Soul Calibur 3

Sværd rammer økser, stave smadrer mod massive metalskjold og lynhurtige knive pareres af en hellebard. Lyden af metal runger i den enorme katedral og det hvide marmorgulv lægger ryg til hele balladen. Kampen om det forbandede Soul Edge og forvredne Soul Calibur, fortsætter ufortrødent i Namcos våbenbaserede tredje udspil, der på nogle punkter vender tilbage til rødderne og på andre forsøger at lægge en god portion ny areana-asfalt med plads til et strategi-indslag, turneringer og muligheden for at sammensætte din helt egen karakter fra bunden. Heldigvis slipper holdet af sted med en stor del af de nye indslag, men der er også et par skuffelser i vente.

Men er det så på højde med det nærmest legendariske Dreamcast-spil? Nej, Soul Calibur 3 mangler den balance, der gjorde det originale spil så fængende. Det er bedre end det nu to år gamle Soul Calibur 2, mere friskt, poleret og har en større dybde i kampsystemet, men den nærmest anale perfektion og fintuning som Soul Calibur stadig har, er ikke helt til stede i dette tredje kampspil. Noget af det skyldes firmaets designfilosofi. Serien skeler nemlig ikke til, om du helt kaotisk bare banker løs på knapperne, i håbet om at lande en storslået kombination, eller om du har brugt adskillige timer i træningssalen for at pudse dine færdigheder af. Der er naturligvis en stor forskel på udfaldet af kampe, hvor den ene part rent faktisk spiller sin karakter med alle de facetter, der kan drives ud af den og hvor den anden bare trykker forvildet på slagknapperne, men det giver Soul Calibur-serien en mulighed for at rumme både dedikerede fightersjæle og amatører, der bare vil hive vennerne forbi til en hyggelig aften.

Og det er også tilfældet med Soul Calibur 3. Det er let at se spektakulære resultater allerede indenfor de første par timer, men bruger du timer, uger, eller måske endda måneder på at lære dybden i figurerne, så viser spillet sit rigtige ansigt. Lynhurtige angreb, perfekt timede blokeringer og minutiøst udførte kast og greb går op i en højere enhed. Der er desuden dæmmet godt op for distance-angreb og afventende spillere denne gang, så det er slut med at ligge livløs på gulvet hele tiden, eller stå i den anden ende af kamparenaen og så bare vente på modstanderen.

Spillets fire nye karakterer, altså dem som reelt er helt nye, består af munken Zasalamel, der med styrke og fart som Rock og Astaroth, er et godt valg, hvis du gerne vil give nogle lussinger, der virkelig synger. Han svinger med lethed sin blankpolerede le rundt om sig og har faktisk en del gode kombinationer at prale af. Dette følges op af Tira, en punk-lignende pige, der med hendes knivskarpe chakram, en slags hulahopring, er forholdsvis let at gå til. Hun summer nærmest hen over gulvet som en dødsensfarlig ballerina og tager ikke lang tid at blive fortrolig med. Setsuka er uden tvivl den sværeste og mest balancerede af de tre karakterer, men er også, som stort set den eneste karakter i spillet, ikke en du kan spille ved at høvle løs på knapperne. Hendes afventende bushido-stil virker til at starte med slet ikke til at kontrollere, men efter et par timer i træningsdelen, er hun faktisk også en af de mest dødbringende figurer. Og så er der Olcadan, en uglehovedet fætter, der starter med at være din sparringspartner/instruktør i træningsdelen, men som senere bliver spilbar.

Ud over de fire slagsbrødre, så vender hele det gamle slæng naturligvis tilbage. Mitsurugi, Tekkens nok mest sære samurai Yoshimitsu, Tira, Cervantes, Lizardman, Seong Mi-na og altid S/M-klædte Voldo, er bare nogle af de figurer, du kan tage kontrollen over. I det hele er der mere end 30 forskellige, hvoraf nogle er skabt med spillets egen Create a character-system, og derfor stort set bare er en slags blandings-DNA af eksisterende karakterer. Heldigvis er der mulighed for at lave stort set, hvad du har lyst til i netop denne del, og Namco tilskynder det da også ved decideret at have lagt dele ind, der giver dig chancen for at genskabe Jin Kazama, KOS-MOS fra Xenosaga og min personlige wrestler-fyr King - men stort set kun i udseende altså.

Visuelt er der ingen vej uden om Soul Calibur 3’s elegance. De forskellige arenaer skinner om kap, og når du f.eks. indtager en svævende platform i et byggerod i Kairo, eller udkæmper dueller på et plateau med udsigt over en frodig dal, hvor et vandfald pjasker i baggrunden og skæret af en regnbue lige kan anes, så bliver det ikke meget flottere. Selv når du møder spillets slutboss og verden reelt står i flammer, mens en enorm meteor flænser himlen bag dig, er det svært at tage øjnene fra landskabet.

Dette følges op af en virkelig flot lydside, der blander strygere, fløjter og bombastiske smæld til en god underlægningsmusik. Det eneste problem er stemmerne og de nærmest åndssvage kommentarer, som dine figurer partout skal mumle sig igennem før og efter hver kamp.

Det er dog ikke alt ved Soul Calibur 3, jeg er lige begejstret for. Chronicles of the Sword, der reelt er et strategi-spil med indlagte kampe og mulighed at bruge dine egne karakterer på slagmarken - og det er ikke imponerende. Lange loadetider, kedelig kampe og en mangel på dybde, dræber denne del rimelig hurtigt. Det ser bedre ud for Tales of Souls, der er denne udgaves arkade-mode med indlagt historie. Hvad der dog irriterer en del er spillets historiesekvenser, der ikke kan droppes, fordi de indeholder et minimalt interaktivt øjeblik, hvor du f.eks. skal undgå et tandhjul eller blokere et slag. Desuden er loadetiderne mellem banerne for lange, måske på grund af teksten, der skal læses, eller din figurs rejse hen over kortet - uanset hvad, er det et irritationsmoment.

De få ting skal dog ikke forhindre mig i, at kalde Soul Calibur 3 for et solidt spil. Namco har pudset det hele af, trukket nogle af de dyder, der gjorde originalen så fængende tilbage i arenaen og skabt det absolut bedste våbenbaserede kampspil, der er til at opdrive i øjeblikket. Det når bare stadig ikke stjernerne, som originalen i sin tid gjorde det.