Sly 3: Honor Among Thieves

En langfingret, adræt vaskebjørn, en superklog, nørdet skildpadde, en muskuløs, lyserød flodhest og et hovedkvarter i en tegneserieudgave af Venedig. Ni ud af ti ville tro, at det var scenariet i en udsendelse på Disney Channel. Den sidste tiendedel ville vide, at der er tale om en platformserie til PlayStation 2, og ville formentlig også være nødt til at erkende, at han/hun trods sin modne alder havde tilbragt timer i selskab med den aparte trio. Selv kunne jeg aldrig drømme om at bilde folk ind, at Sly-serien ikke sagde mig en hujende fis, for mine øjnes flakken og mit kropssprog ville afsløre mig omgående. Det ville være nemmere for en 5-årig knægt med flødebolleskum i hele ansigtet at overbevise børnehavepædagogen om, at han end ikke havde været i nærheden af slikskabet. Sly, Bentley og Murray står mit hjerte ligeså nær som Jak, Daxter, Ratchet og Clank.

Sly er skam børnevenligt, men det er meget mere end det. Det er gamervenligt, eller måske nærmere menneskevenligt i det hele taget, for man skal lede længe for at finde et produkt, der kan levere samme humor, charme og spilleglæde som Sucker Punchs kleptomaniserie. Hvis du har en oprigtig kærlighed til spilmediet, så snyd ikke dig selv ved kategorisk at styre udenom de titler, der er maskeret som børneprodukter. Det er ofte der, du finder perlerne. Jeg har igen og igen set folk vende det hvide ud af øjnene, når Mario og Zelda har sneget sig ind i samtalen. "Det er da for børn!", siger de. Ja, for intelligente, kvalitetsbevidste, fantasifulde børn i alle aldre. Det er fuldstændig rigtigt.

Der er sket ting og sager i Sly-universet siden sidst. Den ulykke, som ramte Bentley i toeren, har medført, at han nu er bundet til en kørestol, og den skyldbetyngede Murray har tilbragt tid i den australske bush med sin spirituelle læremester og nægter nu pure at gribe til nogen form for vold. Samtidig har Sly fået nys om, hvor hans tyvefamilies skatkammer er gemt, men der er et problem. Det er så godt beskyttet, at de tre barndomsvenner må rekruttere dygtige folk udefra, hvilket bringer trioen til blandt andet Venedig, Australien, Holland og Kina.

Sly 3 revolutionerer ikke serien. Den opgave betroede Sucker Punch Band of Thives, som gjorde op med den faste spilstruktur og i stedet flirtede med de nyere GTA-titlers free-roaming-koncept. Honour Among Thieves minder på mange områder om toeren. Alle vennerne er spilbare figurer, der er en del minispil, du kan købe power-ups og har friheden til at gå på opdagelse i dit eget tempo. De nye tiltag kan groft sagt opsummeres i fire ord: nye figurer og større sammenhængskraft. Visse missioner skal spilles med de nye figurer, du rekrutterer undervejs. Murrays læremester, en spøjs, lille purpurfarvet fyr med et ganske uforståeligt talesprog, har ingen angrebsmæssige bevægelser, men kan til gengæld forvandle sig til en sten, en busk eller andet, der ikke vækker opsigt, og samtidig "besætte" fjender. Jeg tilintetgjorde f.eks. en helikopter ved at få den ene mentalt forstyrrede fjende efter den anden til at spæne hovedkulds ind i den.

Den større sammenhængskraft viser sig gentagne gange. En bosskamp er ikke længere bare én kamp. Slutningen på Venedig-episoden er et godt eksempel. Missionen tog sin begyndelse i skurken Octavios kælder, hvor Bentley skulle destruere tjærepumper med sine tidsindstillede bomber. Straks efter stod selv samme skildpadde på markedspladsen og sang opera med Octavio via mine veltimede tastetryk, hvorefter turen gik til byens kanaler, hvor Octavios flugtspeedbåd blev sat i flammer af Slys maskingevær. Som sidste led i kæden, sørgede Murrays rå muskelkraft for at give Octavio det endelige dødsstød. I Australien ender en uskyldig lemonadedrikkekonkurrence ligeledes i et regulært masseslagsmål, og kampen mod en forvokset Carmelita udvikler sig til, hvad der bedst kan betegnes som en tidlig hyldest til Shadow of the Colossus.

Sucker Punch elsker at hylde andre udviklere. I etteren var det Hideo Kojimas Metal Gear Solid, der fik et kærligt skulderklap. Denne gang er det ud over SCEI’s kommende titel en anden af stealthgenrens sværvægtere, der blinkes til. Hvis jeg siger "bevæg den analoge pind i cirkelbevægelser, og vent på, at controlleren vibrerer for at åbne et pengeskab", hvilke associationer får du så?

Sly-serien genopfinder hverken sig selv eller genren i Sly 3, men det gør så uendelig lidt set med mine øjne. Sucker Punch har gjort det helt rigtige. De har ikke forsøgt at vende serien på hovedet, men pudset serien af, tilført den mere subtile tiltag og pakket det hele ind i den mest charmende grafik og humor. Det her er underholdning for hele familien, når det er bedst. Styringen svigter aldrig, der er rigeligt med minispil og forskelligartede missioner, og spillet er hverken for let eller for svært. Hvis folk helt alvorligt mener, at Sly kun henvender sig til børn, så har kommunen skrevet helt forkert på mit sygesikringsbevis.