Det er ingen hemmelighed at platform-genren er ret helstøbt. Albuerummet ved kernen er ikke så stort, i det mekanikkerne, styringen og dets lige er ret rigidt anlagt. Alligevel er det oftest ved platformspil man finder den mest interessante nyskabelse. Måske er det præcis på trods af denne rigide form, at den nye innovative idé oftest forefinder sig i platform-genrens domæne. I år har vi oplevet Celeste, der legede med det vertikale element, Owlboy ankom til Switch med sin flyvning, og Kirby Star Allies forsøgte sig som oprigtig fællesspiler, som det var i gamle dage. Innovativt er nok et stort ord at bruge i alles tilfælde, men gradbøjningen af genrens regler fandt sted. Ligeså nu med Yoku's Island Express, et debutspil fra det svenske studie Villa Gorilla, hvorpå både konceptet om den pivåbne spilverden er inkorporeret, og hvor hoppefunktionalitet er sat på bænken til fordel for flippermaskinens voldsomme slag og skub.
Som det nominelle hovedinsekt, en rød skarnbasse ved navn Yoku (som er exceptionelt nuttet, på trods af at være kendt for at rulle kugler af afføring med bagbenene), er det dit job at levere posten rundt på øen Mokumana. Man får lov at agere Postmand Per fra barnsben af, i det spillet vitterligt starter med at Yoku skyller op på øens strand, og begynder sin karriere på præcis samme tidspunkt. Øens beskytter er blevet angrebet af et farligt mytisk monster, og Yoku får som sin fornemmeste opgave af finde og stoppe dette monstrum - samtidig med at post og pakker skal bringes ud til tiden. I løbet af meget kort tid bliver man introduceret til diverse antropomorfiske dyr og planter der, til trods for at nogen er en anelse forglemmelige og andre blot forbigående, giver spillet en sjov og anderledes rolleliste.
I modsætning til den klassiske arketype som en slæbrig og udspekuleret snydepels, har rotten Tunguska i Everfrost Forest, for eksempel, snarere en pædagogisk, nærmest faderlig rolle for de vildfarne sootlings, der skutter sig rundt omkring på øen. Samme anderledes karakterisering finder man ved den tidligere postmester for Mokumana, flyveøglen Posterodactyl, der i udseendet er knoglet og farlig, med klør og spidst næb, men i opførslen er venlig, formidlende, ja, endda lidt klodset på den der nuttede måde.
En alsidig rolleliste, og mange forskellige miljøer synes også nødvendigt når Yoku's Island Express præsenterer sig selv som et open world pinball adventure. Det repræsenteres i et sammenhængende banedesign, der er ret sirligt skabt uden at det bliver for indviklet eller forvirrende. Jeg lærte hurtigt Mokumana at kende, mest af alt grundet de meget divergerende miljøer, der hurtigt skifter; der er et strandmiljø, et junglemiljø, underjordiske grotter, bjerglandskaber som taget direkte fra Himalaya. Yoku rejser så at sige fra Caribien til Norge, uden at det bliver kluntet. Det gav mig nogle pejlemærker, udover kortet der ejer zoom ind og ud funktioner. At udforske øen bliver ligeledes en fryd på grund af dette, da det grafiske niveau der bliver lagt for dagen er yderst farverigt og prangende. Når det forbindes med at der er meget at opleve, da alt udover basisspilmekanikkerne kun liden er forklaret, og selv skal forstås og findes, får man lyst til at gå på opdagelse.
<newpage>
Designidéen om det anderledes kommer også til udtryk i selve gameplayet. Normalt er platformspil vertikale og horisontale fra start, men i Yoku's Island Express afhænger det alt sammen af miljøet. Man bevæger sig fra flippermaskine til flippermaskine, så at sige, både for at låse op for resten af verdenen, men også for at samle point i form af diverse frugter, der fungerer som betalingsmiddel for blandt andet låste bumpers, nye evner og så fremdeles. Med på en snor har Yoku en hvid kugle (jeg tænker et stykke bæ måske havde været for vammelt), som Yoku dels ruller rundt med, men ligeså flyver på og halser efter når denne kugle skydes rundt på diverse baner. Kuglen i sig selv antager nærmest rollen som biperson, i det den udover at være fysisk forbundet til Yoku, også er billens eneste transportmiddel, eneste forsvar, og eneste virkelig faste følgesvend. En form for symbiose mellem det biologiske og det syntetiske.
Spørgsmålet der vægter er så om disse innovationer er praktisk anvendt på ligeså spændende facon som de er udtænkt. Her snubler den kære Yoku desværre en del tid før målstregen. Selvom idéen om flipperfunktionaliteten i udgangspunktet er nyt, er det i et platformspil med en åben verden, med masser af vandren frem og tilbage, bare ikke passende at lade disse flipperbaner agere portvagt for fremskridt. Det kræver alligevel en smule held at ramme diverse afkroge og tunneler korrekt, og det kan ende i millimeterpræcision for at komme videre. I en så farverig verden, virker det totalt kontraintuitivt at der skal gentages heldigt slag efter heldigt slag for at komme videre. Hele valutasystemet med frugterne, som betales primært enten 30 eller 80 ad gangen for at låse op for bumpers, betyder også at der er en masse ensformigt slid, hvilket endnu engang synes meget kontraintuitivt hvad angår et platformspil der ligger vægt på udforskning og opdagelse. Har platformgenren overhovedet nogensinde haft godt af et pointsystem der aktivt bruges, udover at vise hvor godt man klarede det?
Dette beskriver også en ret væsentlig kritik af konceptet den åbne spilverden i et bredere perspektiv; en hvileløs vandretur som hurtigt bliver en kedelig Tour de France gennem de samme miljøer igen og igen. For der er selvfølgelig også en del missioner og opgaver i Yoku's Island Express, som har til funktion at sende den lille røde bille rundt omkring på øen. Dette faktum er i sig selv ikke et problem, men det udmunder sig dog i, at den ene opgave føre over i den anden, som fører over i en tredje, og når du så endelig har fundet løsningen på den fjerde opgave, kan du rejse tilbage, punkt for punkt, og starte en ny linje af opgaver. Det bliver en anelse frustrerende sjældent at få forløsning for alt den hjælpe man giver på Mokumana, specielt når man samtidig skal vælte sig igennem mere og mere avanceret flipperbaner. Det klæder bare ikke et platformspil, som det ville klæde et computerrollespil eller et action-adventure spil.
Det er egentlig ikke fordi Yoku's Island Express er et dårligt spil. Langtfra. Der ligger en masse uforløst potentiale i både spillet og hos udviklerne, Villa Gorilla. Det er tydeligt at den innovative tanke findes her, men hvad angår Yoku's Island Express synes det at begrænsning havde været givtigt for spillets kvalitet. Spillet har trods alt en genspilningsværdi, fordi Mokumana har en masse små hemmeligheder, og en masse indhold foruden hovedfortællingen. Spørgsmålet afhænger af tålmodigheden hvad angår de mindre heldigt implementeret funktioner som valutaen og de mange flipperbaner. Jeg selv vender helt sikkert tilbage til Yoku's Island Express, men om det bliver ofte, tvivler jeg på. Til Switch passer spillet ret flot, men jeg forestiller mig at det ikke spilles særlig rart uden en reel controller. Det er et flydespil, et sofaspil, så agter du at prøve det på andre platforme, sørg for at du har andet end tastatur og mus til rådighed. Yoku triller nemlig ufortrødent videre på PC, PlayStation 4 og Xbox One, i sin rejse på at sørge for at posten ankommer til tiden. Ingen kat Emil, dog.