Gladiator: Sword of Vengeance

Acclaim har bygget spillet op om en ganske glimrende baggrundshistorie. Den gamle kejser Trajan kommer dramatisk af dage, og hans efterfølger bliver Arruntius, der - mildt sagt - må siges at være godt og grundigt fra forstanden. Det er ikke bare magten han går efter, næh, han stræber efter at bygge et helt nyt center, en helt ny hovedstad for imperiet opkaldt efter sig selv: Arruntium. Desuden er han gået i ledtog med guderne Phobos og Diemos i sine bestræbelser på at underlægge sig hele romerriget. Her kommer du som spiller ind i billedet.

Du spiller Invictus Thrax, en ubesejret gladiator, som imidlertid bliver ryddet af vejen af Arruntius. Spillet er imidlertid langt fra overstået. Næh, du vågner op i Elysium, dødsriget, hvor du møder Romolus og Remus, efter mytologien Roms grundlæggere. De udstyrer dig med Herkules’s kraft - og nu er det dit skæbnesvangre opgave at sætte Arruntius på porten og genetablere Roms pragt og autoritet. Spillet adskiller sig fra Ridley Scotts film ved at magi spiller en central rolle for historiens udvikling - og for våbnenes slagkraft.

Spillet starter, hvor Invictus Thrax stadig er i live og i færd med at kæmpe sig vej til de afgørende gladiatorkampe i Forum Romanum. Scenen er en række af arenaer, der ligger på vejen mod Forum, og bevæbnet med 2 barberbladsskarpe sværd, som er bundet til underarmen, er Thrax en særdeles dødbringende trussel med selv de største og stærkeste modstandere. Thrax har fra starten et begrænset udvalg af moves og combos til sin rådighed, men modstanderne er tilsvarende svage, så snart står Thrax og modtager folkets hyldest i Forum.

Kampene afvikles efter et prisværdigt enkelt skema og styringen er tilsvarende enkel. Samtidig er kameraet dog fastlåst, så det kan til tider være svært at få et fornuftigt overblik over modstanderne. Desuden ryger detaljerne til tider mærkbart ned i gear, når der er mange modstandere på skærmen samtidig.

Thrax skal anvende sine moves med omtanke. Nogle modstandere kan uskadeliggøres blot ved at Thrax tordner frem mod dem og svinger sit våben et par gange. Andre har til gengæld et forsvar, der gør, at Thrax må lægge andre planer. F.eks. kan han lave en undvigemanøvre, så ender med at kunne gøre kål på sine modstandere bagfra. Lidt usportsligt, måske, men det giver på den anden side nogle flotte, detaljerede og ikke mindst blodige cut-scenes.

Nu vi er ved blodet, så er der sjældent set eller hørt så effektfulde kampe i et computerspil. Thrax svinger virtuost sine våben, som var det en amerikansk Thanksgiving-kalkun, der skal parteres, men clouet er, at blodet sprøjter voldsomt om Thrax, og at lyden af modstandernes rallen føjer en solid splatter-stemning til begivenhederne. Når Thrax bevæger sig i kampen, lyder hans svuppende skridt nærmest som om han tramper rundt på en gevaldig svamp. Gladiator: Sword of Vengeance har derfor - ikke overraskende - fået aldersmærkningen 18.

Stemningen i lydbilledet bliver dog også blødt - beklager udsagnsordet i denne sammenhæng ... - noget op af underlægningsmusik, der rummer både drama, storhed og sarte passager. Musikstykkerne er dog ikke så lange, så de opleves derfor lidt vel enerverende, når man hører dem igen og igen. Gladiator: Sword of Vengeance er - når alt kommer til alt - et spil, der byder på solid, effektiv og blodig action. Ikke de store dikkedarer, blot heftig motion på gamepad’ens eller tastaturets action-knapper. Let at betjene, relativt let at mestre - men også lidt trættende i længden, med et drama, der kører i samme høje gear det meste af tiden.