Et af de store spørgsmål som anmelder er, hvordan man skal forholde sig til remasters. Kigger vi alene på den nye grafiske facade, er det et sammenspil af elementer, spillets nutidige relevans eller er det dybden af nye features? Her på Gamereactor gav vi f.eks. Ezios samlede eventyrpakke en endelig karakter på 5 og The Elder Scrolls V: Skyrim fik et 8-tal. Det er en evig kamp at finde denne balance og samtidig kunne fjerne nostalgiske briller, som i tilfældet med Magnus' anmeldelse af Crash Bandicoot: Nsane Trilogy.
Den nyeste udgivelse i serien af remasters, er det tolvte kapitel i Squares største franchise, Final Fantasy. Et spil som jeg tidligere på året fik lov til at prøve i London, men også havde fornøjelsen af at spille for 11 år siden på PlayStation 2. Netop Final Fantasy XII er et de mere glemte kapitler ved siden af store klassikere som Final Fantasy VII og Final Fantasy X, men her på Gamereactor fik originalen et 9-tal, hvorfor spørgsmålet så hænger tilbage om Final Fantasy XII er et tidsløst mesterværk eller en forfalden antikvitet.
Final Fantasy XII har muligvis den længste introsekvens ud af alle de andre nummererede kapitler, hvilket er også er nødvendigt siden det er en af de mest komplicerede plot-linjer siden forgængeren Final Fantasy: Tactics (begge spil er en del af Ivalice Alliance). I løbet af 7 minutter har du set alt fra et kongeligt bryllup, dokumentar om verdenens historie og tragiske tab. Det går stærkt, men spilleren mister aldrig overblikket. Det dokumentar-agtige koncept er dog spøjst og føles underligt, hvilket desværre tager lidt fra oplevelsen.
I klassisk Final Fantasy-stil, handler det om konflikten mellem det gode kongerige overfor det onde imperium. Selvom præmisset ikke er revolutionerende, ligger spillets personlighed i forholdet de forskellige karakterer imellem, og ikke i den store krig.
Du spiller som Vaan, en ung tyv med ambitioner om et liv med en større mening end at leve på gaden i hovedstaden Rabanastre i kongeriget Dalmasca. Selvom Vaan fungerer som hovedpersonen, er han ikke ligeså vigtig i det større billede, som f.eks. Cloud eller Tidus fra VII og X. Her kommer karakteren Basch ind i billedet, en tidligere ridder som søger retfærdighed for imperiets handlinger mod Dalmasca. På karakterfronten har Final Fantasy XII netop stor diversitet og især kemien mellem piraten Balthier og hans partner Fraan er helt spitze. I forhold til historien vil gamle spillere ikke finde en ny oplevelse, men i stedet et kært gensyn med gamle kendinge.
<newpage>
Det er på Gameplay-fronten, at ældre spillere vil opleve den store forskel. Ligesom de helt gamle klassikere er Job-systemet vendt tilbage og har erstattet det Sphere Grid-lignende system fra nummer X eller Ascension fra XV. I stedet kan hver karakter nu vælge to jobs hver, som lader dig skabe et hold med velbalancerede kæmpere eller nogle som er ekstremt gode til nærkamp eller magi. For eksempel havde jeg Fraan til at være både Archer og Machinist, hvilket gjorde hende mere følsom overfor hårde angreb, men derimod exceptionel god med våben på længere afstand.
Job-systemet føles mere velarbejdet og dybt end systemet fra det oprindelige spil, hvilket gør turen tilbage til Ivalice til en frisk oplevelse i stedet for bare det samme i nye klæder. Det nye Zodiac-system vil også uden tvivl skabe associationer til nye spillere, som kommer direkte fra Final Fantasy XIV og vil prøve et single-player Final Fantasy-spil, da begge har lignende Job-systemer.
Og nu vi snakker om gameplay, så har selve kernen ikke ændret sig og det er stadigvæk det realtime-inspirerede turbaserede gameplay. Det var en revolutionerende tilføjelse til serien, da spillet udkom i 2006, men føles en smule forældet i dag. Derudover er det rigtig fedt endelig at kunne spille med de forskellige gæstekarakterer, og er trods alderen stadig en sjov oplevelse.
Hele verdenskortet er også mere åbent end de fleste af de andre kapitler (kun overgået af Final Fantasy XV, XI og XIV). At rejse til fods fra ørken til dybe skove og store græs sletter er mere flydende end f.eks. Final Fantasy Xs mere lineære konstruktion.
Når der tales om remaster, er det vigtigste i sidste ende selvfølgelig den visuelle side. Final Fantasy XII er ikke det flotteste remaster jeg har spillet, men den visuelle opgradering føles til gengæld utrolig gennemført. Det er milevidt foran de visuelle tweaks som Square udførte med Final Fantasy: Type-0 eller Final Fantasy X, hvor nogle ting så meget bedre ud end andre. Hver eneste detalje føles mere poleret og når den smukke arkitektur og natur spiller sammen, er det svært at forstå spillets alder.
Især musikken har fået et skub i den helt rigtige retning, da alt er blevet indspillet på nyt og lyder fremragende. Det er ikke blandt Final Fantasy-seriens bedste melodier, men har masser af personlighed og skiller sig ud i mængden. Til de helt nostalgiske tilbagevendende spillere har i valget til at skifte tilbage til det oprindelige soundtrack, hvis nostalgien skal plejes.
Final Fantasy XII: The Zodiac Age er et veludført remaster af en undervurderet klassiker og er trods sin alder immervæk en underholdende oplevelse. Karaktererne er fyldte med stærke personligheder, det hele føles poleret og musikken er bedre end nogensinde før. Det nye Zodiac-system er væsentligt bedre end det originale og er en velkommen tilføjelse for fans. Hvis Square Enix "bare" havde udgivet spillet igen ville det ikke have resulteret i samme karakter, men det er derimod de nye mekanikker og de små nye detaljer, som hæver det over alle tidligere remasters fra Square Enix.