Enthusia Professional Racing

Hvis du tjekker GRTV’s interview med Jan Magnussons i forbindelse med udgivelsen af Gran Turismo 4, vil du høre den dygtige racerkører rose spillet for blandt andet dets bilfysik og realisme. Én ting han manglede var følelsen af at sidde i en rigtig bil og mærke hvordan hele kroppen bliver påvirket af virkelig racerkørsel. Skulle den slags gengives i et spil, ville det kræve en stor simulationsmaskine med fuldt rumble-understøttet rat, sæde og karosseri. Konami har i deres Enthusia: Professionel Racing forsøgt at komme denne mangel til livs via deres Visual Gravity System (VGS), som i samspil med en veludviklet bilfysik og en ganske pæn grafisk flade giver simulationsinteresserede fartdjævle et godt supplement til GT4.

Enthusia er Konamis første bilspil og er blevet promoveret - eller i hvert fald hypet i visse dele af pressen - som en GT-killer. Selvom der nok er meget få, der troede, at Konami kunne vippe Polyphonys storserie af pinden, skal man aldrig afskrive en så talentfuld udvikler. Men ganske rigtigt: Enthusia får ikke GT-serien til at blegne, men giver rent faktisk en god køreoplevelse.

Ovennævnte VGS-element giver spilleren en visuel fornemmelse af, hvordan høje hastighedsskift, svinggennemkørsler og generel bilmanøvrering påvirker bilen og kørerens krop. Det vises dels ved en mørk "border" i ydersiden af skærmen, der angiver, hvordan kørerens hoved bliver kastet frem og tilbage og til siderne under kørslen samt via en lille model af bilens hjul og tyngdepunkt nederst i skærmbilledet, der viser, hvordan bilens vægt fordeler sig på dækkene samt vejgrebet. Mens dette Visual Graphics System ikke betyder noget særligt for gameplayet, så understøtter det spillets gode bilfysik, hvor særligt de individuelle bilers vægtfordeling og hjultræk virker endnu mere realistisk gengivet end i GT4.

Enthusia har to iøjefaldende spilmodes: Driving Revolution og Enthusia Life. Førstnævnte er ikke milevidt fra ideen bag GT’s køreprøver. Du skal køre gennem en række porte med vekslende hastigheder. Mens moden på den ene side leder debuterende spillere ind i bilismens virtuelle verden, så er den ligeså meget en actionmode med arkadeagtige udfordringer, forstået på den måde, at du ikke lærer at køre optimalt, men i stedet opfordres til at forlade den rigtige kørelinje og køre hasarderet.

Enthusia Life er moden, de fleste spillere vil bruge deres tid på. Stik imod alle traditioner er denne mode opbygget som et RPG. Enthusia opererer med skill-, Enthu- og Ranking-points. Systemet er enkelt og noget overfladisk, men det er på sin vis en styrke. Skill points, som får både kører og bil til at gå op i level, tjenes ved at køre godt. Bruger du modstanderne som bande, kører ud i rabatten eller kolliderer med autoværnet, så fratrækkes et anseeligt antal skill points. Da bilerne tunes automatisk afhængigt af antallet af optjente skill points, så tvinges du til at køre efter reglerne, og selvom skademodellen er ligeså fraværende som for GT’s vedkommende, så fungerer Enthusias pointsystem efter hensigten - du bliver simpelthen en bedre virtuel bilist. Det eneste kritikpunkt er, at du også bliver straffet for at blive påkørt. At motorsport også handler om at afskære modstanderens overhalingsmuligheder, har Konami åbenbart ikke fattet.

I Enthusia Life skal du køre dig op fra en ranglisteplacering som nr. 1000 til nr. 1, og da du primært får ranking points ud fra din podieplacering, så kan der ofte opstå et dilemma: vil du gå efter førstepladsen og rykke op på listen eller køre ordentligt og tjene skill points? Jeg benyttede f.eks. ufine metoder bag rattet i en Honda Civic og kørte ind i modstanderne og tog genveje ud i rabatten. Selvom mine odds var dårlige i forhold til konkurrenterne, vandt jeg løbet. Jeg indkasserede dog kun sølle 18 skill points i stedet for op til 150, hvis jeg havde kørt ordentligt, men hev til gengæld en del ranking points i land. Dilemmaet forstærkes af, at AI’en er god til at lede efter huller til at overhale i, selvom den langt fra er pletfri.

Enthusia Life er dog ikke en entydig succeshistorie. Det skyldes, at du i stedet for at købe biler vinder en rivaliserende bil efter hvert løb. Du kan derfor være heldig at score en god bil tidligt i moden og rykke hurtigt op på ranglisten. Modens største brøler er, at din placering partout forværres, når du skifter bil. Det hæmmer lysten til at eksperimentere, og når man har suset op af ned af listen i timevis og stadig befinder sig ved status quo - og i øvrigt finder ud af, at det tilgængelige antal baner er afhængigt af ranglisteplaceringen - må man konstatere, at der virkelig er kommet grus i benzintanken. Hertil skal lægges, at visse baghjulstrukne biler er urealistisk svære af styre, hvormed pointsystemet ikke er alene om at dræbe incitamentet til at skifte bil.

Konamis asfaltfræser giver mulighed for både bane- og gruskørsel på flotte baner, og visse løb køres i regnvejr og ud på de sene aftentimer. Biler og baner er udført i den sædvanlige høje Konami-kvalitet, men set i et større perspektiv har grafikken slet ikke GT4’s elegance, men det siger nok mere om Polyphony end om Konami.

Enthusia er ikke en GT-dræber eller et bedre alternativ, men et fornuftigt supplement til de mest sultne køresimulatorfans. Efter over 15 timer med Enthusia i maskinen er jeg stadig overvejende positiv over for kørefysikken og føler glæde ved at blive belønnet for at køre ordentligt. Det RPG-inspirerede pointsystem har i perioder fået mig til at glemme den manglende skademodel og mulighed for selv at kunne tune bilerne, men også kun næsten, for under overfladen gemmer sig et dårligt balanceret system og en dybest set tam karrieremode. Konamis racerdebut er velfungerende på visse punkter, men samtid præget af flere begyndervanskeligheder.