Deadly Skies III

I Deadly Skies-serien kommer nu i tredje udgave, og den stadige strid om, hvem, der laver den bedste og mest medrivende gang fly-action, Namco eller Konami, bliver dermed holdt i live. Men selv om Namcos seneste udgivelse i Ace Combat-serien efterhånden har et par år på bagen, så ændrer Deadly Skies III i grunden ikke på den øjeblikkelige stilling: Der er simpelt mere saft og kraft i Namcos udgivelser.

Deadly Skies er bygget op om en gennemgående historie: Engang i en ikke så fjern fremtid kæmper 2 magtfulde militærblokke - Earth Defense Alliance Force, E.D.A.F. og Orbital Citizen’s Community, O.C.C. - om magten over vores skrøbelige klode. Rakket i den lille gruppe piloter i Delta-eskadrillen kæmper mod fjenden og de militære ledere, der ikke regner dem for noget. I historiens centrum finder man Ken Thomas, en af delingens mest ferme piloter, som tumler med en skummel hemmelighed fra sin fortid.

Der er med andre et tilløb til en spændende baggrundshistorie, men den betyder i praksis ikke det helt store. Ken og et væld af spilfigurer optræder dog i de mange cutscenes mellem spillets 60 missioner og i den radiokommunikation, der gør det ud for historiens fremdrift under missionerne.

Næ, så er der straks mere gang i den i selve fly-missionerne. Ken starter med sit standardfly, men i takt med, at han gennemfører og ’vinder’ missionerne, tjener han points til at købe flere, stærkere fly, ligesom han kan forstærke bevæbningen. Det forlænger på den ene side holdbarheden af Deadly Skies III, men på den anden side er variationen i flyve- og kampegenskaberne for de mere end 130 fly i spillet alt for begrænset. Hertil kommer, at det i bund og grund er en fjoget situation, at en pilot i en kamp-eskadrille skal bruge tid, kræfter og points på at købe sine egne fly, men selvfølgelig kan flyvevåbnet i spillets fremtids-scenario være privatiseret ud i yderste konsekvens!

Styringen er prisværdigt enkel, og controller-opsætningen byder på 3 forskellige indstillinger - Novice, Expert og Ace. Selv om man med Ace-opsætningen selv skal styre flaps og ror, er udfordringen langt fra så stor, at det kan berettige betegnelsen Ace.

Grafikken fungerer hæderligt. Flyene ser fornuftige - så fabrikker som Boeing, Lockheed Martin, British Aerospace og Northrop Grumman, der har ladet Konami anvende deres design, kan være ganske tilfredse med den visuelle side af Deadly Skies III. Til gengæld vinder bygninger og køretøjer på jorden sjældent ved at nærbilleder. Textures på omgivelserne ser hæderlige ud på afstand, men virker på den anden side bemærkelsesværdigt ’flade’, i betragtning af, hvad det er muligt at præstere på dette fremskredne tidspunkt i karrieren for PlayStation 2. På figursiden finder man til gengæld fortræffeligt anime-arbejde af Jun Tsukasa, hvis figurer ligger fint i forlængelse af spillets arcadestemning.

Lydsiden i Deadly Skies III er, mildt sagt, domineret af radiokommunikationen mellem kontroltårnet og de piloter, der er i luften. Det skal selvfølgelig bidrage til én eller anden form for realisme, og om ikke andet til at hæve stressniveauet hos spilleren, hvis luftkampene ikke skulle være i stand til det. Problemet er bare, at de oversmarte stemmer vælter ud af højttalerne i et omfang, der gør, at man får lyst til at bombe kontroltårnet i stedet for at gå efter modstanderne. Desværre sidder man tilbage med lysten til at gå efter komponisten til den syntetiske gang telefonventetids-musik, der ledsager løjerne. Hvad nytter det, at spillet har Dolby Pro Logic II-understøttelse, hvis den ikke har noget fornuftigt at arbejde med?

Deadly Skies III leverer lettilgængelig og heftig fly-action - men nok så mange fly og nok så mange missioner kan ikke skjule den basale mangel på variation. Skal man som spiller ’hænge på’, skal der være en drivkraft i gameplayet, en udvikling i historien, en stigende sværhedsgrad i udfordringerne, men i dette spil er det meget svært at få øje på de dele.