Hvis du husker de gamle Micro Machines-spil med et nostalgisk smil, så er Toybox Turbos nok noget for dig. Codemasters' spil fortsætter, hvor Micro Machines V4 slap. Det er en efterfølger i alt andet end navn. De store forskelle er den opdaterede grafik og moderniseret kameravinkel, men har du prøvet V4, ved du allerede hvad du er på vej ud i, inden du når at hente denne download-titel.
Der er to sider af Toybox Turbos, en singleplayer-kampagne og et multiplayer-element. I singleplayer racer du gennem syv stadier, der hver stiller stadigt større udfordringer. Inden for hvert stadie er der en række forskellige aktiviteter at beskæftige dig med, fra almindelige løb med fire biler til solokørsler på tid, og mere kreative bud der tilføjer lidt variation.
Faktisk er der ikke mange spiltyper på bedding, og de bliver jævnligt genbrugt. Et sted får du til opgave at overhale et bestemt antal biler, og et andet sted skal du undslippe en nådesløs bølge, der jagter dig rundt og rundt til du i sidste ende bliver slugt, et tredje skal du køre over tikkende ure for at give dig selv tid nok til at nå tre omgange. I det mindste dukker de tilbagevendende events op på forskellige baner.
I slutningen af hvert løb, afhængigt af hvordan du har klaret dig, får du tildelt guldstjerner, fra nul til tre af dem. I løbet af et løb samler du også guldmønter, der kan bruges til at købe nye biler med.
Når du har nået gennem alle løbene i et af de syv stadier, bliver du konfronteret med det afsluttende løb, bosskampen om man vil. Her ændrer formatet sig en smule, og I får begge fire point. Enten skal du køre så langt fra modstanderen, at den ryger ud af skærmen, eller også må du tage den ud eller slå den af banen. Lykkedes det, får du et point, og modstanderen mister et. Første til otte point vinder.
Disse slutbaner kan trække pænt langt ud, og når det sker, ændrer reglerne sig, så taberen ikke længere mister et point ved nederlag, og det bliver et mere ligefremt ræs til mållinjen. Disse bosskampe i klassisk stil danner også rammen om multiplayer. Vi er ikke kæmpe fans af dem, når man kører mod AI'en. For det første er der intet incitament til at kæmpe videre, hvis du taber første duel, for genstarter man løbet er man straks i en bedre position end hvis man kører videre. Og mod en virkelig modstander kan man snakke skrald til hinanden, men mod en AI's kalkulerede bevægelser, er det ikke nær så sjov. Der er ikke den samme tilfredsstillelse når man vinder, og det er ikke sjovt når man taber.
Gennem de syv stadier møder man et udvalg af forskellige baner, der alle er bygget over diverse huslige baggrunde. Her er nogle glimrende små baner imellem, hvor ideallinjen væver sig mellem sjove forhindringer. I én bane racer man for eksempel gennem et køkken og forsøger at undgå et farligt drop ned i opvasken, mens man i den næste suser rundt på et pool-bord eller springer over en hjemmelavet vulkan. På nogle baner skifter dynamikken med våben - hammere, miner, elektrisk stød (om end dine modstandere ofte ikke bruger deres våben, af en eller anden grund). De kan samles op på visse punkter, og veltimede angreb og snedigt placerede fælder kan være afgørende i jagten på føringen.
Banerne selv ser flotte ud, med varme farver og interessante stykker sceneri. De kan ses fra det ikoniske Micro Machines-fugleperspektiv, eller den nye dynamiske kameravinkel, der dog ikke giver den samme fornemmelse af nostalgi. Vores største anke med dem er, at designet ikke er modigt nok, og fine øjeblikke, hvor man racer ned i en brødrister og bliver "skudt" ud på næste del af banen, er undtagelsen, ikke reglen. Det føles som om der er plads til langt mere ekstravagant design.
Bilerne er en eklektisk samling. Der er rigeligt at låse op (med de guldmønter, man tjener undervejs), og man kan give dem alle en ny gang maling. Hver bils køreevner afgøres af tre forskellige forudbestemte faktorer, og selvom det nogle gange hjælper at vælge den rette bil til opgaven, er det som regel nok at være hurtigst. Bilerne føles lette, og drifter gerne i svingene.
Singleplayer-delen kan man gennemføre på en håndfuld timer. Pakkens rigtige langtidsholdbarhed (og husk her på, at det er en download-titel, der er rimeligt prissat) skal komme fra multiplayer. Det her her, spillet stråler.
Du kan dyste mod op til fire spillere, både lokalt og online. Lokal multiplayer er en fest - og uden tvivl den bedste måde at spille på - hvis deltagerne er på lige fod. Kender man allerede banerne, har man en stor fordel, i hvert fald i starten, men nye spillere vil hurtigt få styr på dem. Har du ekstra controllere, er Toybox Turbos et fremragende partyspil. Løbene er hurtige, og der er rigeligt med mulighed for at spænde ben for sine venner på lattervækkende vis.
Online er oplevelsen mere blandet. Spillet døjer til tider med lag, så andre spilleres biler opfører sig på mystisk vis, med unaturlige bevægelser vi ikke har set i singleplayer eller lokalt spil. Når det fungerer, er det strålende sjovt som i den lokale variant. Men det sagt, så er det omtrent lige så tilfredsstillende at spille mod fremmede som mod AI'en.
Det mest frustrerende er manglen på variation i multiplayer-spiltyper. Dysterne mod hinanden er sjove nok, men det havde været rart med flere muligheder. Man kan vælge baner, biltyper og endda tilføje eller ændre eksisterende våben, men vi så gerne mere fleksibilitet og spiltyper.
Overordnet er Toybox Turbos en glimrende lille racer. Den er nuttet og mangler muligheder, men det yngre publikum vil helt sikkert sætte pris på det, og for os, der bliver lokket til af nostalgi, er her nok til at holde interessen fanget i nogle timer. Det er ikke helt det racing-spil, vi gerne ville have, men det kan være oprigtigt underholdende, og det er jo hele pointen.