Grand Theft Auto: Double Pack

Hvis der er én serie, der i den grad kan klandres for at stjæle det lidt privatliv, som redaktionen havde tilbage, så er det utvivlsomt Grand Theft Auto. Vi har kort sagt været i overhængende fare for slet ikke at have en social sfære længere. Og med udsigten til endnu engang at skulle drøne de brede boulevarder tynde til efteråret, så kan Rockstar ærlig talt ikke være bekendt at udgive de to seneste spil i en såkaldt Double Pack - for nu sidder vi der minsandten igen, om end det denne gang er med et kluntet joypad i hænderne og en summende harddisk under hjelmen.

For Xbox-ejere har ventetiden været ulidelig. Faktisk kan den sammenlignes med et tre timer langt stripshow, der alligevel ikke ender med, at man får lov til at se hverken det ene eller det andet. Forsinkelser, undskyldninger og stridigheder med Sony gjorde det på et tidspunkt nærmest utænkeligt, men så pludselig skete der alligevel noget. Og nu kan fans af Microsofts konsol så endelig tænde for radioen og ræse henholdsvis Liberty og Vice City flade, mens der deles øretæver ud. GTA III byder på en tavs helt, der roder sig ud i slåskampe med både triaderne og den lokale mafia, mens Vice City byder på en talende Tommy Vercetti, der i lækker Hawaiiskjorte og masser af brylcreme i håret forsøger at redde sig ud af en knibe omkring nogle forsvundne narkopenge.

Hvis der på nuværende tidspunkt skulle sidde et par fortabte sjæle, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med det bedste, der er sket siden skiveskåret brød, så lad os lige kort tage en gennemgang af spillets fascinerende gameplay. Grand Theft Auto-serien er en kæmpe legeplads, hvor alt er muligt. Godt passet op af en noget klichépræget historie, gives spilleren frie tøjler i et sandt slaraffenland af vold, hurtige biler og brandvarme skydevåben. Som man bevæger sig fra mission til mission, åbnes verdenen endnu mere, og snart befinder man sig i flere problemer, end man kan plaffe sig ud af. Det hele krydres af med en ufattelig lækker atmosfære og en mindre jukeboks af både fortidens og nutidens absolut mest mindeværdige sange.

Rockstars Double Pack til Xbox indeholder naturligvis både det nogle år gamle Grand Theft Auto III og den lidt nyere Vice City-udgave, begge i en både visuel og teknisk bedre udgave - dog uden at feje benene væk under nogle her på redaktionen. Og det er egentlig synd, for med en væsentlig stærkere maskine til rådighed havde vi ganske enkelt forventet os mere. Det er ikke sådan, at GTA-pakken på nogen måde lider af konverteringsvanskeligheder eller en mangel på reel finpudsning, men PS2-ejere har virkelig ikke noget at være nervøse for. Xbox-udgaven er pænere, partikeleffekterne flottere, draw-distancen bedre, loade-tiden lavere og styringen anderledes - og det er vist det. Der er ingen ekstra missioner, ingen ændringer i det til tider håbløse kamera og muligheden for at skabe sit eget soundtrack til netop GTA-spillene virker absurd.

Hvad man til gengæld får er to af vor tids mest betydningsfulde spil i en pakke til en favorabel pris, og der er sådan set der, trøsten skal findes. GTA-serien bør nemlig ikke undervurderes, og den succes, som PS2-konsollen de seneste par år har haft, skyldes i høj grad Rockstars to perler. At Xbox-ejere også får adgang til spillene kan ikke være andet end godt. De enkelte rettelser i f.eks. styringen er et kærkomment tiltag for alle, der savnede en velfungerende analog styring og muligheden for at ligge speeder og bremse på skulderknapperne. Desværre betyder det også, at man slet ikke kan spille det med det digitale pad, så for dem, der har specialiseret sig i denne kørestil, kræver den nyeste udgave en del tilvænning. Det måtte en del af redaktionens folk i hvert fald erfare.

Med udgivelsen af GTA: Double Pack falder en af Sonys sidste bastioner, og dermed behøver Xbox-ejere ikke længere at sidde og surmule. Fans af Microsofts konsol får måske ikke en udgave, der trækker på alle de kræfter, som ligger under overfladen i maskinen, men de får adgang til et vidunderligt forbryderunivers, hvor mulighederne er uendelige, og udsigten til et liv blandt almindelige mennesker ikke længere er tilstede. Mere kan man vist ikke rigtig bede om.