Banjo-kazooie

Wow... det er det eneste ord, som umiddelbart kommer til mig. Jeg kunne selvfølgelig bruge det mere kliche fyldte. F.eks at Rare har gjort det igen. For det har de. Rare som på super Nintendo´en lavede nogle af de bedste platformspil i form af Donkey Kong, og på N64´ern Goldeneye og Diddy Kong Racing, har skabt endnu et af de spil, der viser hvad din N64 kan.
Banjo-kazooie er platform magi i sin pureste form. Tænk mario i 98´. Så er du på vej, men langt fra. Banjo-Kazooie er så flot at man ikke kan tro sine øjne. Men lad os starte fra starten.

Historien går kort sagt ud på at Gruntilda, som er en ond heks og som mest af alt ligner r.... på en bavian, der lige har spist rosiner, gerne vil have en ansigtsløftning.
Men istedet for at gå til en plastikkirug, vælger hun at kidnappe Banjo´s søster, Tooty, som er den frækkeste tøs i landet, så de to kan splejses sammen. Og da Banjo er en god bror, finder han sig ikke i at hans søster, ikke kan være i fred. Så han tager sin gode ven Kazooie, en rød fugl som bor i hans rygsæk, med ud på eventyr for at redde Tooty.

Okay historien er ikke original eller spændende, men det er også ligegyldigt. Dette er et platform-spil, ikke en historie time. Banjo-Kazooie er mildt sagt, helt fantastisk!!.

Når du for første gang kommer uden for dit hus, begynder du at lede efter Banjo/Kazooies mange moves (bevægelser), men der er tilsyneladende ingen...?. Det er dog kun indtil du taler med bottles, en muldvappe, som lærer dig, alle de tricks du skal kunne. Og her har Rare været geniale (igen!!) istedet for at ha´ alle moves fra starten, så må du lede efter dem på hver bane, og så øve dig på dem.
Ud over dette skal du selvfølgelig samle ting. I Mario var det mønter, her er det noder, puslespils-brikker og små søde jinjos. Så der er nok at lave.

Grafikken i Banjo-Kazooie er overdrevet flot og detaljeret. Mario ser faktisk lidt skrabet ud i forhold til dette. Hvad enten du er på de flotte sand strande eller i de mørke kloakker, så er grafikken stemningsfuld og lækker. Og de mange fjender er flotte og godt animeret.
Musikken sætter en gang for alle myten for døren, om at musik ikke kan lade sig gøre på N64. Den er som taget ud af de bedste tegnefilm. Sjov og hurtig til tider, langsom og tilbagelagt på andre. Sådan skal musik skræddersys til et spil.

Hvad med kontrollen?. Don´t get me started. Den er sublim. Let og intuitiv, og selv når du har lært nye moves, kan de laves uden de store øvelser. Og ideen med at Banjo har en ven som sidder i hans rygsæk, og som kan de ting han ikke kan, er mere en god.