Skip to main content
Gamereactor Previews 2014 FIFA World Cup Brazil
Previews

2014 FIFA World Cup Brazil

Der er VM i år, og du ved hvad det betyder...
Mike Holmes 8 marts 2014

Det er ikke altid lige let at hidse sig selv op over et nyt FIFA-spil, og det er især tydeligt i VM-år, hvor der udkommer tre forskellige titler inden for en periode på 12 måneder (fire, hvis man tæller next-gen-udgaverne af FIFA 14-med).

Forstå mig ret, jeg kan godt lide FIFA. Jeg har holdt fast ved serien gennem næsten to årtier, og vi har haft et langt og frugtbart forhold (selvom jeg var utro med PES et par gange i løbet af nullerne). Jeg spiller rigeligt, og alligevel har jeg altid været lidt kold over for VM-spillene. De ligner klassiske forsøg på lettjente penge, på at klemme lidt ekstra ud af dedikerede fans.

Ved sidste EM valgte man i stedet at gøre turneringen til en DLC-udvidelse til hovedspillet, en beslutning jeg var tilfreds med. Denne gang vælger EA dog at lave en selvstændig titel for at markere verdens største fodboldturnering. Det er ikke nødvendigvis et stort problem, EM blegner ved siden af FIFAs flagskibsturnering, og der vil være rigelig med interesse i 2014 FIFA World Cup Brazil fra spillere, der normalt ikke beskæftiger sig med FIFA (et tal som producer Matt Prior nævner flere gange i løbet af præsentationen er, at - som det skete for fire år siden - de forventer at halvdelen af spillets købere vil være nye FIFA-spillere).

Og derfor er spørgsmålet, hvordan EA Sports vil gøre dette nye FIFA-spil relevant for både nye og gamle fans. Før præsentationen var min største bekymring, at det ville være svært at hælde nok meningsfuldt indhold i spillet til at sikre, at 2014 FIFA World Cup Brazil er et essentielt køb over hele linjen. Efter præsentationen og min tid med spillet, er mine bekymringer lettet en smule, omend min tvivl ikke er helt væk.

Menuer og så videre er kun facade, og det puristerne vil vide er, hvordan det spiller, og hvorvidt der er fremskridt og forbedring i forhold til det, vi tidligere har set. Precision Dribbling er, som navnet antyder, mere præcist end i FIFA 14, mens afleveringer gennem forsvarskæderne virker mere utilregnelige end før.

Overordnet er der ikke massive forskelle mellem dette og FIFA 14. Det havde jeg ærlig talt heller ikke forventet. Under min snak med Matt Prior fortalte han, at udeladelsen af FIFA Ultimate Team frigjorde lidt hukommelse, hvilket gav udviklerne den luksus ikke at skulle lave for mange kompromisser eller droppe features. Det build, jeg prøvede, føles solidt og hæderligt, selvom det er en smule undervældende i forhold til den udgave af FIFA 14 jeg har spillet på Xbox One. Den kat får de nok aldrig tilbage i sækken, for FIFA på de gamle konsoller kan ganske enkelt ikke holde standarden fremover, nu vi har set hvad fremtiden byder på. Apropos PlayStation 4 og Xbox One, så var det et spørgsmål om ressourcer og tilgængelige konsoller der gjorde, at VM-spillet kun kommer til Xbox 360 og PS3. Jeg spurgte også Prior hvad fodboldfans på de nye konsoller kan se frem til til sommer, og selvom det ikke bliver i den helt samme størrelsesorden, er der også indhold på vej til dem, der har droppet de gamle konsoller til fordel for de nye.

Det, der til gengæld er rigeligt af i 2014 FIFA World Cup Brazil, er spiltyper. Et bredt udvalg møder spilleren i hovedmenuen, der som altid er proppet, men godt implementeret. EA er blevet rigtig gode til at tage hensyn til alle fans, og tilbyde en række forskellige måder at nyde spillet på. For dem, der - ligesom jeg - foretrækker at spille offline for det meste, er her en almindelig VM-turnering og en Road to World Cup-spiltype, der lader dig spille ethvert af de 203 officielle hold gennem kvalifikationsrunderne.

Min tid med spillet var delt mellem en tur gennem turneringen og et forsøg med kvalifikationen. Sammen med en skribent fra et andet medie gjorde vi et forsøg på at vinde VM-æren med Tyskland, men blev knust 3-0 af Belgien i kvartfinalerne (de har trods alt en gylden generation af spillere der - vi simulerede resten af turneringen færdig efter vores exit, og Belgien fik sølv efter Rusland).

I Road to World Cup valgte vi noget anderledes, og forsøgte at styre Nigeria ud af Afrika og til finalerne i Brasilien. Vi finder aldrig ud hvordan den kampagne ville ende, men den håndfuld kampe, vi fik spillet, var nok til at give et indtryk af hvordan en fuld kampagne vil føles. Her er en kalender, ikke ulig den man har set i Manager-spiltypen i hovedserien, og her kan man se alle begivenhederne omkring de internationale kampe. Der kan være lange ventetider mellem kampe, efterhånden som tiden går. Der er også stor bunke venskabskampe, som er perfekte hvis du vil justere og eksperimentere, og irriterende hvis du bare vil videre til kampe med betydning.

En stor tilføjelse er træningssessionerne. I løbet af kvalifikation og finaler kan du selv styre din træning, og vælge områder hvor bestemte spillere skal blive bedre. Der er en række forskellige måder at tweake og booste din spillers nøgletal, og jo bedre du klarer dig i disse minispil, jo større forbedring vil du se. I teorien betyder det, at du kan træne dit hold i en bestemt retning, så hvis du mangler mål kan du træne dine angribere i at skyde, og har du brug for at holde tavlen ren, kan du bruge kræfter på dit forsvar. Som Prior forklarer det, "er det ikke en måde at skabe et über-bionisk hold på", da du ikke vil kunne maksimere spillernes nøgletal, så hvor stor en indflydelse, træningen har, må vi vente at se. Men det er en fin ide. Som med træningskampene kan du simulere træningen, hvis du vil, og dermed få et hurtigt fix eller en dybere oplevelse, alt efter smag.

Fans af Pro Clubs kan tage kontrol over en spiller i Captain Your Country-spiltypen. Her skaber man enten en ny figur, eller indtager rollen som en spiller fra virkeligheden, der vender tilbage til B-holdet efter skade, med løftet om en chance for at spille for sit land og potentielt hæve VM-trofæet til sidst. Den anden offline-spiltype er Story of Qualifying, hvor vi bliver præsenteret for scenarier fra virkeligheden, og ved at fuldføre dem låser op for historier om hvordan visse lande nåede til finalen.

Online-spiltyperne tæller Road to Rio, hvor man skal kæmpe sig gennem tolv divisioner og bevæge sig mellem byer på vejen mod ære og trofæ i Rio. Online Friendlies vender tilbage på grund af efterspørgsel fra fans. Story of the Finals udspiller sig meget lig sit offline-modstykke, men vil blive løbende opdateret med situationer fra virkelighedens VM-slutspil.

Derudover er der en lang liste af mindre justeringer og nyskabelser. EA Sports-holdet har været i vindtunnel med den nye "Bazooka"-bold, så der er lidt videnskabeligt belæg til puristerne. Desuden lover de over 100 nye animationer, såsom pasninger med ydersiden af foden, hovestød henover ryggen på modstandere, og nye flicks og tricks.

Som de fleste fodboldfans kun alt for godt ved, er straffespark en vigtig del af VM. EA Sports tilføjer nye målmandsanimationer, der lader dem lokke modstanderen og lave underlige træk før sparket (tænk Bruce Grobbelaar). Skudtuning vil være simplere, hvilket burde betyde færre vildfarne skud for uerfarne spillere. Dertil kan målmanden ændre sin redning midt i et dyk, så hvis han kaster sig til venstre og ser bolden være på vej ned mod midten, kan ham forsøge at stikke en arm tilbage hvor han kom fra. Som i virkeligheden vil det ofte være nytteløst, men det vil sikkert betyde mere drama på målpletten, og det er en god ting i vores bog.

Til de mere avancerede spillere er her løfter om bedre styring og skarpere reaktioner fra spillerne, og nålepræcise pasninger. Som med alle tidligere FIFA-spil flyver der mange buzz-ord rundt i øjeblikket, så vi må vente og se hvordan de manifesterer sig i det endelige spil.

En anden fin tilføjelse er en ny begyndertilstand. Eftersom der vil komme mange nye folk til, der ikke er FIFA-veteraner, har EA tilføjet en ny styreform med to knapper (skyd og pasning) og blidere AI til dem, der ikke har spillet FIFA før.

Her er over 7.400 spillere, og en række vejreffekter (der dog vil være mest synlige under kvalifikationen), såvel som mellemsekvenser fra de lande, der spiller på skærmen, med fejringer hjemmefra omkring kendte landmærker. Faktisk bliver stemning nævnt flere gange i løbet af vores besøg hos EA i Guildford, og der ser ud til at blive lagt en stor indsats i arbejdet med at genskabe stadionerne. Det giver mening, eftersom EA med egne ord "forsøger at fange smagen af Brasilien", og skabe "den mest autentiske, medrivende og dybeste repræsentation" af VM til dato. Eftersom de konkurrerer mod deres egne tidligere spil, skal det nok lykkedes dem. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at det ligner en solid pakke, der især vil friste nye spillere. Vil det være nok til dem, der allerede har brugt en plov på FIFA 14 for kun et halvt år siden? Det finder vi snart ud af.

Fuld profil 333 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.