Jeg har et meget ambivalent forhold til Capcom. På den ene side respekterer jeg det japanske udviklingshus for at kaste sig ud i fuldstændig økonomisk hjernedøde projekter som Steel Battalion - blot for at prøve noget nyt af. På den anden side irriterer det mig, at de vælger at bruge mange af kræfterne på at høvle endnu en spandfuld Street Fighter- og Megaman-spil ud af døren til ingen verdens nytte, mens de så følger op med toere og treere i de mere etablerede og succesfulde serier.
Mest af alt hader jeg dog deres evne til at håndplukke de projekter, de gerne vil lave. Tag f.eks. Shadow of Rome, der er som snydt ud af næsen på Ridley Scott. Jeg kan ligefrem se Kenji Inafune rejse sig op af plysstolen efter en tur i biografen, og så ellers med det samme være klar til at trække Onimusha-skabelonen ned over et Gladiator-inspireret projekt. Og Shadow of Rome er nøjagtig det. Det er historien om den romerske soldat Agrippa, hvis far beskyldes for at stå bag mordet på Cæsar og kejserens egen nevø Octavius, der desperat prøver på at finde ud af hvem den virkelige morder er. For ingenting er som det ser ud til, og Rom er naturligvis komplotternes højborg.
Med de grundsten lagt på fundamentet, er Capcom så klar til at fortælle en historie om Agrippas vej fra general til simpel gladiator, hvoraf det meste spilles som gladiatorkampe, mens vi fra Octavius’ side får et stealth-inspireret indslag, hvor snushanevirksomhed er vejen frem. Det er et ambitiøst udspil, der desværre falder til jorden i et dybt ordinært og meget langtrukkent spil, der udelukkende er lagt an på et stærkt designmæssigt udtryk, mens morskaben så siver ud gennem siderne.
Den første skuffelse kommer når man som Agrippa slippes løs i arenaen. Man skulle tro at Inafune havde lagt en fandens masse kræfter i et velfungerende og yderst velsmurt arsenal af flotte bevægelser og afbalancerede våben, når nu en stor del af spillet foregår her, men det er ikke tilfældet. Ganske få knapper tages i brug for at hakke de sagesløse modstandere ned, og det eneste der bryder monotonien er når man vælger at afprøve en massiv krigshammer i nakken på en fjende i stedet for et sværd. Der er ingen strategi eller kampgejst at spore. Vejen frem er bare at møje derud af og så ellers huske, at man med jævne mellemrum skal skaffe sig af med sit våben. Og det er, med mere end et stænk af ironi i stemmen, en af Capcoms genistreger. For hvad er sjovere end at skulle samle et nyt våben op hele tiden, fordi det man har i hænderne er ved at smuldre bort? Ja, det er en alle tiders måde at gøre en i forvejen irriteret anmelder endnu mere træt i leddene.
Capcom prøver naturligvis også at sparke lidt fornyelse ind i pakken med muligheden for at løbe sin modstander ned, og samtidig at opildne masserne, der sidder og nyder gladiatorkampene - men lige lidt hjælper det. Heller ikke de mange litervis virtuelt blod gør nogen forskel. At hugge hovedet af en bønfalden fjende føles hult og tomt. Når man så overtager Octavius, bliver det ikke meget bedre. Den unge dreng er et fimset bekendtskab, og hans såkaldte stealth-missioner er et evigt rend frem og tilbage i korridorer, hvor træge samtaler er det eneste der bryder det søvndyssende gameplay.
Visuelt er Capcom naturligvis på hjemmebane med Shadow of Rome. Her er alt hvad hjertet kan begære af storslåede bygninger, drabelige kampe og flotte dragter. Og holdet har da også et fast greb om denne del. Agrippa ser strålende ud i sin uniform, og selvom selve Rom er en smule tomt nede på gadeplan, så er den grafiske del med til at skabe en velfungerende stemning. Faktisk er Shadow of Rome ret stærk på dette plan, men når ellers spillet er fladt som en pandekage og fuldstændig gennemsigtigt, så kan det hele være en smule ligegyldigt.
Helt præcis hvorfor Capcom skal kaste sig ud i deres version af Rom vides ikke. To spil, nemlig Gladius og Gladiator, har allerede prøvet, og selvom de havde vidt forskellige indgangsvinkler, virkede ingen af dem optimalt. Man kunne måske mene, at netop derfor burde Capcom melde sig på scenen, men hvis Shadow of Rome er resultatet, så skulle de nok have ladet være.
Dette er ikke en anmeldelse og derfor skal jeg nok lade være med at lade hammeren falde. Desuden kan der også nå at ske en del endnu, men jeg har ærligt talt svært ved at mønstre en eller anden form for begejstring over det jeg indtil videre har haft mellem hænderne. Shadow of Rome ligner et typisk stykke venstrehåndsarbejde fra en udvikler der kan skabe magi, hvis bare den vil. I dette tilfælde vil den åbenbart ikke.