Et af de helt store hit på Playstation har nu endelig fundet vej til PC´en. Spillets geniale karakter er bevaret, og grafikken har fået et klart boost. Og så er der mere end 300 missioner... og her kan du læse lidt mere om denne spion-thriller af et spil:
De fleste nye spilkoncepter starter på PC´en, for så at ende på konsoller, men med MGS har det vist sig at være omvendt. Metal Gear var et af de første spil, som prøvede at give historie og dybde ind i denne type action-spil. Det nye var, at man ikke længere skulle gå amok med en shotgun ligesom i Doom, men derimod blev det elementer som at bevæge sig uset, snigende og stille igennem banerne der var det vigtigste. Og når alt andet så fejlede, var et lille skud med ens sniper-riffel jo heller ikke af vejen.
Faktisk har Thief-serien fra Looking Glass fået meget ros for netop dette, og de skulle have været først med denne spiltype. Men det gjaldt altså kun på PC´en, for Nintendos NES har haft Metal Gear siden 1987. Efterfølgerne til Metal Gear I og II var Metal Gear Solid til Playstation i 1998, og siden fulgte den lidt større pakke "Metal Gear Solid: Integral", der foruden MGS indeholdt ca. 300 VR-missioner. Det er denne version, som nu snart kan fås i en udgave til PC med både forbedret grafik og funktionalitet.
I MGS spiller du Snake, en pensioneret men langt fra gammel agent i den tidligere special-enhed FOXHOUND. FOXHOUND blev opløst i forbindelse med handlingen i Metal Gear, fordi det viste sig, at FOXHOUND reelt modarbejdede sig selv, og deltog i de terror aktioner, som enheden oprindeligt var blevet skabt for at bekæmpe. Således starter MGS da også med at en tidligere bekendt, General X, hiver fat i én, fordi medlemmer af den tidligere FOXHOUND gruppe har besat en base, hvor man afprøver atom-raketter - og så har de i øvrigt også lige kidnappet et par af de øverste militære personer. En opgave som Snake efter nogen tids overvejelse dog til sidst påtager sig. I en ubåd sendes han af sted til et område nær Alaska, og derfra videre i en "én-mands torpedo" under vandet.
Grafikken i MGS er ganske glimrende. Sammenlignet med Playstation udgaven kan man nu gå op til 1024*768 i opløsning og det hele kører rimeligt glidende. En del af de forskellige textures er blevet opdateret, bl.a. dem, der bruges til at vise Snake, så de bedre præsenterer sig på en computerskærm ved en højere opløsning. Når man så har funktioner som bi-linear filter, multi-texturing og perspektiv korrektion, så er den grafiske præsentation af spillet væsentlig bedre end den "gamle" Playstation version. I den version som GameReactor har spillet, er der dog stadigvæk enkelte polygon fejl, men man må forvente at disse bliver rettet til den endelige udgave.
Funktionerne i Metal Gear Solid er også blevet forbedret på flere væsentlige punkter. Således har man nu muligheden for at gemme sit spil hele tiden, og ikke kun efter hver bane. Dette gør spillet egentlig lidt for let, for i forvejen er selve "hoved-delen" af MGS ikke just en lang historie. Normalt spiller man den vel igennem på 15 timer, og er man trænet og kender alle afkroge, så gøres det ned til 3 timer. Heldigvis har man valgt at lægge samtlige 300 VR missioner med, som gør, at man bruge rigeligt med tid på Snake og hans liv som én-mands anti-terror enhed.
Glæd dig til en snarlig anmeldelse af det endelige spil her på GameReactor!