænker jeg efter de første få minutter af præsentationen, som game designer Tom Bolton står for. Den typiske Anno-stemning er til stede. Men noget har ændret sig. Jeg er ikke på besøg hos Bluebyte i Düsseldorf for at se et nyt fuldprisspil, men for at se Anno-seriens første skridt ud i free to play-genren.
Ved første øjekast er der ikke meget nyt på bedding. På øen New Port er der blevet grundlagt en by, der lige nu består af små træbygninger. Grafikken er, trods et højt detaljeniveau, alt andet end nyt territorium. Visuelt er Anno Online fuldstændig baseret på Anno 1401, hvilket nok har sparet udviklerne en del arbejde.
I gameplayet er der heller ikke mange forandringer at spore. Vi begynder vores eventyr med at udforske områder, ingen har set før, på vegne af Kronen, med det mål at blive sunde og rige. Vejen til dette mål starter som altid med at tiltrække nye borgere. De skal besørges med mad, drikke, tøj og underholdning. Så vi bygger små produktionslinjer, som en farm der producerer hamp, der igen fungerer som råmateriale for skrædderen, der så leverer tøj til vores borgere. Opfylder vi ikke disse behov, kommer vi sandsynligvis til at stå over for et oprør.

Men med over 200 bygninger forsøger vi ikke kun at dække indbyggernes grundlæggende behov, men også at tiltrække nye segmenter af befolkningen til vores velstående by og bygge enorme monumenter. En stor katedral, der beskrives som en af de største bygninger for de virtuelle arkitekter under præsentationen, er et af disse vigtige monumenter. Den påkrævede mængde ressourcer, der skal til for at bygge disse, kan dog indsamles hurtigere med hjælp fra vores online-venner. Og her har vi nøglefunktionen i Anno Online.
For selvom vi bygger skibe for at finde fremmede øer i Anno Online, fokuserer free to play-titlen mere på handel og interaktion med andre spillere. Dygtige planlæggere specialiserer sig derfor i visse produktionskæder for at udvikle produkter, de kan handle med andre spillere for profit eller nødvendige produkter. For at give det hele et mere personligt præg, laver man sig en avatar, som man kan personliggøre mere og mere efterhånden som spillet skrider frem.

Men handel er ikke den eneste form for interaktion. Sammen med andre kan vi deltage i cooperative quests og begivenheder, finde sammen i guilds eller tale sammen via chatfunktionen. Bybyggeriet må vi dog klare alene, og vi kan kun besøge vores allieredes øer. Om vi også kan gå i krig mod dem eller andre, vil Tom Bolton dog ikke sige endnu. Kryptisk afslører han, at der vil være konfrontationer - men de vil måske være anderledes end hvad vi forventer.
Der bliver også delt en lille smule info om det betalingsindhold, der åbenlyst er henvend til de utålmodige spillere. Med en åben pung kan vi fylde vores virtuelle bankkonto for at bygge hurtigere og mere. Er du ikke villig til at betale rigtige penge, må du i stedet betale med din tid. Det er noget langsommere, men er stadig en gangbar måde at optjene virtuel mønt på. Men der vil være noget ekstra indhold, som vi ikke kan få adgang til, uanset hvor længe vi spiller, forklarer Markus Stark, producer på Anno Online. Det gælder for eksempel visse eksklusive øer og skibe.

For nybegyndere og tilbagevendende spillere lyder alt dette bestemt som et kald til atter at sætte sejl og udforske nye øer. Men under præsentationen kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvad der skal Anno-veteranerne til. Muligheden for at spille online mod andre spillere var allerde til stede i Anno 1404 og Anno 2070. Som fan af serien føler jeg ikke noget personligt behov for nu at bygge min by i en browser. Men det betyder ikke, at Anno Online ikke vil fungere.
Det tilføjer bare ikke noget rigtigt nyt, men hvis questene og begivenhederne er udfordrende, og interaktionen med andre spillere ikke er begrænset til sporadiske handelsaftaler, så kunne Anno Online blive et af de bedre free to play-spil, og også begejstre gamle fans.
