Grand Theft Auto: San Andreas

Første gang jeg sender en sagesløs fodgænger i vandet ved Verona Beach, hakker spillet i en sådan grad at man i et kort øjeblik ser alt som en dias-serie. Det bliver ikke bedre, da jeg kommanderer CJ ud af bilen og igen skal tumle med et temperamentsfyldt auto-aim, der hellere vil pege i alle andre retninger end den vej min hovedperson løber. Imens jeg forgæves forsøger at ramme en gruppe bandanabærende latinoer, bliver CJ ramt adskillige gange i ryggen, og før jeg ved af det, har jeg klokket i det og spildt min chance for at gennemføre missionen.

Enhver der har spillet Grand Theft Auto-serien siden dens indtog i 3D-alderen kender alt til ovenstående. Selv samme gruppe ved også at det ikke betyder meget i den store sammenhæng. Serien er nemlig et levende bevis på at gameplay rækker længere end glimrende grafik og en stabil hastighed. Ingen af disse ting trækker synderligt fra, når man blæser ned gennem de brogede gader i jagten på nogle hurtige penge. For Rockstars sandkasse er simpelthen byens bedste sted at hænge ud. Den fungerer som en åben invitation til skuddueller, sindsoprivende biljagter og hensynsløse drab en masse. Der er intet der er umuligt, og du kan bruge timevis på bare at køre rundt og finde små oaser, der udforskes yderligere. Det er ikke underligt at serien til dato har rundet adskillige millioner solgte eksemplarer.

Hvad der til gengæld er underligt, er starten på San Andreas, der er uendelig sløv og intetsigende. I stedet for at starte med en hæsblæsende biljagt eller et par hurtige skud fra hoften, så møder man i lufthavnen CJ, der netop hjemvendt fra østkysten fordi hans mor er død. I hans gamle nabolag slår han sig sammen med Sweet, Big Smoke og Ryder, og i de næste par timer trækkes spilleren så igennem en tutorial, der både virker langtrukken og ligegyldig. Ja, man får lært at hoppe over hegn og op på bygninger, får set hvor det lokale træningssted ligger, hilst på manden der kan forandre din frisure på sekunder og mødt tatovøren, der med glæde vil brodere et kors på ryggen af dig - men man keder sig og skuler hele tiden til uret. For har man blot spillet et minimum af de to andre, så er man mere end klar på at komme i gang - og det får man bare ikke lov til. Der skal kæles for nybegynderne og forklares begreber.

Værst af alt var dog at jeg aldrig interesserede mig det mindste for CJ og hans ellers vidtrækkende historie. På en eller anden måde er det lykkes Rockstar at skabe en spilbar karakter, der siger mig mindre end den tavse mand med læderjakken fra Grand Theft Auto III - og det er rimelig godt gået, når man tænker på at han aldrig sagde et ord. Serien har altid været præget af klicheer og det her er ikke et forsøg på at intellektualisere det hele, men plottet greb mig bare aldrig - det virkede ganske enkelt for tyndt og usammenhængende. Der trækkes ellers rigeligt på John Singleton og Spike Lee hele vejen, og hører man til en af dem der sad klistret foran skærmen da Yo MTV Raps rullede over skærmen i starten af halvfemserne, er det tydeligt at se at Rockstar har gjort deres hjemmearbejde.

Hvad der dog fangede mig var endnu engang de utallige missioner, som henholdsvis Los Santos, San Fierro og Las Venturas indeholder. Den amerikanske udvikler har virkelig haft tænkekysen på og har forbedret det grundlæggende gameplay mange gange med en stor portion nytænkning, der både inkluderer en hyldest til Konamis Bemani-spil, en motorcykeljagt, et røveri fra et militærdepot, en tur i en monstertruck og senere flyveture - om end disse kræver at du har et certifikat. Dette spædes op med muligheden for at pille din bil fra hinanden for så at pimpe den som det passer dig, lave indbrud om natten i folks huse og spille dine penge op på kasino.

Seriens nye træk er nogle RPG-elementer, ikke ulig dem man måske har stiftet bekendtskab med i Fable. Ligesom i Peter Molyneuxs ambitiøse eventyrspil har det ingen som helst indvirkning på selve historien om du er et veltrænet monster af en baller, eller om du bare spenderer lidt for meget tid nede på Cluckin’ Bell. Rockstars drejebog er nemlig naglet fast til bordet, og det eneste du kan gøre er at vende siderne i den. Det får dog stor betydning for missionerne. For kan du løbe et par provokerende latinoer ned før de når deres øse, så er det hele væsentlig lettere end at skulle drøne efter dem gennem et uvenligt kvarter. Det samme gælder håndteringen af spillets mange biler, motorcykler, firhjulstrækkere og fly. Jo mere tid du bruger på at tæmme en kværn, jo bedre bliver du til at køre på den. Der er endvidere mulighed for at blive tatoveret over hele kroppen, løbe rundt med det vildeste garn eller de frækkeste cornrows og helt selv bestemme hvad tøj du har på. Rockstar har virkelig trukket den helt ud og det er svært at se hvad der kan gøres i en evt. opfølger.

Visuelt har Grand Theft Auto-serien set sine bedste dage, så er det sagt. Som stor beundrer af spillene skal jeg være den første til at indrømme at spillets cut-scenes kan være direkte rædselsfulde. For det meste er de gnidrende, og når ens karakter vifter med sine klumphænder, ser det ikke ligefrem køligt ud - og det til trods for den motion capture, der forgæves prøver at puste liv i kludene. San Andreas tager sig pænere ud, når man drøner rundt i den kæmpestore by, der denne gang lægger væsentlig flere kilometer virtuel asfalt ud for fødderne af dig. Her støder man på så mange forskellige og spændende miljøer at de to andre spil i serien straks blegner. Rullende bakker, støvede ørkener, summende byer og havnefronter er blot nogle af de steder man kan besøge - og som altid er der lagt tid og kræfter i at fylde lokaliteterne med en masse mini-spil, der meget hurtigt bliver en enorm tidssluger.

Musikken kan der heller ikke klages over. Det er en tidsrejse af format, Rockstar ligger op til med lister bestående af bl.a. Ice Cube, Johnny Gill, Cypress Hill, Depeche Mode og Stone Temple Pilots. Dette følges til dørs af eminent stemmeskuespil fra velkendte Hollywood-talenter som Samuel L. Jackson, Chris Penn, Peter Fonda og Ice T.

Når Grand Theft Auto: San Andreas alligevel ikke får et ti-tal påhæftet i denne omgang skyldes det at maskinens begrænsninger nu også får reel indflydelse på spillets gameplay. Loadetiderne er beske og utilgivelige. Det er fint at ville tømre en god historie sammen, men når man konstant sidder med en sort skærm foran sig og venter på endnu en cut-scene, så smuldrer ens liv langsomt væk. Bedre bliver det ikke af, at sigtet til trods for flere opdateringer stadig ikke er i nærheden af det acceptable. Der var flere gange, hvor en bil eller en granat for mit vedkommende var den eneste måde at gennemføre en mission på - simpelthen fordi CJ hellere ville skyde op i luften eller bag sig. Kameraet har også en fæl tendens til at ødelægge enhver mulighed for at gå ind i bygninger. Her flakser det rundt som en forvildet høne og man er tit på grænsen til at blive køresyg. Og så er hastigheden langt fra stabil. Flere på redaktionen svor i hvert fald at det hele kører væsentligt glattere i både GTA III og Vice City.

Alligevel dømmer jeg ikke San Andreas hårdere. Når der er de fejl der nu engang er, så skyldes det langt hen af vejen at spillet samtidig er uendelig omfattende. Prøv bare at nævne et enkelt spil, der er i nærheden af at give samme frihed eller muligheder - nej, det er nærmest ikke realistisk at tøjle så mange elementer og samtidig køre det hele glat. Og San Andreas er beviset på dette. Det når langt, rigtig langt i bestræbelserne på at give spilleren endnu større frihed, men skorter mere eller mindre på de problemer, der har været siden overgangen til 3D, og det er ikke godt nok. Ligeledes er det helt sikkert at Sonys konsol ikke kan bære endnu en udgave af Rockstars legeplads - men i dette øjeblik er alt dette glemt. San Andreas er landet og gaderne ligger igen øde.

Anbefalet alder: 18+ ifølge PEGI