Toy Story Mania

Fantastiske film efterfulgt af elendige licensspil har været en del af spilbrancen helt siden de gyldne 80'ere, hvor eksempelvis hæderkronede Spielberg-film som The Goonies og E.T. fandt vej til henholdsvis Commodore 64 og Atari 2600 som tvivlsomme spiltitler. Meget er sket de sidste 30 år indenfor vores spilhobby, men ægteskabet mellem filmsucceser og diskutable spil synes dog uforandret.

Bagkataloget er velvoksent, og mængden af spilsucceser er begrænset. Pixars Toy Story er dog tidligere sluppet nådigt fra licensmalkeriet. Spillet Toy Story 3 var en fantastisk oplevelse og en af de licensskiver, som stadig finder vej til min Xbox 360. Frihed, varieret indhold og den charmerende stil fra filmene bibeholdt - det var formlen, som virkede dengang i 2010, hvor spillet udkom. Men kan den findes i denne nye titel?

Mine forhåbninger til Toy Story Mania! var derfor lidt over standardniveauet for licensspil, og jeg havde drømt om et spil lidt i stil med Toy Story 3. Første syn på æsken sænkede dog forventningerne en anelse igen. "Better with Kinect" er langtfra altid et kvalitetsstempel, og jeg frygtede igen at skulle døje med upræcis styring og partytitler uden reelt indhold.

Ret hurtigt står det klart, at Toy Story Mania! er tiltænkt den yngste generation af gamere. Menuernes punkter læses op på dansk, når man surfer igennem dem. Valgene er dog rimelig få og man bydes velkommen af muligheden for "Eventyrtilstand" (mon dette er en maskinoversættelse af "Adventure mode"!?), "Fest" og "Frit Spil". Valget ligger mellem styringen via gamepad eller Kinect. Begge ting fungerer ganske fint, og det er faktisk befriende ikke altid at skulle starte Kinectsensoren op for at spille.

Eventyrdelen byder en indenfor i fem forskellige telte. Selve spillet minder om en opstilling i en forlystelsespark, hvor man for det meste styrer et kryds rundt på skærmen, mens man smider med æg, tærter, kugler og andet kasteskyts. Scenen består af landskaber, hvor enkelte telte byder på mål i form af tallerkner og andre igen på skabelonsskårne figurer beklædt med forskellige points. Herefter gælder det om at holde skydeknappen nede, og ellers sprede skytset ud over landskabet.

Dette bliver ret hurtigt ensformigt, og selvom monotonien brydes med baner, hvor man skal fange æg, som falder ned fra et træ, eller fange får via en krog, så sad jeg hele tiden med fornemmelse af, at der da snart måtte komme mere. En af minispillene, som fungerede bedst med Kinect, var en klokkeklar kopi af Fruit Ninja, hvor man i modsætning til frugt hakkede kometer og andre rumsten i smadder.

En times tid inde i spilanmeldertjansen var jeg igennem eventyrdelen af spillet. Det var det - der sprang ikke et nyt menusystem frem med valgmuligheder, og adgang til variation i spiloplevelsen. Eneste valg nu var at genspille i form af Party-muligheden, hvilket bare er en tilfældig cyklus af baner, eller ved Frit Spil, som giver sig selv.

Kedsomhed kan normalt bekæmpes ved at omgive sig med andre, og jeg tændte Kinecten og hentede en fem-årig gæsteanmelder ind i legen. Der gik omkring ti minutter hvorefter en ellers tålmodig knægt udbrød: "nej far, det her spil er vildt kedeligt!". Herefter var det skosåler og han var den som var smuttet. Målgruppen er de yngre - men selv med så taknemligt et publikum, så er dette ikke nok. En serie af kedelige minispil uden variation og udfordring. Kinect-styring kan give titlen lidt, men hurtigt vil man længes efter titler med mere kvalitet, som eksempelvis arcade-titlen Happy Action Theater.

Spillet er nydeligt rent visuelt og de danske stemmer er faktisk de originale fra filmene - med eksempelvis Thomas Eje, Anders Bircow og Preben Kristensen på rulleteksterne. Men når indholdet er så begrænset, at selv en udgivelse via Xbox Live som en arcadetitel ikke kan retfærdiggøres, så kan ikke engang stemmer i form af Linje 3 desværre underbygge en købsanbefaling.