Call of Duty: WWII fik indsamlet masser af opmærksomhed da det blev afsløret tidligere på året, og det skete hovedsageligt ved at bringe serien tilbage til dens rødder i anden verdenskrig. Singleplayer-kampagnen vil tydeligvis fylde en betragtelig del af den samlede pakke, og vi fik en kort demonstration af denne kampagne i Los Angeles i forbindelse med E3, hvor Glen Schofield of Michael Condrey kørte os igennem de inspirationskilder er har ledt til kampagnens design.
Vi fik fortalt at kampagnen fokuserer på First Infantry Division, og endnu større fokus på den "multinationale" sammensætning af de forskellige soldater, hvoraf mennesker fra mange forskellige lande kom sammen under ét banner i krigen. Historien handler disse soldaters individuelle historier, men det blev ikke gjort klart for os præcis hvor mange af disse man faktisk kommer til at kontrollere. Dog er det rart at se at de personlige historier i denne gigantiske, verdensomspændende konflikt bliver taget så seriøst, og får den vægtning som de tydeligvis fortjener. Netop her kommer studiets ekstensive historiske forskning dem til gode.
Banen vi fik fremvist gav spilleren den opgave at nå en kirke i en lille landsby, forinden i var et udkigspunkt som kunne give de allierede et forspring. Da de nåede til kirken kravlede de op i kirketårnet, og affyrede nogle skud imod de fjendtlige tropper med en snigeskytteriffel, men fjendtlig, tun beskydning jævnede hurtigt kirken med jorden. Der var ikke synderligt megen indsigt i spillets narrativ at finde under hele scenen, men tonen blev så sandelig slået fast. Ligesom Schofield fortalte os, så er de ikke bange for at vise krigens rædsler, og dette var meget tydeligt under kirkens kollaps, hvor spilleren blev kastet bagover, og var vidne til en mand der fik sprængt hovedet i småstykker i et forsøg på at redde os.
<newpage>
I forhold til styringen af våbene (den vigtigste del af et skydespil) så var det ganske tilfredsstillende og tungt at se på, hvoraf en skarp lyd af affyrede projektiler komplimenterede sekvenserne på glimrende vis. Det er hårdt at vide med sikkerhed hvordan spillet faktisk føles at spille før vi selv har haft hænderne om controlleren, men et særligt eksempel der fyldte os med tiltro den mekaniske opsætning var da protagonisten tog fat i et fastmonteret maskingevær. Hans hånd hvilede oven på løbet imens han pløjede den ene fjende efter den anden ned, og geværet vibrerede voldsomt imens han skød, og der var tonsvis af bagslag.
Rent visuelt bibeholder spillet den kvalitet vi har set i nylige spil i serien i forhold til karaktermodeller, men der er tydeligvis sket et skift fra de futuristiske farver til en mere underspillet farvepalet. Eksempelvis fremstod den lille landsby demonstrationen tog udgangspunkt i som værende ganske realistisk at se på. Alt så præcis lige så detaljeret og poleret ud som vi havde forventet forinden, og særligt flammer, blod og mudder bliver vist på imponerende vis.
Vi så desuden nogle nye features som vi bør addressere hurtigt, for en af dem giver dig muligheden for at kalde på en allieret soldat og bede om medicin til at behandle dine sår, hvorpå en ven kaster dig en pakke. Når en allieret soldat faldt og blev såret i slagmarken var det også en fast del af spillet at trække hans sårede krop væk fra fjendtlig beskydning. Quick Time Events (QTE) gør også comeback, som ikke er noget nyt, men der lader til at være langt imellem dem, og de fungerer da også anderledes, fordi du skal faktisk bevæge en analogpind til en bestemt position, for så derefter at afslutte med et tryk på en knap. Et eksempel på dette var i kirken hvor spilleren skulle undgå at blive ramt at den faldende kirkeklokke. Her skulle spilleren guide trekantknappen ud til venstre i en cirkel for at undgå at blive ramt, i stedet bare for at trykke.
Samlet set var det vi så af spillets singleplayer-del ganske imponerende, og alle de hårdtslående nye features og det mere vægtede design er ganske kærkomne tilføjelser, særligt når vi samtidig får et realistisk billede af krigens rædsler. Siden at demoen blev spillet for os, og ikke af os, så er det endnu umuligt at sige præcis hvordan Call of Duty: WWII spiller når vi selv har controlleren i hånden, men indtil videre ser det meget lovende ud.