Tænker du Dear Esther, Myst og Journey, når du kigger på billederne på denne side og prøver at bestemme, hvad der venter dig, er du ikke helt galt på den.
Aporia er et danskudviklet såkaldt first person explorative adventure-spil til PC med fokus på interaktiv historiefortælling. Spillet bliver udviklet i Cryengine og har stilmæssig fokus på realistisk grafik, mystik, indlevelse og udforskning i en åben verden. Samtidig med at det drager elementer fra horror-genren med inspiration fra Amnesia.
En unik tilgang i Aporia er, at der fortælles en historie helt uden tekst, dialog og interaktion med karakterer. Derimod bliver historien fortalt udelukkende med elementer som eksempelvis objekter, fotografier, tegninger, malerier, symboler og begivenheder. Det betyder at spillere vil få forskellig fortolkninger af historien

Du skal som spiller løse en række gåder i en mørk og tåget skov, imens der støbes en historie sammen af lysende malerier, fotografier og objekter. De lysende malerier kan man projektere med sin såkaldte Vial, som også har andre gavnfulde funktioner, som eksempelvis navigation. Efterhånden som man kommer længere ind i spillet, vil man, ud fra malerierne begynde at forstå, hvem man er, og hvilke dramatiske ting der er sket i skoven.
Dog lider spillerens figur af en psykisk tilstand, som betyder at denne skal holde sig klarsindet ved at indtage bestemte naturalier, for ikke at bryde sammen og starte helt forfra. Kort sagt: En tidsbegrænsning, som spilleren har mulighed for at udskyde.
Og helt nemt bliver det ikke at løse mysteriet, da spillerne hurtigt finder ud af, at de ikke er helt alene og "noget" vil forsøge at hindre spilleren i at komme videre. Hvilket vil udvikleren bag dog endnu ikke røbe.
Udviklerhuset, Mystic Box, er stiftet af fire færdiguddannede Medialogi-studerende med speciale i computerspil, fra Aalborg Universitet i København. Det fire man store udviklerhold tæller således designer, leder og forfatter Sebastian Bevensse, artist Kasper Boisen, programmør og UI-designer Mikael Olsen og Henrik Aabom bag 3D-detaljerne. De fire gutter fortæller selv, at de udover deres hold har fået hjælp af Troels Nygaard, der står for Sound & Music, David Heldager som er 3D artist og Nina Folkersen som Graphical Artist.

Sebastian har selv følgende at fortælle om projektet:
"Aporia har været under udvikling siden sommeren 2014 og i februar 2015 blev vi færdige med en tidlig Alpha version, som blev testet til Nordic Game Jam. Vi er nået til et punkt hvor det er svært at fortsætte udviklingen af spillet, uden finansiering. Flere af os er uden arbejde, da vi har dedikeret størstedelen af tiden på at udvikle Aporia, og derfor søger vi nu midler til at færdiggøre spillet.
Nu vil vi gerne komme ud af udvikler-hulen og vise folk hvad vi har siddet og lavet de sidste 8 måneder, ved at udgive en teaser trailer og en stak screenshots. Vi udgiver også en gratis spilbar demo af Aporia, som formentlig vil blive klar i slutningen af april 2015 - med omkring 15-25 minutters spilletid. Det skal bemærkes at interaktionsniveauet af denne demo, ikke vil være repræsentativ for det endelige spil, da alle gameplay-mekanikker endnu ikke er på plads.
Vi er i dialog med en tysk Publisher, 2Tainment, som har vist stor interesse i Aporia og er villige til at støtte med nogle penge, marketing og udgivelse på Steam. Dog mangler vi stadig finansiering til at kunne færdigudvikle spillet og derfor er vi på jagt efter investorer som kunne have interesse i at støtte op omkring udviklingen.
Med Cryengine har vi muligheden for at optimere til både PS4 og Xbox One, så spillet kan også komme til konsolplatforme efter udgivelse på PC. At Cryengine har en lille "naturpakke" af objekter som medfølger, har hjulpet os til at komme hurtigt i gang med design-fasen. Dog er vi stadig tre fra holdet, der laver såkaldte custom assets til spillet.
Det er muligt at Aporia måske udkommer som en Steam Early Access titel, eller i en episodisk struktur, afhængig af finansieringen.
Nærmeste nuværende "konkurrent" men også et spil vi selv ser frem til, er det kommende Everybody's Gone to the Rapture fra The Chinese Room."


Der loves i omegnen af tre til fem timers spilletid, og udvikleren fortæller, at det til sammenligning, bliver en lidt mindre produktion end eksempelvis Vanishing of Ethan Carter.
Kort sagt er det bare at krydse fingre på vegne af holdet, hvis du er fristet af billederne her, og ellers suse forbi udviklerholdets hjemmeside for at se mere om projektet.
Vi venter spændte.
