Skip to main content
Gamereactor Previews The Crew
Previews

The Crew: Hands-on med den lukkede beta

Vi sætter os bag rattet i Ubisofts MMO-racer og giver den en omgang på træningsbanen.
Mike Holmes 18 august 2014

Vi blev præsenteret for The Crew i Paris for nogle måneder siden, og vi var meget begejstrede for konceptets potentiale, da vi gik derfra. Siden da har vi haft mulighed for at prøve den lukkede betas glæder, og selv om vi kommer til at skrue bare en lille bitte smule ned for begejstringen, ser vi stadig frem til, at Ubisofts MMO-racer bliver lanceret senere i år.

Hvorfor er vi begejstrede? Altså, projektets omfang er i sandhed imponerende. Vi bliver med det samme præsenteret for et kort over USA, og når du først har fået et par dele af historien af vejen, kan du køre hvorhen, du vil. Vi fik ikke taget turen fra kyst til kyst, men vi benyttede os af fast travel og fik set på nogle af de forskellige steder, der findes i Ivory Towers udgave af mini-USA. Det ligger fast, at det kommer til tage sin tid at krydse kontinentet, men glæder os alligevel til at gøre det en dag, bare fordi vi kan.

Der er en fristende fornemmelse af frihed i open world-spillet, og man kan tydeligt se Ubisofts fingeraftryk i den måde, det bliver præsenteret på. Efterhånden som du kører på opdagelse bliver den blå lak skrællet af kortet og et mere farverigt og detaljeret lag afdækket. Der er fem forskellige zoner, og de føles alle sammen forskellige. Der er delmål strøet ud over vejene, der går på kryds og tværs (og vi havde kun markører i den ene zone), og generelt ser det ud som om, der sker en del.

Vi brugte det meste af den tid, vi havde, på at tygge os igennem historie-kampagnen. Vi gennemspillede den indledende by - Detroit - og rejste så til St. Louis for at fortsætte eventyret. Dér rendte vi frontspoileren mod muren efter et par missioner: et løb, hvor konkurrenterne var så meget hurtigere end os, at der var en del grinding at gøre før vores øse ville være hurtig nok til at følge med.

Når vi kalder det grinding, er det fordi, det er et MMO, og det er dét, man skal gøre for at levelle op i et MMO. I The Crew gør man det via aktiviteter - udfordringer - som man støder på, mens man kører. Ram en rampe, bliv på vejen, mens du kører virkelig stærkt, kør slalom mellem markører og den slags. Disse aktiviteter er adspredelse undervejs, fornøjelser på de monotone, indimellem betragteligt lange køreture mellem målene, og de giver indhold til spilverdenen og er noget at bruge tiden til.

Selve historien blev fortalt gennem stilfulde mellemsekvenser, men den er stadig temmelig generisk. Lad mig sige det sådan her: Den ville ikke vinde nogen Oscars, men du ville gladelig tygge dig gennem en balje popcorn, mens plottet rullede sig ud. Men, det er ikke en film, det er et racer-MMO, og selv om historien er vigtig, så er den langtfra hovedattraktionen. Den ære tilfalder bilernes køreegenskaber og de løb, som du opdager undervejs. I den henseende holder The Crew, hvad det lover.

Bilfysikken er langt hen ad vejen solid nok. En gang i mellem kan de mindste ryk i controlleren få dig til at miste kontrollen ganske forfærdeligt, og på det punkt regner vi med noget mere finjustering inden spillet bliver udgivet til november. De forskellige biler er dog afgjort forskellige at køre i, selv om fysikken befinder sig i den mere arcade-prægede ende af racerspil-spektret. Med fem forskellige specs (tænk: klasser - med betaen fulgte to) og en god portion forskellige perks til rådighed (tænk: RGP-agtig levelling op), har du rigelig plads til at opbygge din egen bilflåde og skræddersy den, så den passer til den spillestil, du udvikler.

Der er et varieret udvalg af løb at køre, og de fleste kan du køre enten alene mod computeren eller i co-op-grupper. Vi er endnu ikke helt solgt på den idé, i hvert fald ikke når det drejer sig om at race med fremmede. Med venner er den mere tillokkende, selv om de ekstra hjul på banen betyder, at I kommer hurtigere gennem kampagnen (for når der er to, tre eller fire af jer, er chancen for, at én af jer vinder løbet og historien dermed fortsætter, meget større).
Men når du racer mod fremmede kan du komme ud for, at en anden vinder løbet på dine vegne, og så kan du enten fortsætte uden den der fornemmelse af personlig tilfredsstillelse, eller du kan køre tilbage og gøre det igen... alene. Hvis du alligevel har tænkt dig at gøre dét, hvorfor så ikke køre alene i første omgang?

Det er et sammenstød mellem ånden i co-op-racerspillene, fremdriften i spil, der drives af fortællingen, og MMO'ernes særkende, og vi er ikke sikre på, at vi - når det endelige spil kommer ud - gider race med andre spillere, med mindre vi er blevet venner med dem først.

Nu vi taler om andre spillere; I øjeblikket bliver vi stadig regelmæssigt udsat for andre køreres åndsforladte rablerier i høretelefonerne med tilsyneladende tilfældige mellemrum. Du kan slå deres lyd fra i menuerne, men (så vidt vi kan se) er der ikke mulighed for at slå alle andre spilleres lyd fra pr. default. Det er rigtig irriterende, når spillet uden varsel beslutter sig for at sætte dig i gruppe med andre spillere i nærheden.

Et andet irritationsmoment er det skærmbillede, der popper op, når man har gennemført en mission eller et løb (se nedenfor). Når du har gennemført et løb eller en udfordring til enten bronze, sølv eller guld, bliver du belønnet med en ny reservedel (loot - det er et MMO), som du kan bruge, når du opgraderer din bil. Pop-op-billedet er forstyrrende, og mens det er muligt at blive ved med at køre, mens man enten installerer reservedelen eller lukker skærmbilledet, så er det stadig distraherende, og en mere elegant og afdæmpet løsning skulle efter vores mening være let nok at lave.

Vi har også bemærket nogle forbindelsesproblemer. Nogle gange blev vi udsat for lydbrag fra andre spilleres mikrofoner, men når vi ville vælge dem og invitere dem til at spille med eller mod os, forsvandt de simpelthen. Det kom til at betyde, at vi ikke fik prøvet så meget multiplayer, som vi kunne have tænkt os i denne fase af betaen. Dét, at vi kunne slutte os til co-op-løb tidligere på ugen, men ikke hen mod slutningen, får os til at tro, at problemet ikke er i vores ende (enten det, eller også gør vi et eller andet forkert - hvis dét er tilfældet, bør det enten være mere simpelt eller markeres tydeligere).

Det sidste stridspunkt, vi har, handler om klientens stabilitet. Spillet gik ned mere end én gang, men det tilskriver vi, at det er i betafasen, i hvert fald for nu, og forhåbentlig kommer det ikke til at ske, når det endelige spil bliver udgivet sidst på året.

Det er de hovedproblemer, vi har med The Crew på dette tidspunkt. For størstedelens vedkommende er vi imponerede af det, vi har set, og vi ser frem til at se mere end dét, som denne bid gameplay har at byde på. Vi fik oplevet én regions udfordringer og historie-missioner, og kunne køre frit rundt på kortet, men det føles stadig som et lille bitte stykke af dét, der følger med det færdige spil.

Alt i alt har betaen gjort, hvad den skulle: Den har givet Ubisoft og Ivory Tower en chance for at teste deres servere og se, hvordan folk spiller spillet, og den har givet os chancen for nyde omfanget af dette ambitiøse projekt. Der er stadig nogle måneder til, at bil-MMO'et udkommer, og det burde give udviklerne rigelig tid til at få det på gjort helt klar.

Fuld profil 333 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.