This is Football 2004

For undertegnede var Sony’s TIF 2003 en mindre åbenbaring, og en værdig modspiller til de to giganter FIFA og PES. TIF klarede sig da også ganske udmærket, specielt i kraft af et mere end overkommeligt prisniveau, og da det ved udgivelsen af de obligatoriske 2004 titler i slutningen af 2003 lød, at man udsatte udgivelsen til det nye år, gav det store forventninger. Begrundelsen var nemlig at Sony denne gang ville give fodboldgenren et ordentlig los i røven, og ikke bare udsende den samme titel med opdaterede spillere. Nu er den her så TIF 2004, og der er bestemt sket forandringer, aldrig før har fodbold været så realistisk og dermed så helt igennem frustrerende skildret på en spillekonsol.

Umiddelbart er TIF 2004 selvfølgelig mere af det samme. Du kan spille en træningskamp, en turnering i en af de mange forskellige ligaer, eller starte et hold op helt fra skoleniveau i TIF’s obligatoriske career mode. Denne feature er stadig genial, du kan få alle spillerne til at ligne dig selv, hvis du har de lyster, og det er en fryd at se hvordan de gennem tiden udvikler sig fra dårligt at kunne losse til kuglen, til at være helt igennem kompetente fuldtidsproffer. Et udvidet transfersystem betyder selvfølgelig at du på et eller andet tidspunkt vil ønske at smide hele truppen ad helvedes til for som en anden russisk oliemilliadær, at købe det bedste man kan få for penge, men sådan er det jo også i virkeligheden. Og heldigvis er man i denne fiktive verden fri for at tænke på at de stakkels små fodboldspillere bliver arbejdsløse og pludselig ikke kan forsørge deres børn.

Men det er i selve kampene at udviklingen virkelig kan mærkes. Undertegnede har altid set sig selv som lidt af en TIF haj, men 2004 udgaven er sgu ikke for småbørn. Det er er blevet sværere at tackle, spille og skyde. Ja, det hele er blevet sværere. Det er ikke længere nok bare at komme tæt på mål og så bare knalde løs på knappen, eller at sende et af spillet automatiseret lob af sted mod en spiller i medløb. Næ nej, nu skal man både sigte og måle afstand selv, og det er ikke nemt. Samtidig skal man være langt mere præcis i selv de små tacklinger, dommerne er bestemt ikke nærrige med de gule kort, og det er ikke længere muligt bare at nuppe klatten fra modspilleren som var du Sarah Young og han Peter North. Det giver spillet et langt mere realistisk præg, og er et kvantespring væk fra TIF 2003’s mere arcade-agtige spillestil. Du skal virkelig træne for at opnå den rigtige boldkontrol, og på trods af at det kan være dybt irriterende i starten, giver det plads til at man virkelig fordyber sig og når helt nye højder indenfor personlig spillestil.

I multi player-mode har TIF også stadig en fordel i kraft af at du kan lave små lukkede turneringer alt efter hvor mange spillere der er. Det er muligt at være flere på samme hold, hvad jeg aldrig helt har forstået det sjove i, og så selvfølgelig at spille mod hinanden, hvad der klart er sjovest når man vinder. I disse online tider byder TIF selvfølgelig også på en sådan, men jeg foretrækker nu stadig at kunne give min modspiller en lammer midt i sejrens rus, og det tager jeg altså ikke til Buenos Aires for at gøre.

På trods af små styringsproblemer, og den ulidelige loadetid op til kampene, har TIF 2004 lynhurtigt placeret sig selv som en langt bedre fodboldspil end FIFA. Der er langt større udfordring og en langt bedre kontrol i Sonys eget produkt. Hastighedsvanskeligheder og en lidt langsommere kampafvikling gør at der stadig er et stykke op til PES, men hvor det virker som om at de andre titler så småt er stagnerede i deres udtryk, er TIF endnu på vej op. 2004 udgaven sparker røv på den fra 2003 og det er slet ikke til at sige hvordan det så vil blive i 2005. Det er denne spænding og fremsynethed samt et bund solidt kontrolsystem, der gør at TIF nu har slået sit navn fast som et brand man kan stole på. Må det købedygtige publikum afsige en retfærdig dom.