The Last Tinker: City of Colors handler om farver. Rød, Grøn og Blå, der engang var bedste venner og sammen skabte fantastiske kunstværker, men som med tiden gled fra hinanden og nu lever stærkt opdelt. De røde er aggressive, arrogante og synes de er bedst. De grønne er nærmest bange for deres egen skygge, og tør ikke gå uden for deres egen lille enklave. Og de blå er blevet sørgmodige og deprimerede og orker ingenting. Og således er det gået til, at City of Colors, hvor alle engang levede i fred og fordragelighed med hinanden, har delt sig op i enklaver, hvor de enkelte farver lever næsten isoleret fra hinanden.
Hvis det lyder børnebogsagtigt, ja, så er det fordi det er det. Men det forhindrer på ingen måde The Last Tinker i at være temmelig morsomt og kompetent skruet sammen.
Du er Koru, en dreng fra Colortowns ydre distrikt, hvor indbyggerne er knyttet til en enkelt farve. Alt ånder relativt ro og fred, da spillet starter, og det værste der sker i hverdagen er at nogen snyder lidt i kapløb, og at din lille flyvende ven og guide Tap får et gok i nødden. Men den slags varer selvfølgelig ikke ved, og inden du får set dig om, har du været med til at slippe noget kaldet Bleakness ud over Colortown, der suger liv og farver ud af alting, og kan blive hele verdens undergang.
Den skal selvfølgelig stoppes, og det er du heldigvis mand for, da du tilfældigvis er den sidste Tinker, der kan benytte alle farver. Men for at stoppe blegheden skal du have hjælp fra de tre farveånder, Rød, Grøn og Blå, og overbevise dem om at hjælpe dig.
The Last Tinker låner heftigt fra en lang række tydelige inspirationskilder. Spilverdenen er farverig som Mario, banedesignet vækker minder om Zelda, måden man løber henover reb, pæle, trin og så videre er som lånt fra Assassin's Creed, og kampsystemet kan minde om det fra Batman: Arkham-serien. Koru kaster sig frem og tilbage for at slå på de fjender, du sigter mod, og der dukker et lille udråbstegn op over dem, når de skal til at slå, så du kan nå at give dem et slag i sylten først.
I starten er man magtesløs over for fjenderne, men efterhånden som man får hjælp fra de tre farveånder, får man nye evner. Rød giver dig mulighed for at skade fjenderne, mens grøn får dem til at flygte i panik for en stund (og måske løbe ind i farer i terrænet). Blå gør modstandere så sørgmodige, at de står bumstille, så man kan kan tage dem ud med et enkelt slag i ryggen.
Det er en fin distraktion, men man skal ikke forvente den store udfordring i kampene. Jeg har spillet på Hard, og har ikke haft nogen nævneværdige problemer - udover sektioner, hvor fjender med skydeangreb stod placeret et sted, jeg ikke havde set, eller jeg ikke havde opdaget en af de fjender, der kan dræbe med et enkelt slag. Det meste af tiden smadrer man sig bare gennem modstanderne uden rigtig at tænke videre over det, og når man endelig dør, føles det mest af alt billigt eller fordi man ikke lige kunne få Koru til at makke ret.
Straks bedre går det derimod med spillets puzzles. Dem er der rigeligt af, og de er varierede og ofte ganske snedige. Som altid afhænger de af farver - ram den rigtige ting med den rette farve, eller mal flere ting med den rette kombination - men nogle stikker også dybere end det. Man støder jævnligt på svampefolk, enten store godmodige typer eller små og ivrige, som man trækker efter sig og stiller på passende steder. Alt efter hvilken farve, man kaster efter dem, har de forskellige reaktier, såsom at stampe i jorden, eksplodere, eller græde tårer der farver jorden omkring dem og holder Blegheden stangen.
Det er The Last Tinkers puzzles, at gameplayet virkelig stråler. Kampene er ofte noget man bare flyder igennem, og styringen i de akrobatiske udfoldelser er så tilpas automatiseret at de heller ikke har den store betydning, men når hovedet skal lægges i blød, er det fremragende.
Dertil kommer et strålende og opfindsomt banedesign, hvor alle baner har små afkroge og lettere skjulte områder, der gemmer på skatte i form af collectibles eller ekstra krystaller, spillets møntfod, som man kan købe nye angreb og moves for.
The Last Tinker kunne altså bare være et fint actioneventyr med vægt på puzzles, men dialogen løfter hele oplevelsen til et nyt niveau. Her er intet stemmeskuespil, kun talebobler (som er lige snævre nok mht. hvor mange ord, der kan være i dem), men dialogen og timingen i disse sekvenser er simpelthen skøn. Fra ens ven Tap, der har enormt høje tanker om sig selv og ikke er bleg for at stille alle andre en flabet sviner hist og her, til de tre farveånder, hvor den røde er højlydt råbende og aggressiv (og til tider undskylder for sit råberi), den grønne er bange for omtrent alting ("jeg tør ikke flyve helt derop, tænk nu hvis jeg glemte hvordan man fløj og faldt ned?"), og den blå er så malerisk deprimeret og opgivende at han får Æslet til at minde om Tigerdyr.
Dialogens gode takter gælder også den lange række af bipersoner man møder undervejs, og generelt er der rigtig, rigtig mange gode grin undervejs.
Dertil kommer den fabelagtige musik, der sætter en skøn stemning og reagerer på det, der sker på skærmen (så der for eksempel kommer percussion på, når der er fjender i nærheden). I enkelte baner spiller musikken endda sammen med platformselementer, så dele af omgivelserne bevæger sig i takt til rytmen.
Var The Last Tinker: City of Colors ikke så gennemsyret af humor og veltimede jokes, ville fortællingen om farvebyen måske blive lige børnevenlig nok, men sådan er det heldigvis ikke endt. Resultatet er et spil, der på nogle punkter føles ret gennemsnitligt og middelmådigt, men på andre er stærkt charmerende, underholdende og sjovt, og det i en grad, så det gør op for manglerne. Tag et kig rundt på billederne - tiltaler de dig, er der masser af grund til at anskaffe The Last Tinker.
