Skip to main content
Gamereactor Previews Saints Row IV
Previews

Saints Row IV

Third Street Saints er tilbage. Denne gang som landets ledere, menneskehedens beskyttere, og verdens første gangsta-superhelte...
Mathias Holmberg 13 april 2013

En maskot iført hotdog-kostume er netop blevet kørt over. Politiet har formået at stoppe det mistænkte køretøj, og beder nu føreren om at stige ud. Det viser sig at landets præsident, der desuden også er leder af Third Street Saints, sidder bag rattet. Alle griner højlydt af situationen, inden der bliver delt autografer ud. Det er tilsyneladende en helt almindelig dag i Steelport, men så sker der noget. Politifolkene skifter form og forvandles til groteske rumvæsener.

Bandemedlemmet åbner ild med sit pålidelige dubstep-gevær. Alle inden for en radius af fem meter begynder at danse til musikken, selv rumvæsenerne, til de ikke orker mere og falder døde omkuld.

Pludselig har en division rumskibe og svævende motorcykler omringet vores ufrivillige helt. Et kollosalt rumvæsen slutter sig til balladen og forbereder sig på at angribe. Og i det øjeblik skyder Third Street-helgenen en isklump ud fra håndfladerne, der fryser alle biler, fodgængere og grimme aliens i nærheden. Og derefter løber de forenede staters præsident så hurtigt, at lydmuren brydes. Præsidenten kaster sig ind i det enorme (nu gennemfrosne) rumvæsen, der eksploderer i en regn af små isstykker.

Det er svært at forestille sig, at det hele startede som en aprilsnar. Volition annoncerede en udvidelse til Saints Row: The Third som en joke for et år siden. Snart derefter bekræftede de officielt udvidelsen Enter the Dominatrix, der så blev nedlagt igen et par måneder efter. Saints Row-seriens udgiver, THQ, havde økonomiske problemer. Konceptet til Enter the Dominatrix blev i stedet udvidet til at være grundlag for det næste rigtige spil i serien - Saints Row IV.

Hvis du troede at Saints Row: The Third var vanvittigt, så skal du bare høre oplægget til efterfølgeren. En race af rumvæsener har bestemt sig for at invadere vores planet for at lænse den for naturressourcer og chicks. Menneskehedens eneste håb er Third Street Saints, der nu styrer hele landet. Men rumvæsenerne har et es i ærmet, og formår at fængsle præsidenten i en virtuel version af Steelport, hvor alting er mørkt og... ja... vanvittigt, ganske enkelt.

Spilleren får blandt andet adgang til en række superkræfter. Vil du hoppe højere end skyskrabere og svæve gennem luften, kan du det. Vil du styrte ned i asfalten og knuse alle fjender under dig, er det også muligt. Eller hvad med at samle mennesker og genstande op med tankens kraft, og kaste dem flere hundrede meter. Ind i en væg eller måske et rumvæsen? Volition har endda lovet en række unikke kræfter, der kan låses op i løbet af spillet, men de grundlæggende evner vil man altid have adgang til.

Når det så er sagt, så behøver våbenentusiaster ikke bekymre sig. Man kan nemlig bruge våben samtidigt med at man benytter sine kræfter. Mange gale dødsredskaber fra tidligere spil vender tilbage, men de nye tilføjelser er lige skridtet værre. For eksempel får den nye forstørrelsesstråle en udvalgt kropsdel til at svulme op i lyntempo, indtil den eksploderer som en stor kødballon.

Og glem heller ikke alle de nye køretøjer. Bryder man sig ikke om svævemotorcykler og rumskibe, vil man måske hellere cruise rundt i en monstertruck. Det mest spændende nye køretøj dukker dog op i den nye aktivitet "Mech Mayhem". Præcis som navnet antyder, drejer det sig om en stor mech, der kan få det til at regne med missiler i Steelport.

Saints Row IV kan meget vel blive det mest vanvittige spil i mands minde, og vi ved jo allerede at Volition kan deres kram, når det kommer til denne her type åbne sandkassespil. Tilsyneladende fik alle på udviklerholdet en uge for sig selv, hvor de kun skulle fremtænke absurde genstande og våben, som senere blev pitchet til producerne. Der er selvfølgelig stadig mange uafklarede spørgsmål, men hvad gør det, når man svæver gennem himlen som USA's præsident?

Fuld profil 21 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.