Star Wars: X-Wing Alliance

Hvem kan ikke få nok af Star Wars i øjeblikket, her på falderebet til frigivelsen af den nye Star Wars-film, "Episode 1 - Den Usynlige Fjende"? Endeligt får man selv muligheden for at flyve Tusindårsfalken ind i Dødsstjernens midte, for at blæse Kejseren og alle hans dumme folk til atomer.

XWA er en simulation af rumkampene i StarWars, og i spillet starter man ud som Ace Azzameen i kampen mod konkurrenter og Imperiet. Han kommer fra en smugler-familie, og væves langsomt ind i rebellernes kamp mod undertrykkerne. Man starter med nogle missioner, hvor målet er ens modstandere fra familien Viraxo, der har allieret sig med Imperiet. Næsten nødtvunget kastes man i armene på Alliancen, der altid kan bruge en excellent pilot mere. Så tager historien ellers fart, og efter ca. 50 missioner står man overfor klimakset i form af den anden Dødsstjerne fra filmen "Jedi-ridderen vender tilbage".

SlipseSlåsere og KrydsVinger
XWA er den sidste del af den trilogi LucasArts startede med X-wing (´93) og Tie Fighter (´94). Spillet fra 1997, X-Wing vs. Tie Fighter, var mere set som en afstikker til alle dem, som ønskede sig et godt multiplayer-spil. Det er dog XvT, der har lagt grunden til 90% af XWA. XWA blev skabt på bare 9 måneder i et ræs mod den deadline, der truede i form af den nye film. Men i forhold til XvT er der blevet skruet gevaldigt med grafik-skruen. Hvor XvT accelerator-understøttelse var nærmere patetisk, er der i XWA brugt alle kunstens regler. Gevaldig lyseffekter, store textures og mere detaljerede modeller, det hele i kampe med sværme af op mod 100 jægere. Grafikken er på højde med f.eks. Wing Commander: Prophecy, og selv om Decent Freespace har en anelse bedre grafik, så er det kun en minimal forskel.

Masser af underholdning
Der er 53 missioner i XWA, fordelt på 9 afsnit. I prologen lærer man stille og roligt at håndtere familiens fragtskib af samme slags som Han Solos Tunsindårsfalk, en Corelliansk YT-1300. Som noget nyt kan man skyde løs fra skibets kanontårn, og lade familiens droide, Emkay, styre skibet imens. Personligt foretrak jeg dog selv at styre skibet, og lade Emkay hamre løs på de "stakkels" Tie Fighters.

Efter nogle missioner kommer man til rebellerne, eller rettere Alliancen. Her får man mulighed for at kaste sig ud i træningsbanen, som i XWA er blevet til en oplevelse i sig selv. Man flyver igennem en genbrugsstation for metal, og jeg fik en helt Decent-agtig klaustrofobi af at presse en X-Wing igennem de smalle gange, og prøve at slå selveste Luke Skywalkers tidsrekorder.

At spille spillet igennem ved en normal sværhedsgrad er meget svært. LucasArts spil har altid ligget noget over kon-kollegerne hvad angår sværhed. For at gennemføre spillet skal man vel bruge henved 30-40 timer, for mange af missionerne skal man altså lige prøve et par gange, før man har den rette strategi. I hele taget er missionerne meget mere varierede, og interessant sat sammen end andre spil i samme genre.

Desuden er de fleste missioner opdelt i flere dele, som nås ved at hoppe igennem hyperspace i bedste StarWars stil. Selve startgrafikken til man er i hyperspace er måske ikke noget særligt, men så kommer der en psykodelisk oplevelse af at flyve igennem rummet med mere en 999 megalights...

Historien bindes sammen af emails, som man modtager i sin families rumskib, Otana. Denne bruger man også til at opbevare alverdens souvenirs, så den til sidst mere minder om et kræmmermarked end et rumskib "I en galakse for længe siden, langt, langt væk.... "

Dødsstjernen II
Klimakset i form af Dødsstjernen II er desværre også spillets achilleshæl. Selve kampene i rummet op til at kommer nærmere og nærmere Dødsstjernen er svære og virkligt sjove. Men at Dødsstjernen kun er en flad baggrundsgrafik er ret tyndt. Darth Vaders gigatiske komandoskib, SSD Executor, er flot i sin størrelse, men her optræder der desværre en del grafikfejl, både med lys-effekterne, og med selve kanterne af skibets underliggende model, som pludselig kan få noget til at dukke op igennem en ellers ensartet flade. Dog er kampen ned igennem Dødsstjernen et lir for øjet. Gangen er trang og realistisk og man får virkelig en god fartfornemmelse. Men man bliver irriteret på ens kammerat, der bliver ved med at flyve ind i én.