Ensemble Studios er på vej med udvidelsespakken til Age of Empires II: Age of Kings med titlen "The Conquerors". Age of Kings blev en umådelig succes, hvilket antallet af downloads på over 1 million af selve demoen fra Microsoft vidner om ! Så man kan roligt antage, at der er store forventninger til fortsættelsen. Betaudgaven, som jeg har fået i hænderne, lover godt med mange nye features og tilføjelser. Men lad os komme i gang.
Nye civilisationer - nye teknologier
Udvidelsespakken indeholder 5 nye civilisationer: Aztekerne, Maya-folket, Hunnerne, Koreanerne samt Spanierne, som hver især har deres eget "tech"-træ. Hver af dem har deres egen unikke teknologi: Aztekerne har Garland Wars, som forøger alle infanteritypers angrebsværdi. Hunnerne har ateisme, som gør at relic og vidunder-sejre tager længere tid for modstanderne. Desuden formindsker det prisen på at udvikle spioner. Koreanernes Shinkichon øger Mangolernes rækkevidde. Spaniernes Supremacy forøger de almindelige indbyggeres kampegenskaber. Ig Mayernes El Dorado forøger Eagle Warrior enhedens angrebsværdi.
Mange nye enheder
Der er kommet 11 helt nye enheder til. Bl.a. den spanske Conquistadorenhed (kan opgraderes til elite Conquistador), en kanongut til hest, som med sin håndbårne kanon er meget effektiv i nærkamp. Du kan også på Hunnernes side rekruttere nogle Tarkan-enheder, som er udrustet med fakler og derfor er gode til at sætte fjendens bygninger i brand! Enhederne er generelt godt animerede og detaljerede.
Der er blevet plads til hele 4 nye kampagner baseret på historiske personer. Kæmp som Hunnernes Attila, den spanske El Cid, Aztekernes Montezuma eller The Conquerors, hvor man kan genopleve historiske slag så som Slaget ved Hastings og Tours.
Gameplayforbedringer
Og der er mere i godteposen. Var du som jeg træt af konstant at holde dine farme under opsyn, er der godt nyt. Man kan nu sætte farme i kø, så de automatisk bliver tilplantet igen, efter at alle afgrøder er blevet høstede. Skibe kan bevæge sig i formationer ligesom landbaserede enheder. Rambukke kan nu forstærkes ved, at du forskanser enheder inde i dem, for at beskytte dem samt forøge rambukkens hastighed samt angrebsværdi. Indbyggerne er blevet klogere. De kan sættes til med det samme at hugge træ og samle sten/guld, efter de har konstrueret en træmølle/mine. Enhederne Onager, Belejringsonager og Mangonel angriber ikke automatisk, hvis der er risiko for, at de rammer venligtsindede enheder.
Chatfunktionen er udvidet med "!"-kommandoen til kun at sende beskeder til fjenden. I et Standard spil kan man desuden benytte chatkommandoer til at sende kommandoer til allierede medspillere. Hvis du optager et spil, gemmes chatbeskederne også, og man kan indføre markeringer i optagelsen, så man hurtigt kan finde frem til vigtige slag.
Terrænet forbedret
Kortsektionen er blevet udvidet med kort baseret på virkelighedens verden. Så nu kan du kæmpe dine slag i England, Frankrig, Italien og Texas (eftersom udvikleren Ensemble Studios kommer herfra). Af andre nye kort kan nævnes Arena, Skandinavien og oase. På visse kort influerer terræntypen direkte på ens strategiske overvejelser. På vinterkort kan ens enheder gå over isen og efterlade fodspor i sneen, men de kan ikke bygge på isen.
Der er 3 nye spilmuligheder i multiplayer. King of the Hill, hvor man skal kontrollere et monument i midten af kortet i en tidsbestemt periode, Wonder Race, hvor det gælder om først at bygge et wonder og Defend the Wonder, hvor en spiller starter med et wonder, som vedkommende så skal forsvare mod fjendtlige spillere.
I den preview-version, jeg sidder med, virker Age of Kings: The Conquerors umiddelbart som et godt stykke håndværk. Lydmæssigt er spillet i top. Specielt kan jeg godt lide El Cid og hans kompagnoners stemmer. Enhederne er afbalancerede, og gameplaymæssigt er der sket store forbedringer. Alt i alt ser det meget lovende ud, og jeg glæder mig til at se den komplette version. Spillet skulle efter planen komme i september måned 2000.
Spørgsmål eller kommentarer til denne artikel? Så brug GameReactors Messageboard