Skip to main content
Anmeldelser Tintin: Destination Adventure

Tintin - Destination Adventure

Nu får du mulighed for at spille dig gennem elementer af handlingen fra en række af de kendteste Tintin albums.
Carsten Skov Teisen 29 september 2001

Franske Infogrames har købt licens til udvikling af spil, baseret på en række tegnefilm og tegneseriefigurer. På ét eller andet tidspunkt måtte turen komme til Tintin - og med den seneste titel ’Destination Adventure’ får du mulighed for at spille dig gennem elementer af handlingen fra en række af de kendteste Tintin albums.

Loyal gengivelse
Udviklerne hos Moulinsart - i øvrigt det franske navn på det slot, som danskerne kender som Møllenborg - har med stor loyalitet over for stemningen og humoren ladet de kendte figurer og pudsige detaljer indgå i et ellers helt traditionelt platformspil.

Nu er Tintin efter min mening - ja, jeg ved det godt: Det ER en kættersk holdning! - en temmelig kedelig og alt for pæn figur. Derimod er det bipersoner som Kaptajn Haddock - der taler skotsk i spillet! - professor Tournesol, detektiverne Dupont og Dupond og den operasangerinde-navnkundige Madame Castafiore, der giver Tintins univers en helt speciel karakter. Og de er alle sammen med i spillet, enten aktive figurer eller som medvirkende i tegnefilmsekvenserne mellem banerne.

Infogrames har tidligere haft stort held i deres forsøg på at overføre tegnefilm og -serier til konsolspillenes verden. Denne udgivelse er imidlertid endt som noget af en flad oplevelse. Gameplayet er tilmed så traditionelt og gammeldags, at man føler sig sat 4 - 5 år tilbage i tiden.

Traditionelt og begrænsede udfordringer
Spillet tager udgangspunkt i Tournesols præsentation af en epokegørende opfindelse - fjernsynet! De forsamlede gæster skal se film om et udvalg af Tintins eventyr, og banerne er så henlagt til disse film.

Den første - Den Sorte Ø - foregår i Skotland, hvor Tintin afslører en falskmøntnerbande. Opgaven går i al enkelhed ud på at gå, løbe eller snige sig igennem banen og samtidig samle mønter og kloroform undervejs. Hovedparten af banerne ses i et fast kameraperspektiv bag eller ved siden af spilleren, der kun kan bevæge sig i faste baner. Flowet bliver dog indimellem afbrudt af afsnit, hvor kameraet bevæger sig lidt friere og mere spændende.

Udfordringerne er begrænsede. De genstande, der skal samles ind, er synlige - og det er allerhøjst en velovervejet rækkefølge i indsamlingen eller i brugen af kloroformen mod for eksempel vagthunde, der er afgørende for, om spilleren når op på det antal genstande, der giver adgang til at fortsætte til næste bane.

Grafik på det jævne
Nu vil jeg gerne indrømme, at jeg tit tager en ældre titel som Crash Bandicoot frem igen. Grafikken, gameplayet og humoren i dét spil går simpelt op i en højere og yderst velfungerende enhed.

Tintin - Destination Adventure, derimod, tager nok udgangspunkt i et sikkert og kendt univers, men spillet er trods sine traditionelle kvaliteter, grumme kedeligt. Både hovedpersonerne og omgivelserne er tegnet med en grov grafik, der kun i sit ydre giver spilleren en vis genkendelsens glæde.

I en tid, hvor platformspillene udfolder sig i detaljerede 3D-verdener, vil spilleren desuden opleve Tintin: Destination Adventure som stærkt begrænset med sine fastlåste kameravinkler og baner - og dermed som en krampetrækning for en konsol, der befinder sig i sin karrieres efterår.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
6 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Loyal gengivelse af stemning og hovedpersoner fra et kendt og elsket tegneserie-univers.
Minusser Gammeldags og fastlåst gameplay. Alt for begrænsede udfordringer.
Fuld profil 193 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.