Men of Valor

Kender I til skuffelsen man følte, da man som en ung knøs ønskede sig en knallert til sin fødselsdag? Man fik ikke knallerten, men i stedet en lidt for stor Kildemoes-cykel. Den følelse af skuffelse sidder jeg tilbage med efter at have gennemført Men of Valor (MoV) fra udviklerne 2015. Alt tegnede til at det ville blive en fantastisk oplevelse, men i sin færdige udgave formår det kun at hæve sig en smule over middelmådighedens dybe vande.

Hvis der skulle sidde nogen derude som mener at have hørt et eller andet om udviklerholdet 2015 før, er det nok på grund af spillet Medal of Honor: Allied Assault. Men siden hen er denne gruppe nærmest eksploderet. Nogle af folkene gik over til Electronic Arts, andre dannede Infinity Ward, hvor de skabte det fænomenale Call of Duty. Den sidste gruppe blev under 2015’s vinger, hvor de nu er klar med deres version af hvordan Vietnam-krigens rædsler tog sig ud.

Da jeg for nogle måneder siden fik lov til at prøve en tidlig version af spillet, var jeg ikke helt uden optimisme omkring hvad Men of Valor kunne gå hen og blive til. Det største problem i spillet var uden tvivl den AI som var implementeret. Den var så mangelfuld, at den var skyld i at hele spiloplevelsen til tider blev ekstremt frustrerende. Så tiden indtil jeg fik den endelige version mellem hænderne gik med små bønner om at dette problem ville blive rettet. Men det må være de forkerte guder jeg beder til, for der er faktisk ikke sket noget på den front.

Fjenderne er snedige til at liste sig ind på din gruppe soldater. Men så snart ildkampen begynder, går der helt hat og briller i den. Vietcong-soldaterne opfører sig som de små gule ænder i et skydetelt. Så hvis man lige regner deres løbebane ud, kan man til tider holde kortet fast på et lille område, og så snart de stikker hovedet op der, kan man placere projektilet fra sin M16’er i panden på dem. Det samme gør sig gældende for de soldater som er med i ens gruppe. De tager intet initiativ, hverken under kampene eller bare når man går rundt og undersøger de store områder. 2015 har valgt ikke at give spilleren mulighed for at give kommandoer til sin gruppe. I stedet må man bare håbe på at få bare en minimal støtte fra sine krigeriske brødre - hvilket man bare aldrig gør!

Vi følger den unge afroamerikanske fodtudse Dean Sheppard fra han lander i Da Nang. Han er en god dreng, som er yderst intelligent. Men det er ikke specielt nemt at have en mørk hudfarve i den tids ret racistiske USA. Så han vælger at slutte sig til hæren og derved komme til Vietnam for at bevise sit værd. I starten går alt fint, med træning og hygge med noget amerikansk fodbold på basen. Men midt i al hyggen, omdannes alle omgivelserne til et inferno af ild, på grund af et raketangreb fra Vietcong-soldaterne. Derefter ryger den unge Dean ud på den ene halsbrækkende mission efter den anden.

Normalt består missionerne af Search and Destroy-mål, men der skal også reddes allierede soldater ud af brændpunkterne. Oftest er man mellem to og fem soldater i de grupper der sendes i kamp. Som nævnt tidligere har man ingen kontrol over disse, de venter på at man gør en bestemt ting, som trigger deres videre færden. Det bliver lidt irriterende, at man flere gange skal tilbage og gøre en lille bestemt ting, for at få resten af sin enhed til at følge med videre. Styringen er til gengæld ganske udmærket - og reagerer hurtigt og prompte.

En fed detalje som vi finder i MoV, er måden som ens health styres. Hvis man bliver såret let, vil health-meteret stille og roligt falde indtil man forbinder såret. Hvis man derimod får et ordentligt skrald over nallerne, tages der bare en stor luns af sin energi. Det betyder at man ofte render rundt med kuglerne hvislende om ørene, mens man febrilsk leder efter forbindinger og andet der kan holde manden med leen væk. Hvis uheldet skulle være ude, og man bliver meldt KIA, bliver der skrevet et brev til Deans forældre, hvor der fortælles om hvor han døde, og hvor karismatisk og heltemodig han var. Igennem hele historien er der meget brevskriveri mellem Dean, hans forældre og hans lillebror. Det virker alt sammen meget realistisk, og giver et meget mere nuanceret billede af Dean som person, og man vil faktisk gå langt i bestræbelserne for at få ham helskindet hjem igen.

På den visuelle front bliver der ikke sprængt nogen grænser. Det er ganske flot, og man fornemmer tydeligt den kvælende varme, fugtigheden i regnskovene og den tunge støv som hænger over de åbne arealer. 2015 har benyttet sig af den ganske brugbare Unreal-motor. Især banerne i de dybe vietnamesiske skove fungerer godt. Der er så meget liv i buske og træer, at man hele tiden er i tvivl om det bare er vinden som spiller os et pus, eller om der ligger en håndfuld Vietcong-soldater og venter på at vi vader lige i et baghold. Men som man ikke troede det kunne blive meget bedre at se på, sker noget fantastisk. Et par amerikanske fly er blevet tilkaldt som assistance, de skal blødgøre en bakketop, inden fodtropperne stormer den. De smider hver et par beholdere ned over området, og på et øjeblik er himmel og jord ét stort flammehelvede. Napalmen smyger sig om træer, bunkere og soldater, og omdanner alt til en sort ugenkendelig masse. Og det hele sker lige for øjnene af mig. Lammelsen er total, det er så imponerende lavet, at man bare må stoppe op og få en slurk vand inden man fortsætter. Det samme sker når de kæmpe artillerikanoner jævner et område. Hvis et af projektilerne rammer et hus, flyver sten og træ ud til alle sider. Flere gange var jeg lige ved at hoppe om bag sofaen når disse fragmenter fløj mod kameraet som projektiler. Det er bare sindssygt flot! Desværre er alt ikke ren fryd og gammen. For figuranimationerne er direkte til grin. Blandingen af dårlig AI og så tvivlsomme animationer giver os nogle bevægelser, som ikke er set dårligere end da dukkerne fra Jullerup Færgeby indtog vores tv 24 gange hin december måned.

For en gangs skyld fortjener et spils lydflade et lille kapitel for sig selv. Først og fremmest kan man ikke undgå at lægge mærke til den megen originale musik fra 60’erne, som er blevet flettet ind hele vejen igennem spillet. Der er masser af James Brown og The Mamas and the Papas, som brager deres musik ud af højttalerne. Faktisk virker det lidt tragisk, at man løber rundt og skyder på mænd og kvinder, mens man hører California Dreamin’. Musik blev brugt af den amerikanske hær i stor stil, fordi man mente, at den vilde og høje amerikanske musik ville skræmme de simple bønder, som udgjorde 90% af den hær de amerikanske tropper stødte ind i. Det er også taget med over i MoV, sammen med alle de grusomme lyde der findes i en krig. Hvor Anden Verdenskrig skabte mange helte, var Vietnam-krigen på mange måder totalt blottet for glamour. Det ligges der heller ikke skjul på, for vi skal kæmpe imod et folk, som bare forsvarer deres land indædt mod nogle som vil tage det fra dem. Jeg testede spillet med min Xbox sluttet til et surround sound-anlæg, og alt lyder imponerende. Ikke kun musikken, men også eksplosionerne og de forskellige våbens lyde. Her har 2015 virkelig brugt noget tid på, at få det hele til at lyde så virkeligt som muligt.

Hvis man forventer at man bare kan løbe frem som en gal, og skyde til højre og venstre, bliver man nok skuffet. For hvis man ikke benytter sig af samme taktikker som fjenden, overlever man ikke i lang tid. Der skal sniges mellem buskene, og der skal kravles gennem det høje græs. Hvis man ikke hele tiden har en form for dækning i nærheden, kan man hurtigt komme i en seriøs kattepine. Men på den normale sværhedsgrad ligger der for de fleste maksimalt 20 timers spil gemt på skiven. Det har 2015 rådet bod på ved at lade spillet understøtte Live, hvilket giver mulighed for op til 12 spillere at udkæmpe drabelige slag. Så for den hårde krigshund burde der være masser af action forude. Men selvom der er så mange lækre ting gemt i spillet, så ødelægges hele oplevelsen af AI’en.

Det er simpelthen utilgiveligt dumt, at sende et så lækkert spil på markedet, og så give det en så dårlig intelligens. Hvis det bare havde fungeret godt, havde det hele set bedre ud. Men i stedet ender hele oplevelsen i en tyk suppe, som ser lækker ud, men smager en smule trist.