Du har nok bemærket at DOTA-klon/MOBA-genren har oplevet en eksplosion af popularitet gennem de seneste år. Fra det oprindelige Warcraft III-mod over de selvstændige spil som Heroes of Newerth og megasuccessen League of Legends, til Valves Dota 2 og de massive kræfter, de ligger bag. MOBA er stort. Virkelig, virkelig stort.
En umådeligt populær genre (og vi taler 20+ millioner spillere, her) betyder selvfølgelig, at mange gerne vil have en bid af kagen, og derfor har vi set et væld af MOBA'er og inspirerede titler gennem det sidste års tid.
Det gør det svært at skille sig ud i mængden, men Guardians of Middle-Earth har tre ting gående for sig, der nok skal hjælpe det godt på vej: For det første er det baseret på Lord of the Rings - hvilket vil sige, at du blandt andet kan spille som Gandalf. For det andet er det til konsol, hvor genren slet ikke har gjort sit indtog endnu. Og for det tredje, og måske vigtigst af alt, har de givet nogle af genrens mest udtalte ujævnheder og hårde kanter en ordentlig tur med båndsliberen.
For selvom Dota, LoL og alle de andre er umådeligt populære, så har de også et ry for at være nådesløse mod nybegyndere og grænseoverskridende svære at lære. I springet fra PC til konsol har udvikleren Monolith måtte træffe nogle hårde beslutninger, men ud fra vores erfaringer har de også gjort spillet væsentligt nemmere at gå til end konkurrenterne.
Hvis du ikke ved hvad en MOBA er, så er her en kort forklaring: to hold af fem helte kæmper om at smadre en central bygning i modstanderens base. Til deres hjælp har de en lind strøm af computerstyrede fodtusser, der løber afsted fordelt på tre såkaldte "lanes", vej til modstanderens base. I hver lane står der et forsvarstårn, der slår hårdt, om som skal tages ud for at man har en chance for at nå helt ind til fjendens base. Alle heltene starter på level 1, men stiger efterhånden som kampen skrider frem, og får således adgang til nye evner og magier.
Det oprindelige Dota har lidt over 100 helte, og mindst lige så mange items man kan købe i butikken i ens base, eller de hemmelige butikker ude på kortet. At kalde genren kompleks er mildest talt en underdrivelse.
Guardians of Middle-Earth gør op med nogle af de gængse konventioner, uden at gå på kompromis med essensen af genren. Inkarnerede fans vil muligvis råbe om helligbrøde og blasfemi efter nogle af de ændringer, jeg nævner om lidt, men er man ikke allerede investeret i et MOBA, giver de god mening, om end en lille smule af dybden måske går tabt.
Der er nemlig intet, der hedder items i Guardians of Middle-Earth, og derfor heller ingen butikker, og ikke noget guld (der plejer at tælle som både møntfod og XP). Du starter med dit standardangreb, og øvrige evner må du optjene ved at dræbe fjender.
Dertil er her heller ingen last-hitting. I MOBA'er får man som regel kun guld eller XP for de fjender, man selv dræber, dvs dem man får det sidste slag ind på. Det er der intet af her - i stedet får du XP for hver fjende, der dør i nærheden af dig, og en ekstra bonus, hvis det er dig der dræber ham.
Det er to temmelig store ændringer i forhold til konventionerne, men for en spritny spiller er det velkomne ændringer, der fjerner nogle af de mest uindlysende og uoverskuelige mekanikker fra konkurrenterne. Med andre ord er Guardians of Middle-Earth væsentligt lettere at gå til.
Det perfekte eksempel er de to spil af 20 minutters længde, jeg prøver på Gamescom-messen i Tyskland. Første omgang er mest for sjov, for at give os tid til at lære mekanikker, styring og så videre, mens anden runde er dødelig alvor.
Dota 2-betaen har ligget på min harddisk i flere måneder, men jeg har ikke kunnet finde motivationen til at spille den - simpelthen fordi jeg har haft svært ved at få hul på spillet. At greje, hvad pokker der foregår.
Min første tur med Guardians of Middle-Earth er anderledes. Jeg føler næsten fra starten, at jeg har overblik over hvad der foregår. At jeg ved hvornår jeg skal rykke frem mod fjendens tårn, eller trække mig tilbage til mit eget. At jeg ved hvornår der er brug for hjælp i en af de andre lanes, og hvornår jeg skal jagte en modspiller gennem junglen. Det hele klikker bare, nærmest fra starten. Det, at Monolith har fjernet nogle af genrens mere rå kanter, gør at man lynhurtigt finder ind til spillets essens.
Jeg er normalt MOBA-skeptiker, men her morer jeg mig fra første øjeblik. Jeg spiller som Gandalf, en af de cirka 25 helte, spillet byder på. Blandt hans evner er et skjold (Flame of Udûn), og en Ultimate (en evne, der først kan låses op, når man har fået en god mængde levels på bagen) der både giver skade, silencer og generelt bare er badass. De andre helte tæller figurer som Galadriel, Gollum og Sauron.
MOBA-genren har rødder i RTS, og styringen plejer som regel at være derefter, hvilket vil sige at man klikker med musen, der hvor man gerne vil have sin helt til at gå hen. Men Monolith har fuldstændig gentænkt styringen til konsol, og deres løsning er elegant og fungerer fremragende. Venstre stick styrer ens figur, højre bruges til at sigte. Standardangrebet sidder på højre aftrækker, mens ABXY-knapperne bruges til evner og magier. Når man leveler op, holder man blot højre bumber nede og vælger den evne, der skal opgraderes, med ABXY-knapperne. Teleport tilbage til basen foregår med Back-knappen.
Det fungerer i praksis perfekt, og da jeg efterfølgende fyrede op for Dota 2, fordi Guardians of Middle-Earth havde givet mig blod på tanden, blev jeg hurtigt frustreret over hvor klodset og upræcis styringen her virkede til sammenligning.
Guardians of Middle-Earth vil byde på tre spiltyper, når det udkommer. Den ene kaldes Battlegrounds, og udmærker sig ved at have en tidsgrænse på 20 minutter per spil. Lykkedes det ikke nogen at ødelægge fjendens base inden tiden er gået, vinder det hold, der har scoret flest point. Er man ikke ti spillere, bliver de tomme pladser udfyldt af bots.
Den anden spiltype hedder Elite, og ligger tættere op af det traditionelle MOBA-gameplay. Det vil sige, at der ikke er nogen tidsgrænse, og at der heller ikke er nogen bots. Alle ti helte skal styres af spillere, og en kamp vi typisk vare i omegnen af en times tid.
Endeligt er der Skirmish, hvor op til fem spillere kæmper mod et hold af bots. Er der ledige pladser på spiller-holdet, udfyldes disse også af bots.
På papiret er det en enormt svær opgave at konvertere en så PC-centrisk genre som MOBA til konsollerne, men skal man dømme ud fra den lille time, vi har haft i selskab med spillet, så har Monolith formået at gøre det med bravour. Ikke nok med at de har fået formlen til at virke med controller, de har også gjort det lettere at gå til. Guardians of Middle-Earth ligner på ingen måde et hurtigt forsøg på at hoppe med på bølgen med en påklistret licens, men et vellavet og gennemtænkt bud på genren.