Ridge Racer DS

Uret tæller ned. 3, 2, 1 og et velplaceret tryk senere brændes asfalten af under bilen og jeg suser af sted. Der er kun ét mål, men elleve forhindringer. Speedometeret presses hårdere og hårdere, modstanderne bliver hurtigt små prikker i baggrunden og jeg kan mærke, hvordan jeg næsten sidder og hopper op og ned i bussen. "Kom nu for helvede" er jeg ved at skrige, før det går op for mig, at mængden af folk efterhånden har rettet deres blik mod mit sæde. Mens jeg ivrigt prøver at komme forbi de sidste modstandere, kan jeg mærke hvordan pulsen næsten har nået et faretruende niveau, men jeg holder koncentration og vinder! Med et dybfølt suk synker jeg tilbage i sædet og kan atter ånde lettet op.

Ridge Racer har altid været et af de mest intense og adrenalinpumpende racerspil, hvilket ofte har ført til mange søvnløse nætter sammen med den gamle PlayStation og en spand cola. Èn ting er dog, hvordan Namco gennem det seneste årti har finpudset serien til at køre optimalt på hjemmekonsollerne, men hvad sker der, når spillet lige pludselig havner i hånden på din Nintendo DS?

Personligt har jeg aldrig haft de store forhåbninger til den håndholdte konsols omgang med bilspil, især fordi jeg altid forventer mig et omfangsrigt brug af trykskærmen, men heldigvis har Namco taget kampen op og overbevist mig om, at det alligevel kan lade sig gøre.

Ridge Racer DS adskiller sig i essensen ikke fra sine tidligere brødre og søstre, der gang på gang har sat masserne på arkadernes mest hæsblæsende køreskole. Alligevel så har Namco, modsat visse andre, inderligt ønsket at benytte DS’ens trykskærm bedst muligt, hvilket har ført til en lidt blandet oplevelse. Ganske vist betegnes styringen som hard, hvis man vælger det over den traditionelle d-pad styring, men kan det virkelig passe, at man hvert andet sekund skal kollidere med de usynlige mure?

Den nye styreform er ganske underholdende, især i starten, hvor man ikke bliver hårdt straffet for sin ujævne kørsel, men senere i spillet (og her taler vi få baner senere) bliver du hurtigt presset ud i en situation, hvor din kørsel næsten skal være perfekt, hvis du skal have en chance for at avancere - og her falder trykskærmen nu engang igennem.

Det er jordisk umuligt, i hvert fald for mig, at styre igennem de mange små sving uden konstant at buldre ind i siderne, hvorefter computeren hånligt drøner forbi. Og skulle du være så heldig at indhente den hovmodige konkurrent, så er det nærmest også næsten umuligt at overhæle ham, da den mindste kontakt betyder, at du skubber ham hundrede meter frem.

Nu skal man ikke gå hen og drage forhastede konklusioner, for Ridge Racer DS er slet ikke så frustrerende, som det kan lyde. Trods mine mange hårde kampe, lykkes det mig alligevel i sidste ende at komme først over stregen, oftest til stor jubel, hvilket glædeligt resulterer i flere biler og baner. Selvom det selvfølgelig er en tilfredsstillelse i sig selv gang på gang at åbne op for flere lækkerier, så gør jeg det udelukkende for at berige spillets multiplayeroplevelse. Her kan du udfordre op til seks personer, der ligeledes kan krydes med en række AI modstandere, og med et mere omfattende udvalg af lækre øser og eksotiske veje er det altid sjovere at duellere.

Ridge Racer DS et ret hæderligt spil. Jeg kunne sagtens have set det på et højere karaktermæssigt niveau, hvis styringen og kollisionssystemet var rettet til, men set i lyset af disse problemer overrasker det mig alligevel, at jeg ikke har smidt spillet fra mig for længst. Det skyldes vel i bund og grund, at Namco atter leverer den succesrige formular, der med sin intense arkadestruktur altid får adrenalinen til at pumpe. Ej heller skal vi forglemme, at de trods småfejl har gjort god brug af trykskærmen, og det skal de have store roser for!