Min absolutte favoritgenre er tredjepersonsaction. Helst skal det være med nærkampsvåben, og hvis det samtidigt er sidescrollende ender jeg ofte med at være solgt til stanglakrids - jeg kan bare ikke modstå det. Derfor har jeg ventet i længsel på Striders tilbagevenden, og ventetiden er ikke blevet kortere af, at den tidligere så tvivlsomme udvikler Double Helix Games pludseligt synes at have fundet storformen frem med lanceringen af Killer Instinct.
Strider er et af mine favoritspil, men siden det vidunderlige Strider 2 blev udgivet for næsten 15 år siden har der været stille omkring helten, på nær lige hans gæsteoptrædener i Marvel vs Capcom-serien. Derfor får jeg næsten lyst til at knibe mig i armen for at være sikker på at det virkelig er sandt, når jeg ser hans røde tørklæde blafre i vinden. Med styrekrydset sender jeg ham hurtigt i kamp, og med et par sværdhug decimerer jeg et par fjender i det fremtidige cyber-Kasakhstan.
Man støder på en masse forskellige fjender, der alle fungerer som kanonføde (teknisk set sværdføde), og hver især byder på forskellige tricks. Nogle forsøger med nærkamp, mens andre er bevæbnede til tænderne med alt fra granater til maskinpistoler og kraftskjolde. Det betyder også at man tvinges til at variere sin strategi.
Noget som vi glæde alle fans af Metroidvania-formlen er, at man denne gang ikke er tvunget til at gå i nogen bestemt retning. I stedet er banerne store og værd at udforske, fordi den slags ofte belønner med livsvigtige opgraderinger som mere helbred, mere energi og helt nye tricks. Strider er dog allerede lidt af en helt fra starten, og kan kravle på stort set alle overflader, hvilket gør udforskningen sjovere.
Det er tydeligt at udvikleren har forsøgt at fylde på med ideer, sådan at det hele føles varieret både når man er i kamp, og når man kaster sig fra platform til platform. Udfordringen bliver dog aldrig særlig høj. Selvfølgelig kommer man til at dø et par gange, men ærlig talt er det nye Strider ikke særlig svært. Det eneste tidspunkt hvor det hele bliver lidt udfordrende, er når man når de områder hvor lava eller syre gør det af med helten på et splitsekund - den slags bliver dog hurtigt frustrerende. Det er lidt synd at sværhedsgraden ikke er implementeret bedre, for lige præcis i denne slags spil gør det ikke noget at man tvinger spilleren til at kæmpe lidt for det, hvis man samtidigt bare sørger for en belønning efterfølgende.
Som forventet er bosserne et højdepunkt, hvilket understreges i starten af spillet, hvor man skal klatre rundt på den klassiske robotslange, før den skal hugges i småstykker. Disse kampe foregår ofte over flere niveauer, hvilket klæder spillet. Desværre er musikken ikke helt så god som den kunne have været, hvilket er særligt skuffende når man samtidigt husker at Killer Instincts fænomenale soundtrack kom fra den samme udvikler.
Det nye Strider er langt fra perfekt. Baggrundende er ofte lidt kedelige, musikken er som sagt ikke noget højdepunkt, historien er lidt kikset og så er der for meget backtracking, hvilket hiver noget af tempoet ud af spillet. Alt dette er dog petitesser man godt kan tilgive, for Double Helix har styr på spilbarheden. Der er ganske enkelt et eller andet specielt ved at give den som fremtids-ninja, føle sig uovervindelig og se hvordan udvikleren har lavet en moderne opdatering, der stadig emmer af retro-stil. Derfor er Strider også et spil som fans af serien bare ikke må gå glip af, som Metroidvania-fans ligeledes bør give en chance og som vil kunne gøre et gammel spil-ikon til helt hos en helt ny generation af spillere.
En anden mening
Thomas Blichfeldt
Det nye Strider er meget mere og meget bedre end jeg havde turdet håbe på. Double Helix er gået til opgaven med stor selvtillid, og har fundet en blanding hvor spillet både er tro mod originalen, men samtidigt er blevet opdateret med alt den slags som et actioneventyr skal indeholde i dag.
Bosskampene er særlig værd at fremhæve, fordi de emmer af oldschool-spildesign og derfor hver indeholder flere forskellige niveauer, kræver at man lurer dem knebene af, og er udfordrende på den helt rigtige måde. Samtidigt er løftet om eN ny evne-opgradering altid stærkt nok til at holde en kørende, og uanset om det er muligheden for at kunne dobbelt-hoppe, reflektere angreb eller gøre brug af særligt kraftige superangreb, virker belønningen altid rimelig.
Metroidvania-værdierne synes jeg godt kunne være implementeret bedre, og jeg havde eksempelvis gerne set Strider stige i erfarings-niveau. Det virker også lidt malplaceret at spilverdenen er fyldt med objekter som kan ødelægges, men at det eneste, de indeholder, er lidt ekstra helbreds-påfyldning.
Det eneste virkelig irritationsmoment, jeg er stødt på indtil videre, er dog at Strider stadig kan tage skade mens han er blevet slået i gulvet. Det virker som en forglemmelse fra udvikleren, men resulterer i at man nogle gange bliver fanget i kædeangreb, som hurtigt bliver en dødsstraf hvis man ikke får undveget det første af angrebene.
Strider er dog uomtvisteligt et virkelig stærkt actioneventyr til en billig pris, og vil ganske sikkert overraske mange med sine kvaliteter, ligesom det også har overrasket mig. Metroidvania-fan som jeg er, ved jeg at det bliver svært at give slip før jeg har fundet de sidste hemmeligheder.
8/10
