Jeg må indrømme at jeg har mine fordomme når det handler om visse japanske spilgenrer. Jeg har forsøgt at komme igennem diverse visuelle noveller, men har mange gange mistet interessen halvvejs, fordi spillene er meget ordtunge, og fordi man skal sidde foran sin skærm og læse i mange timer af gangen, uden egentlig at foretage sig andet end at tage et valg hver halve time. Jeg har dog også været fascineret af formatet, fordi jeg elsker gode historier, men den japanske fortælleteknik kan være meget hård at holde ud.
Derfor vil denne anmeldelsen forsøge undgå at spoile for meget, men jeg kan nok ikke helt undlade at komme lidt ind på plottet, så nu er I advaret.
Så da Danganronpa faldt i skødet på mig, var jeg på samme tid skræmt og spændt, fordi jeg havde hørt at spillet var anderledes end den almindelige visuelle novelle, som havde taget modet fra mig så mange gange før. Spillene er udkommet på PSP, PS Vita og Playstation 4, men man kan også finde dem på PC og telefoner. Versionen her er anmeldt på PS4, og kommer med både Danganronpa 1 og 2. Derudover er der lavet et tredje spil og et sidespil, så skulle nogen fristet af denne anmeldelse, kan man få mange titler i serien.
Spillet hedder som nævnt Danganronpa, og den første del af navnet betyder på dansk "kugle" eller pistolkugle. Den sidste del betyder at "modsige" og slår man de to ord sammen giver det kontekst til en del af gameplayet, da man skal modsige argumenter med kugler. Kryptisk og japanske, men på en eller anden måde fascinerende, hvilket jeg vil komme ind på senere i anmeldelsen. Det vigtigste er dog historien, som også er ret japansk, men som også gemmer på nogle gode oplevelser.
Historien i Danganronpa drejer sig om Makoto Naegi, som er blevet inviteret til at gå på den prestigefyldte skole, Hope's Peak Academy. Her går kun de bedste af de bedste elever i Japan, og man kommer kun ind på skolen, hvis man har fået en invitation tilsendt. Makoto Naegi ved ikke helt, hvorfor han er blevet inviteret, da han ikke ser sig selv som den ultimative noget som helst, men han finder senere ud af at skolen, har inviteret ham, da han er den ultimative heldige elev, fordi han er blevet udvalgt. Spillet starter så med at man møder de 15 andre karakterer, som alle er de ultimative et eller andet.
Der er den ultimative pop-dronning og den ultimative baseballspiller og så videre. Når man så har snakket med alle andre, som skal gå på skolen, dukker der pludselig en tofarvet teddybjørn frem som hedder Monokuma. Han fortæller at eleverne er tvunget til at bo på skolen i al evighed, og den eneste måde de kan undslippe og blive studenter på er ved at slå en af de andre elever ihjel, uden at blive opdaget. Dette gør selvfølgelig eleverne paranoide og snart efter begynder der at ske det ene mord efter det andet. Teddybjørnen giver så eleverne nogle regler som skal overholdes ellers bliver alle straffet. Det samme sker hvis en morder ikke bliver opdaget, så bliver alle elever igen straffet. Man får så chancen for at opdage denne morder i en retssag i slutningen af hvert kapitel, hvor man skal vælge karakteren som har gjort udåden, men mere om det senere. Historien er ret syret til tider og den tofarvede teddybjørn, Monokuna, er med til at dette sker, mest fordi han konstant dukker op og deltager i historien på den ene eller den anden måde. Derudover ser man ham også i sine drømme, hvor han snakker om sin egen filosofi. Udover det er historien ganske glimrende og underholdende og dialogen kan være sjov at læse eller lytte til.
Dette hænger sammen med at ens med elever er meget stereotypiske karakterer. Der er anime nørden, skønhedsdronningen, biker gutten osv. og karakterernes personlighed bliver overdrevet til det latterlige og det betyder at man har nogle ret sjove samtaler, det kombineret med den klassiske Manga tegnestil, gør at samtalerne har en ret underholdende dimension. Historien en dog meget tæt forbundet med selve gameplayet og de to ting går hånd i hånd.
<newpage>
Det første man lægger mærke til når man starter spillet og hvad igen gjorde mig nervøs, var den traditionelle tekstboks, som man ser i mange visuelle noveller og det er også her det meste af Danganronpa udspiller sig, for der er rigtig meget dialog. To tredjedele af spillet er dialog og tekst, dog gør andre dele af spillet det anderledes end den gængse visuelle novelle. Efter prologen, hvor man bliver introduceret til spillets 15 karakterer, får man nemlig lov til at udforske en fleretagers skole, som der løbende bliver låst op for. Man skal f.eks. i en af de første kapitler finde et bestemt klasseværelse for at få historien til at skride frem. Spillet foregår på tid, hvilket vil sige at man kun har et vist stykke tid til at nå det man skal, inden dagen er omme og det betyder at man skal lære de forskellige etager af skolen at kende, ved at udforske. Halvvejs igennem hvert kapitel, sker der nemlig et mord, som man skal opklare. Når disse mord sker, går spillet i efterforskningstilstand og man skal nu indsamle spor og beviser, som man så senere, skal fremføre i noget som spillet kalder "class trial" eller klasse retssagen.
Her skal man igennem diverse mini spil, argumentere sig frem til, hvem morderen er. De tilbageblivende elever på skolen, skal i en cirkel, argumentere og anklage hinanden for disse mord. Der er her spillets titlen kommer i spil, da et af mini spillene, går ud på at man skal skyde en sandhedskugle efter et forkert argument, fra en af de andre deltagende i retssagen. Der er 5-6 forskellige versioner af disse mini spil og som spillet skrider frem bliver der smidt benspænd ind for at det ikke bliver for kedeligt. Når man så når frem til en gerningsmand, skal man via en interaktive tegneserie, fastlægge hele mordets forløb. Disse retssager kan tage ret lang tid at gennemføre, da karaktererne argumentere alt til døde og sagerne kan sagtens nærme sig en times uafbrudt snakken Dette bliver kun afbrudt af disse mini spil. Det kan i sagens natur godt føles som en evighed, hvis man kombinerer det med at man kan fejle. Der var f.eks. flere tilfælde, hvor jeg ikke kunne finde ud af, hvad det var, spillet ville have mig til at gøre. Der kommer en lille introduktion til spillet, lige inden man møder det første gang, men jeg fandt dem ikke altid lige hjælpsomme. Spillet har dog også andre facetter, som man kan bruge tid på i spillet.
Udover mord delen, er der et indflydelsessystem, hvor man kan spendere sin sparsomme tid med de andre karakterer i spillet. Her kan man snakke med dem og give dem gaver og i det hele taget skabe et forhold til dem. Hvis disse forhold så når et vist niveau, får man så diverse evner, der hjælper i mini spillene. Man kan ikke nå det maksimale venskab i første gennemspilning, men når spillet er gennemført får man mulighed for kun at fokusere på disse forhold, hvis man vil. Dette giver spillet sin helt egen personlig, men noget der også tilføjer stemning er den grafiske stil.
Grafikken i spillet er holdt i en tegnefilmsagtig stil, og karaktererne er klassiske Manga-karakterer, som man stereotypisk kender dem fra medierne. F.eks. er der den klassiske storbarmede Manga pige og bikertypen, med den mest latterlige frisure, på denne side af Polle fra Snave. Karaktererne er statiske billeder, som alt efter dialogen, skifter udtryk og udseende. Der er dog særlige sekvenser i spillet, hvor man ser dem mere detaljerede.
Derudover er diverse rum lavet i mange lag, så når man kommer ind i et rum, falder borde og stole ned fra loftet og skaber rummets udseende, mens man ser på det. Dette skaber liv i et ellers ret statisk spil, hvor der ikke er meget bevægelse. Derudover kan man gå rundt på skolens mange etager og her ændre spillet udseende til 3D korridorer. Dette er gjort for at skabe variation og også for at spillet ikke bliver for statisk. Dertil kommer lyden som dog ikke formår at tilføje meget.
Lyden i spillet er yderst sparsom og man kommer til at høre den samme musik og lydeffekter mange gange, til et punkt, hvor det kan være ganske irriterende og ensformigt. F.eks. har Teddybjørnen Monokuma, sin egen melodi, som man hører hver eneste gang man ser ham og man ser ham mange gange, i løbet af spillet. Derudover hører man også de samme lydeffekter igen og igen. Hver gang karaktererne ændrer deres mimik i dialogen, kommer der også en lydeffekt, som passer til og disse lyde gentager sig mange gange. Dette er også en af grundene til at visuelle noveller generelt kan være hårde at spille.
Dog skal det siges at der også er noget positivt ved lydsiden, der er nemlig indspillet en ganske stor mængde stemmeskuespil. Der er nogle af karaktererne, som er direkte irriterende at høre på, men det er et fåtal, for de fleste har gode stemmeskuespillere bag sig. For eksempel er alle retssagerne med fuldt stemmeskuespil og det er en fryd at høre karaktererne beskylde hinanden for mordet som lige er blevet begået.
Jeg har ikke nævnt meget om Danganronpa 2, som jo også er en del af pakken, og det er fordi det mere eller mindre er det sammen spil som etteren. Spillet starter igen på Hope's Peak Academy, men dette falder væk i de første par minutter og så er alle karakteren på en solbeskinnet trope ø i stedet som hedder Jabberwock. Her finder man hurtigt ud af, at man er blevet bortført til øen, af en kanin der hedder Usami, så man kan finde sig nye venner. Det lyder jo ganske idyllisk, men der går ikke lang tid før Monokuma, teddybjørnen fra det første spil, dukker op og så begynder de morderiske eskapader igen. Den største forskel i mellem de to spil er, at man ikke længere udforsker i 3D, men man ser i stedet sin karakter fra siden af, så det får en næsten platformagtig følelse. Ud over dette er der ikke meget forskel på de 2 spil for spillet har stadig retssager og mord som skal opklares, der kommer bare flere benspænd i forhold til etteren. Når man så kigger på spillet generelt, hvad er så konklusionen?
Danganronpa 1.2 kræver en masse tålmodighed hos spilleren, man skal kunne lide den japanske stil og så skal man gøre sig klar til at læse en masse. Historien er ganske glimrende og har man tålmodigheden, er der en usleben diamant at finde her. Spillets grafiske stil er derudover ganske charmerede og med stemmeskuespillet og genspilbarheden er der mange timers underholdning at hente her. Spillet er helt sikkert ikke for alle og hvis man ikke kan leve med den store ensformighed som genren helt naturligt indeholder, så er det nok ikke spillet man skal købe, men har man lyst til en god historie og har tiden til at give spillet en chance, så er der noget at hente i Danganronpa 1.2