Den største ros jeg kan give en kunstner, er hvis man altid kan kende vedkommendes fingeraftryk og stil på tværs af genrer. Uanset om det foregår i det vilde vesten eller i nazi Tyskland, ved man altid, når det er en Tarantino-film, man ser. Stanley Kubrick, Martin Scorsese og David Fincher er andre kunstnere, der altid formår at sætte deres tydelige særpræg på filmene de instruerer. På samme måde, er man aldrig i tvivl, når man sidder med et David Jaffe spil i hænderne. Drawn to Death er voldeligt, det har en karakteristisk stil og ligesom teenageren hvis dagbog man dykker ned i, så er det dejlig forskruet. David Jaffe er tilbage.
Spillet er relativt simpelt bygget op. Sat i en lille arena, skal du kæmpe mod 3 andre om først at nå fem point. Du vinder et point ved at dræbe en modspiller, og taber et point ved at dø. Arenaerne er så små, at du aldrig skal lede længe efter modstanderne, men store nok til du kan finde dækning. Det skaber nogle kaotiske kampe, hvor den mest aggressive spiller ofte løber med sejren. Drawn to Death er på mange måder et spil, du kan samle op og spille, uden at kende til de forskellige karakterer. Af de fire jeg fik lov at prøve i demoen, var de alle forsynet med enten et shotgun, maskinepistol, slingshot, dodgeball eller et langsomt våben der fryser modstanderne. Hver gang man dør, er det muligt at udruste sin karakter med 2 af våbnene, som man derefter løbende kan skifte imellem. Selv om de fire karakterer benytter samme våben, betyder det ikke, at spillet mangler taktisk dybde. Det betyder, at det er let at samle op for nybegyndere, men for at mestre spillet, skal du kende karakterenes specialiteter og lære at udnytte dem ordenligt.
Jeg startede ud som Allan, en person med blodig grisemaske på hovedet og motorsav i hænderne. Fans af Twisted Metal vil allerede her føle sig hjemme i karakterudvalget. Allan kan gøre sig usynlig, så jeg fik i begyndelsen af min første kamp, listet mig om bag en fjende der stod for stille, og fyrede min motorsav ned gennem hans rygrad. Lad det være lektie nummer 1: vær altid i bevægelse, når du spiller Drawn to Death. Fyldt op på selvtillid efter mit første hurtige drab, gør jeg mig usynlig igen, og bevæger mig mod den næste tåbe, der igen står for stille. Denne gang en cyborg med vinger, der stirrer lige lovligt intens i min retning. Med en håndfuld velplacerede skud ligger jeg hurtigt død for hans fødder, hvorefter en udvikler af spillet læner sig hen, og informerer mig om, at min usynlighed ikke virker på Cyborgula. Lad det være lektie nummer 2: kend dine modstanders evner, lige så godt som du kender dine egne.
Hver gang du bliver sendt ind i kampen igen, bliver du sendt flyvende ned mod arenaen, hvor du kan vælge din position. Det var i demoen ikke muligt at skade fjenderne, ved at lande ovenpå dem, hvilket vil være en sjov tilføjelse til det endelige spil, men for nu gælder det om at placerer sig uden for skudlinjen. Flere gange placerede jeg mig midt i en skudduel, hvilket resulterede i en hurtig og ydmygende død. Tiden det tager at komme ind i kampen igen, er heldigvis kort, så man bliver aldrig frustreret ved et dødsfald. Spillet er designet til, at du vil dø ofte, men samme regler gælder dine modstandere. Hemmeligheden er, at få taget så mange modstandere med som mulig, inden dit uundgåelige fald.
Af de resterende karakterer jeg spillede, var djævlen Diabla Tijuana min personlige favorit. Både forsynet med en hat jeg kunne sende brændende afsted, en pisk der gjorde stor skade på fjender der kom for tæt på mig, samt muligheden for at hoppe op af vægge, hvor andre karakterer kun så luft, føles hun som en sand jack of all trades. At én karakter har så mange forskellige specialiteter, lover godt for det endelige spil, og det bliver spændende at følge de sidste karakterer blive offentliggjort inden udgivelsen. Jeg håber, at flere karakterer har en specialitet, der ikke virker på én bestemt modstander, ligesom tilfældet er mellem Allan og Cyborgula. Det skaber et spændende misforhold mellem karakterne, der ofte nødvendiggør, at man lægger sin taktik om.
Spredt ud over arenaerne findes våben og liv. Våbnene er ofte dem, du er forsynet med i begyndelsen - dermed kan du få flere patroner - men hist og her gemmer der sig ekstra faretruende værktøjer. Min personlige favorit var den gennemsavede dodgeball spiller, der brugte én arm til at holde sig fast til min karakter og den anden til at kaste bolde efter modstanderne. Jeg var elendig til at bruge ham, men det var et smukt syn, hver gang han brækkede nye bolde op i hånden, klar til at blive kastet afsted. Indsamler du nok energi, kan alle karaktererne også kalde på teenageren fra oven, som vil strække hånden ned i tegningen og samle dig op. Dermed kan du få ham til at skyde missiler med en fingerpistol, eller mase kuglepennen ned i hovedet på fjenderne. Det er en kraftfuld joker, at have i baghånden, men bruger man den uhensigtsmæssigt, kan den give bagslag. Rammer du ved siden af med kuglepennen, vil du sidde fasttømret til jorden i 5 smertefulde sekunder, hvor modstanderne kan fylde dig med bly. Lad det være lektie nummer 3: selv om spillet er kaotisk, er det vigtig at holde det taktiske overblik.
David Jaffe har udtalt, at den eneste måde en veteran kan vinde over en nybegynder, er ved at kende arenaen bedre og føle sig bedre tilpas med spillets mekanikker. Han skal ikke kunne vinde ved at have bedre udstyr. Og dermed vandrer vi ind i den mere følsomme side af Drawn to Death, for det er Free to Play, hvilket har fået en dårlig konnotation den senere tid. Der er dog ingen tvivl om, at The Bartlet Jones Supernatural Detective Agency, godt er klar over, hvad man ikke skal gøre, men spørgsmålet er, om de ved, hvad man skal. Prisniveauet er endnu ikke langt fast, men de understregede, at det aldrig skal føles som Pay to Win. Den nuværende model de arbejder på, handler om, at du gratis kan vælge én karakter og derefter købe de resterende. Du kan leje en karakter før du køber den, og dermed mærke hvordan vedkommende føles at spille. Køber du karakteren, efter du har lejet den, har de sænket prisen, men de vil ikke fortælle hvor meget, eller hvorvidt man frit kan leje karakterer konstant. Det virker som et interessant og fair koncept, men det er først muligt at bedømme, når modellen og priserne er fastlagt.
Free to Play har sjældent haft stor succes på konsollerne, men det virker til Drawn to Death har den rigtige formel. Vigtigst af alt er spillet sjovt og interessant, men prismodellen skal også være fair, hvis ikke fans skal skræmmes væk. Spillet er gennemført i sin grafiske stil, og de forskellige våben, der er spredt ud over arenaerne, holder konstant kaosniveauet oppe. Lad det afslutningsvis være lektie nummer 4: David Jaffe ved hvordan man laver et kaotisk og tilfredsstillende online skydespil.
