Skip to main content
Gamereactor Previews GoD Factory: Wingmen
Previews

GoD Factory: Wingmen

En lille canadisk udvikler forsøger at skrabe penge ind til at finpudse deres multiplayer rumskibs-actionspil. Med rumdragten på har vi kigget på hvordan det ser ud indtil videre.
Nikolaj Kürstein Jepsen 28 oktober 2013

Sidst jeg var en tur i rummet var det med Commander Shepard og hans gæve hold. Nu er jeg igen ude i det store sorte tomrum, denne gang i et lille rumskib designet af udvikleren Nine Dots. Min mission: at ødelægge modstanderes moderskib sammen med tre holdkammerater.

GoD Factory: Wingmen er taktisk, men har også sin del højoktan action, og bortset fra at der ikke er nogle jordoverflade man kan banke ind i med sit rumskib minder det sådan set lidt om fly-action indenfor jordens atmosfære.

Jeg anbefales straks lige at tage en tur i spillets tutorial, og da mit rumskibscertifikat for længst er udløbet, tager jeg imod denne anbefaling. Styringen kan foregå med tastatur og mus, controller eller joystick, et stykke hardware som det er mange år siden jeg sidst har haft fingrene i. Det bliver en tørn med tastatur og mus, og jeg erfarer hurtigt at det egentlig er ganske simpelt at flyve rundt mellem stjernerne. Der er tastatur-genveje til akrobatik i det ydre rum, og på trods af at man kan flytte sig rundt på alle akser, er det til at overskue hvordan man egentlig styrer.

Hvert hold af op til fire personer skal ødelægge modstanderens moderskib. Der er flere dele af rumskibet der skal udraderes, og hver del repræsenterer en sektion af skibets holdbarhed, der selvfølgelig skal skrabes ned til ingenting. For hver del, man ødelægger, mister skibet en funktion - uden et arsenal kan man sjovt nok ikke laste op med ammunition, og ligeledes har andre punkter samme slags ulemper ved ødelæggelse.

Nine Dots udvikler spillet med fokus på at arbejde sammen som et hold, og som det er nu, tager det også en krig at skyde en modstander ned som ene mand. Hvis der er tale om en af de dele af moderskibet, der skal ødelægges, er det i denne analogi hundredeårskrigen. For alle folk, der er klar på at flyve rundt i rummet som en anden eskadrille, er det selvfølgelig til at overkomme med den samlede ildkraft. Det betyder også, at selvom man bliver overrumplet, er man ikke altid solgt til stanglakrids.

Med en guide til forskellige skadetyper og deres effekt i baglommen kan man også bygge sit eget skib, med mange forskellige skrog, kabiner, våben og hvad der nu ellers skal til for at bygge et sci-fi rumskib. Der er også en "shop"-menu, der med den altid oplysende sætning "Coming soon!" åbner godt op for tankerne om det nu bliver sådan, at man kan betale sig fra at skyde alle i sænk. Det vil tiden vise, men der er i hvert fald allerede god mulighed for at bygge et rumskib, endda med galionsfigur, en udsmykning jeg bestemt synes burde være en del af alle rumskibe.

Der har allerede været ændringer i den korte periode, jeg havde med spillet, så inden 2014, hvor Nine Dots forventer at sende det færdige spil på gaden, kan der ske meget med hvordan hold kommer til at samarbejde. Som det ser ud nu, er det her ikke sagen for dem der helst vil flyve deres egne veje.

I rummet kan ingen høre dig skrige. Indtil videre kan du heller ikke høre musik eller lyd-effekter når du forventer det. Pengeindsamlingen på Kickstarter har blandt andet til mål at skrabe penge sammen til et budget til lige netop den slags.

Jeg kan skrive så tosset jeg vil, men i sidste ende er der ikke noget som selv at prøve sagerne af. Hvis du er fristet, kan du kvit og frit prøve spillet af frem til afslutningen af GoD Factory: Wingmens Kickstarter-kampagne. Hvis du føler dig gavmild og kaster penge efter Nine Dots, kan du blive ved så længe du vil. Vær forberedt på, hvad der tydeligvis er et ufærdigt stykke underholdning, og vær tålmodig med at finde dyster udenfor de planlagte tidspunkter.

De syv udviklere fra Nine Dots lader til at være en flok, der gerne vil tage deres tid med tingene, så hvis rumskibe med maskinkanoner, missiler og galionsfigurer malet efter din egen smag er noget der appellerer til dig, så tror jeg der vil være værre steder at lægge sine penge til den tid.

Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.