I de snart 30 år Final Fantasy-seriens unikke karakterer og verdener har beriget vores dagligstuer, regnes kapitlerne fra VI til X som seriens absolutte guldalder. Selvom Final Fantasy XII formåede at høste rigeligt med ris og ros ved udgivelsen tilbage i 2006 (2007 på vores breddegrader), formåede det tolvte kapitel aldrig at opnå samme udødelige status som de foregående udgivelser. Med den ekstremt succesfulde udgivelse af Final Fantasy XV og generobringen af JRPG-tronen, virker det som den oplagte mulighed for at vende tilbage til Ivalice og prinsessen Ashes eventyr.
Tanken om mit besøg hos Square Enix' London filiale fyldte mig derfor med en enorm følelse af spænding. Havde Final Fantasy XII formået at holde sig frisk 11 år efter sin udgivelse og hvilke nye aspekter havde det originale hold tilføjet den allerede glimrende grundpakke? Jeg fik under mit besøg lov til at teste tre forskellige områder af spillet, som skulle fremvise det store grafiske spring og nye muligheder.
Først på listen var Eruyt landsbyen og Golmore junglen, et stort grønt området proppet med kæmpe store træer og en labyrint af små veje. Min opgave var simpel, udforsk junglen og bekæmpe monstret i det inderste område. Før jeg begyndte min quest, gjorde Square Enix mig opmærksom på, hvor vigtigt det var at gøre sig bekendt med mekanikkerne i den nye version, da de var blevet ændret markant. I stedet for det sphere grid-lignende system fra den originale version, benytter spilleren i stedet The Zodiac System, hvilket var mere i samme dur som Final Fantasy: Tactics og Final Fantasy V. Som erstatning for et skill-tree, skal dine karakterer vælge mellem to jobs som f.eks. inkluderede Black Mage, Machinist og Knight. Det er derfor muligt at skabe hybrid karakterer som enten er en perfekt duo af både magi og fysisk styrke eller alene fokusere på at forme den idéelle magiker.
Efter at have valgt en af de mange jobs, får man adgang til et skill-tree i stil med den originale version, hvorfor du individuelt skal samle points og åbne for nye færdigheder indenfor de respektive jobs. Final Fantasy XII: The Zodiac Age føles på den mekaniske og strategiske front meget anderledes end den originale udgivelse fra 2006. Gamle spillere vil derfor finde rigeligt med nyt i dette aspekt.
I mit interview med Hiroaki Kato og Takashi Katano, gjorde de også eftertrykkeligt udtryk for vigtigheden af at udforme det mest effektive og grundige kampsystem som overhovedet muligt, hvorfor de citerede Final Fantasy: Tactics og ældre titler som kerneinspirationer. Katano uddybede yderligere ved at understrege, at dette var deres mest essentielle område. Nye fans af serien, som hoppede på vognen efter det action fokuserede eventyr med Noctis og co. vil muligvis føle sig en del mere udfordret, da Final Fantasy XII: The Zodiac Age er langt mere bundet af klassiske JRPG-strukturer og normer.
Eftersom jeg kastede mig ud i skovens forvirrende veje og konfronterede monstret ved enden, kunne man virkelig se de grafiske forbedringer. I modsætning til det seneste Final Fantasy X/X-2-remaster, føltes The Zodiac Age mere velpoleret og balanceret. Hvor det første remaster havde kæmpe forskelle imellem Npc'er og hovedpersonerne samt store kontraster mellem diverse områder i naturen, formår The Zodiac Age at levere en mere fuldkommen oplevelse.
<newpage>
Ydermere har Square Enix finpudset alle aspekter ned til den mindste detalje, hvilket især kan ses på karaktererne. Og til dem som spillede den originale version, Square Enix har endelig fikset Vaan's sixpack, hvilket jeg måtte sige til Katano, som svarede med et højlydt grin og sagde "velbekomme".
Opfølgende spurgte jeg om, hvilke elementer holdet havde haft sværest ved at forbedre, hvorfor Kato og Katano svarede, at det sværeste var at undersøge og udvælge de specifikke områder, hvorfor selve processen havde gået relativt simpelt. Katano fortsatte og fortalte, at hvert eneste stykke musik var blevet indspillet på ny med et stort orkester, da de ikke ville gøre noget halvt og en simpel opskalering ikke var nok til ramme det niveau af kvalitet de sigtede efter.
Efter mine eventyr i Golmore junglen fik jeg lov til at prøve det nye trial-mode, en slags arena kampe i stil med kampspil. Efter hver kamp skiftede banedesignet og fjenderne blev en smule stærkere. Omgivelserne rangerede fra hede ørkensletter til gamle ruiner. Det er en fin tilføjelse, til en allerede fin pakke af indhold og det lader dig teste dine karakterer udenfor selve hovedspillet.
For de tilbagevendende fans måtte jeg også spørge, efter 11 års undren, hvorfor Vaan var blevet udvalgt som hovedperson og ikke historiens center, Ashe. Kato svarede hurtigt "fordi han er hovedpersonen!", men beskrev yderligere bagefter, at Vaan var blevet udvalgt grundet sin rolle som en outsider udenfor selve hovedkonflikten og vi også skulle forstå konflikten fra et outsider-synspunkt.
Sidst men ikke mindst, skulle jeg udforske Phon kysten. Denne gang var det ikke længere muligt at vælge mine egne jobs og målet var derfor bare at vise den grafiske opgradering og prøve hunts-ekstra missioner. Ligesom med min rejse igennem Golmore junglen, var den grafiske opgradering tydelig og så fantastisk ud, spillets alder taget i betragtning. Efter at have spillet alle de diverse remasters fra Square Enix Japan, med alt fra Final Fantasy X/X-2 til Kingdom Hearts-samlingerne, er Final Fantasy XII: The Zodiac Age den mest velpolerede oplevelse til dato.
Da præsentationen sluttede, forlod jeg Square Enix med en stærk følelse af optimisme og tillid til, at Final Fantasy XII måske endelig kan indtage en plads hos de bedste Final Fantasy-kapitler. I en stærk kontrast til det yderst succesfulde femtende kapitel, føles Final Fantasy XII: The Zodiac Age ikke som et paradigmeskift for serien, men i stedet som at vende hjem til klassisk territorium. Det er et turbaseret, job centeret klassisk JRPG med en voksen historie og futuristisk verden. Det føles indtil videre med andre ord, som en demonstration af et klassisk Final Fantasy bragt til moderne platforme.