Der er ingen tvivl om, at kulturen omkring gaderæs, forkromede fælge og alt andet der hører sig til dette emne er brandvarmt i øjeblikket. Og det er ikke kun fordi 50 cent ikke kan skrive et eneste nummer uden også lige at skulle nævne sin Benz med 22 tommer roterende hjulkapsler, eller sin Escalade-jeep, eller fordi Xzibit toner frem på fjernsynet og giver en håndfuld unge mennesker deres fuldstændig uflippede drømmebil i Pimp my Ride. Hele kulturen omkring fælge, lakering, styling og trimming, og det at behandle sin bil som både et individ og et statussymbol, er eksploderet de seneste fem år.
Med Need for Speed Underground ramte Electronic Arts spilnerven og skabte et spil lige efter de fleste fartentusiasters hoved. At spillet mere end lænede sig op af Rob Cohens ultrapopulære The Fast and the Furious, gjorde naturligvis heller ikke noget. Midnight Club blev naturligvis sluppet før Underground-fænomenet, men uden mulighederne for at skampimpe sin bil, eller i det hele taget at køre i licenserede millionøser, var det naturligvis ikke helt det samme. Nu kravler Dub, det amerikanske magasin, der nok bedst personificerer hele kulturen omkring specialbyggede biler og den tilhørende obligatoriske hiphop, ind på scenen med et utal af licenserede køretøjer, et vanvittigt arsenal af ekstradele og masser af muligheder for at opgradere motoren. Nu ligner Midnight Club 3 lige pludselig noget, der kunne få en rapper med munden fuld af guld til at ryste på hænderne.
På trods af alle licenserne og Dubs store indblanding i Midnight Club 3, så er grundessensen den samme. Tempofyldt storbyræs med checkpoints og masser af sindssyge hop og genveje, håndbremsevendinger en masse og et svulstigt online-tiltag. Denne gang er der mulighed for at udfordre fartgale modstandere i byer som San Diego, motorbyen Detroit og Atlanta. At syden i USA repræsenteres i denne omgang er et resultat af Dubs indblanding. Det var nemlig netop her at hele kulturen havde sit udspring. Byerne byder også på masser af variation, når det kommer til miljøerne og designet. Derimod er der ingen reelle steder at genkende fra de tre byer. Rockstar San Diego har nemlig skabt nogle karikerede udgaver af byerne i stedet for nogle der er nøjagtige ned til den mindste detalje - præcis som det var tilfældet med de tidligere spil i serien.
I Rockstars byracer har det aldrig handlet om realistisk fysik eller korrekt kørsel ved en forsvarlig hastighed. Serien er i stedet en hæderlig omgang arkaderæs med speederen i bund og en tilgivende håndbremse, der gør det muligt at tage kurverne på den absolut bedste måde. Præcis som i det foregående spil, så handler det om at lægge sig i slipstrømmen på ens modstandere og derved få en gratis nitroboost. Man kan virkelig mærke at farten er højere i denne omgang, og når man fanger en slipstrøm, så føles det næsten som om spillet når Burnout 3-hastigheder. Det er givetvis langt fra realistisk, men det er fyldt til randen med adrenalin.
Et andet kendetegn for Midnight Club-serien er naturligvis blandingen af køretøjer. Her findes der både japanske biler, sportsbiler, amerikanske flydere, jeeps, motorcykler og nu også de langbenede choppers. Du køber bilerne som du kæmper dig vej gennem spillet, og du kan naturligvis rode med dem og lave om på dem som det passer dig. Det siger sig selv at du kan skabe alle mulige og umulige farvekombinationer i forskellige lakeringer, upgradere, sænke den, ændre chassiset, købe enorme spinner-fælge i ægte krom, nye dæk, spoilers, coilovers, turboer, nyt indsugningssystem, udstødningssystem, interiør, lygter, vinger og vinylklistermærker. Der er ikke det, der ikke kan rodes med og du opfordres til at rode rundt med alt som det passer dig. På den måde kan man lave en helt unik bil.
Jeg startede spillet med at købe en Mitsubishi Eclipse, og efter et stykke tid med det i garagen, hvor jeg bl.a. ændrede farverne, begav jeg mig ud i San Diego i jagten på en udfordring. Jeg fandt Carlos og susede af sted på de brede boulevarder i jagten på førstepladsen - en veltimet sliptrøm skubbede mig ind over målstregen først. Jeg brugte også et stykke tid på karriere-delen, men heldigvis havde Rockstar allerede åbnet op for en del af spillet og derfor var det muligt både at teste en Dogde Ram og en Ducati 996. Motorcyklerne er i øvrigt slet ikke lige så ustabile som de var i sidste omgang, og det er faktisk lettere at vende til sig at skulle køre en Jeep efterfølgende. Det er måske ikke så realistisk, men set fra et spilmæssigt perspektiv, så er det absolut velkomment. Da jeg fandt Dogden frem, fik jeg lidt af en Midtown Madness-følelse, hvilket aldrig er skidt.
Hvad angår online-delen er der ikke sket de store ændringer. Man kan stadig suse af sted med op til syv venner, og der er naturligvis forskellige modes at gøre dette i. Det der nok kommer til at trække mest er at hoppe online og vise alle vennerne sit polerede motordrøn og så ellers efterfølgende at give dem baghjul online. Muligheden for at lave sit eget ræs er også til stede både off- og online. Med dele af Need for Speed Underground, Burnout 3 og Midtown Madness under kølerhjelmen og Dubs professionelle og stilsikre palette af bilguf, ser det tredje spil i serien også ud til at blive det bedste.