Predator: Concrete Jungle

Der lød sidste år et ramaskrig af uanede proportioner, da filmen Aliens vs. Predator landede i biografer verden over. Ikke nok med, at man havde formået at lave en film så dårlig, at den burde være forbudt for alle med dårligt hjerte, så havde man såmænd også baseret den på de kærlige rumuhyrer, som jeg elsker oh så meget. Alligevel var jeg i stand til at komme mig over den fatale filmfejl - ja, jeg havde faktisk helt glemt den. Det var dog lige indtil den skæbnesvangre dag, hvor Predator: Concrete Jungle susede forbi min postkasse.

Jeg havde kun hørt lidt om spillet forinden, hvilket jeg naturligvis tolkede som et tegn på, at udviklerne kort inde i udviklingsprocessen allerede havde kastet håndklædet i ringen og anerkendte deres kommende fiasko. Et lille håb på et såkaldt "sleeper hit" lå alligevel gemt i baghovedet, men min værste frygt blev hurtigt til en realitet, da jeg fyrede op for maskinen og proppede spillet i. Personligt tvivler jeg på, at det blot var en tilfældighed, at min Xbox konsekvent nægtede at afvikle spillet de første par gange, jeg forsøgte mig. En del af mig ønskede faktisk, at det ville blive ved.

Til sidst kom den intergalaktiske jæger endelig frem på skærmen med sine karakteristiske dreadlocks og hjelm, der skjuler hans uendeligt grimme ansigt. Predator: Concrete Jungle indeholder udelukkende en singleplayerdel, så der skulle ikke mange svære beslutninger til før jeg var i gang med spillets træningsmissioner, hvis ringe kvalitet og uinspirerende opbygning næppe bør nævnes. Nok om det, for hurtigt var jeg i gang med historien, der følger en uheldig Predator, som for mere end hundrede år siden var på jagt efter en berygtet gangster her på jorden. Hans mission gik mindre godt og det endte med, at han afslørede sit ansigt overfor jordens befolkning. Den ærefulde race havde selvfølgelig ingen anden mulighed end at bandlyse vores kære ven til en fjern og grusom planet i 100 år, men som spillet starter, er han blevet hentet tilbage til jorden for atter at bekæmpe mennesket. Denne gang ser situationen dog lidt anderledes ud, da hans tidligere fiasko på planeten gav mennesket kendskab til ikke kun deres race, men ligeledes deres teknologi. Og som historien dikterer det, så må ild bekæmpes med ild.

Desværre falder historien hurtigt igennem og giver ikke videre anledning til at spekulere over, hvad der videre skal ske. Uheldigvis blev plottet hurtigt glemt og i stedet erstattet med frustration, fortvivlelse og mystisk undren. Frustration over spillets kedelige missioner, de tomhjernede fjender og fejlfyldte kampsystem. Fortvivlelse, fordi jeg allerede ved spillets annoncering vidste, hvilken fremtid vores yndlingsjæger ville gå i møde. Og en mystisk undren fordi Predator: Concrete Jungle rent faktisk indeholder nogle originale og interessante ideer.

Spillet er i bund og grund bygget på en blanding af traditionel hack’n’slash og stealth. Det er især i sidstnævnte genre, at vi finder nogle af spillets bedre tiltag. En Predator er en ærefuld jæger, der kun bør dræbe det mest snu og dødelige bytte, og hvis man i spillet får lyst til at dræbe en masse uskyldige og ubevæbnede mennesker, vil din karriere som jæger ende brat. Spillet lægger op til at benytte de fire forskellige synsfunktioner, heriblandt den velkendte varmesøgende, til at analyse terrænet, så man i al stilhed og usynlighed kan snige sig roligt ind på sin fjende. I teorien fungerer det muligvis fint, men i praksis er det noget helt andet. Predator: Concrete Jungle ender hurtigt, uanset om man ønsker det eller ej, i en rodet omgang hack’n’slash, der bliver kedeligt efter et par minutter.

Derfor ender jægerens seneste udflugt også med at være en skandale - ikke kun som et spil i sig selv, men også overfor det navn, som vi alle kender og elsker. OK, så Arnold og gutterne var måske ikke de bedste skuespillere at samle i en jungle på jagt efter et rumvæsen, men vi lærte alligevel at elske vores kære Predator, og han blev mere end beæret i spilmatiseringen af Aliens vs. Predator. Vi kender ham som den stille, ensomme jæger, hvis hele liv er baseret på den guddommelige ære, som opnås ved at jage og nedslagte universets mest frygtindgydende væsener. Det er i stunder som disse man kan spørge, om der overhovedet er retfærdighed til i denne verden, for hvem kan forklare mig hvorfor, denne stolte jæger skal ydmyges og nedgøres i en sådan grad, at han i sidste ende ikke er mere end en kedelig figur i et kedeligt spil.