Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Richard Burns Rally
Anmeldelser Richard Burns Rally

Richard Burns Rally

Vi ser med nye øjne på Richard Burns og skifter to gear op. Steen Marquard er væsentlig mere imponeret.
Steen Marquard Testet på 14 juni 2004

Da vi anmeldte Richard Burns Rally først gang var der rent faktisk tale om en ufærdig preview-version, som absolut ikke er samme oplevelse som denne færdige retailversion vi nu har mellem hænderne. SCi havde fejlagtigt sendt os en forkert version og vores 5-tal i karakter afspejlede da også at produktet var langt fra finpudset. Det er sjældent at der sker væsentlige omstruktureringer og forbedringer mellem et en preview og en review-version, men nogle gange overraskes man over de fremskridt der kan ske på blot få måneder - dette er tilfældet med RBR. Ganske vist har udvikleren tidligere stået bag hjamske titler såsom Rolling og The Italian Job, så der var i forvejen ikke høje forventninger til bagmændene, men af og til kan skindet bedrage i selv den positive retning. Richard Burns vil være kendt af de fleste med blot en lille interesse for rally, da han kan bryste sig med at have tilkæmpet sig titlen som verdensmester i 2001.

Der er sket en del siden sidst og selvom vi var skeptiske har vi givet den færdige version en værdig chance og indset at SCi virkelig har fået justeret spillets køreegenskaber i den rigtige retning. Ligeledes har den grafiske og soniske side fået en polering siden sidst og helhedsindtrykket skubbes et nøk eller to i vejret - der er dog fortsat ikke tale om landvindinger på området, men det skærer ikke længere i øjne og ører. Den skrabede følelse er aftaget og RBR får endelig lov til at spille med de muskler det nu engang har, men vi har dog ikke med en titel at gøre der vil være for den gængse gamer. Titlen viser nu sine kvaliteter, ikke via prangende grafik og lyd, men via en væsentlig forbedret fysik i bilerne og den måde de kører og opfører sig på.

RBR er en simulation og det er først i denne version at det kommer til sin ret og spillet bliver en helt ny oplevelse, som faktisk er ganske glimrende i sin egen ret. Bilerne føles nu realistiske - med de fordele og ulemper det fører med sig - og indlæringskurven kan nærmest sammenlignes med ens første kørelektioner, men som de med kørekort husker, så var disse spæde timer meget givende - men for mange også anstrengende. Ydermere kommer spillets imponerende mange indstillinger for motor, affjedring, dæk osv. til sin ret og hæver genrens standard på dette felt. Her er derfor ikke tale om en arcade-racer, men derimod om en oplevelse der prøver at lægge sig tæt op af virkeligheden, hvilket den gør ganske udmærket. Spilleren kan ikke blot hamre speederen i bund og forvente at gennemføre en bane uden en smadret bil og en dårlig tid, så skal der vindes hæder og ære skal timing og føling med bilen være i højsædet. Bilerne svinger, bremser og accelerer som de skal og minderne om min rally-tur på Oulton Park nær Manchester bruser behageligt frem i sindet. Denne gang er jeg dog ikke begrænset til en Ford Focus, men kan boltre mig i biler fra hele spektret, så alle har mulighed for at finde et benzinmonster der passer til deres temperament. Der er otte af disse biler at vælge imellem og spilleren kan boltre sig på i alt 36 afvekslende baner, som naturligvis strækker sig over det meste af kloden.

Betragt dette som et dementi af vores foregående anmeldelse af spillet og tillad Jer selv at se med nye øjne på dette spil, da der for fans af realistiske rally-oplevelser virkelig er noget at komme efter. Spillet vil af samme grund ikke få topkarakter da der nemlig er tale om en titel tilegnet en minoritet indenfor rally-fans, men disse fans vil helt sikkert kunne sætte et gedigent kvalitetsstempel på spillets æske. RBR er for dem der har tiden og tålmodigheden til at genlære at køre bil og mange vil nok falde af i svinget, men de vedholdende vil få en belønning i form af et spil med dybde og holdbarhed. Spillet er ligeledes at finde på Xbox og senere på året kan Pc-ejerne spænde sikkerhedsselen ligeså, så RBR vil formodentlig kunne skille fårene fra bukkene på flere formater.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Dybt spil for fans af realistiske rally-oplevelser.
Minusser Lyden og grafikken er desværre fortsat en bleg affære.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
7,0
Gamereactor Danmark 7
Gamereactor Sverige 7
Fuld profil 2.508 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Warthog
Udgiver SCi
Testet på PS2
Genre Racing
Platforme
PS2 Xbox PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.