Star Trek: Invasion

Star Trek: Invasion er navnet på Activisions nyeste tilføjelse til deres Star Trek-licens. Spillet er et sci-fi shoot´em-up, bygget op efter alle genrens foreskrevne regler. Der lægges hårdt ud med flot grafik og den helt rigtige Star Trek-stemning, men man finder snart ud af, at Invasion faktisk er et ret så middelmådigt spil, der bliver mere og mere intetsigende jo længere man kommer ind i det.

En ulykke gnider sjældent salt i såret alene
Holdet bag Star Trek: Invasion hedder Warthog og de har skævet en hel del til genrens klassikere, da de skulle lave spillet. For dem af os, der har prøvet spil som Colony Wars eller Wing Commander, er det let at drage paralleller mellem førnævnte og Invasion, hvad angår spillets opbygning. Som foreskrevet står, så starter du op fra bunden som den allernyeste rekrut blandt mange garvede gutter og skal så kæmpe dig op i hierakiet, ved at flyve forskellige missioner og gøre hvad du får besked på.

I Star Trek Invasion er du Ryan Cooper, nyeste ansigt ombord på USS Typhon, hvor Red Squadron holder til. Red Squadron består udelukkende af Starfleets bedste kampiloter og sendes ofte ud på de missioner, hvor andre har givet op. Da universets mest fanatiske kollektivister, The Borg, beslutter sig for at underlægge sig Jorden en gang for alle, er det naturligvis også Red Squadron, der sendes afsted. Starfleet har udstyret Red Squadron med den super-avancerede Valkyrie-jager, der selvfølgelig kan udstyres med bedre våben efterhånden som spillet skrider frem. Nu kommer en ulykke jo sjældent alene og snart blander Romulans sig også i konflikten. For at gnide yderligere salt i såret, introduceres også Kam´Jahtae-racen, der også er ude på ballade.

Control-freak!
Gameplayet er holdt i typisk Colony Wars stil. Ryan Cooper og resten af Red Squadron bliver konstant sendt ud på missioner af vekslende karakter, hvoraf nogle er defensive, mens andre er af den mere offensive slags. Fælles for begge typer er, at det vrimler med fjendtlige fly. Spillets grafikmotor er noget af en kraftkarl, der kan klare op til 30 jagere på skærmen på samme tid, plus meteorer, måner og en række større skibe såsom krydsere og kommandoskibe.

Dette er en ordentlig mundfuld, men heldigvis byder Invasion på en lækker styring, der sikrer dig den absolutte kontrol over din Valkyrie-jager. Halsbrækkende manøvrer og rulninger udføres let og elegant takket være kontrolskemaet, der udnytter controlleren fuldt ud. Styringen foretages med enten D-pad eller det analoge joystick, våbenkontrol sidder på hovedknapperne mens fremdrift og rul styres fra skulderknapperne. På papiret ser det indviklet ud, idet flere af knapperne også har flere funktioner tilknyttet. Disse aktiveres ved at holde forskellige knapper nede på samme tid. Det er dog ikke så svært som det lyder og efter et par forsøg sidder hele styringen indprentet på rygsøjlen.

Udover en lækker styring byder Star Trek: Invasion også på førnævnte kraftkarl af en grafikmotor, der udover at kunne håndtere 30 rumjagere på en gang, også byder på flot grafik i en høj opløsning med en god hastighed, der altid er konstant uanset presset.
Lyden ligger også højt placeret på pointskalaen, takket være den flotte blanding af alle de rigtige Star Trek-lyde samt Patrick Stewart og Michael Dorns stemmelægning til henholdsvis Kaptajn Picard og Løjtnant Worf.

I rummet kan alle høre dig skrige
Star Trek: Invasion har dog problemer og disse skal findes dels i gameplayet og dels i historien. For det første er Star Trek: Invasion forbandet svært, selv for garvede spillere. Fjenderne er kløgtige og det øger jo selvfølgelig udfordringen i spillet, men det er ikke sjovt, når der konstant dukker nye fjender op. Du får aldrig et pusterum, fordi fjenderne konstant vælter ind over dig.

Udover The Borg, kæmper man også mod kedsomhed. Mange af missionerne ligner nemlig hinanden på en prik, og ofte trækker de mange rumdueller ud i evigheder.
Historien er spændende og guf for enhver Trekkie men den er så lineær som noget kan være. Den kører hen ad en lige linje og kan kun slutte på en måde. I Colony Wars-serien udviklede historien sig i flere forskellige retninger, alt afhængig af hvordan man klarede sig. Dette gav en høj replay-værdi, som er totalt fraværende i Star Trek: Invasion. Selv den mest hårdnakkede Star Trek-fanatiker vil betænke sig ved at gennemføre spillet en ekstra gang, når han/hun er kommet igennem spillet en gang før.

I begyndelsen var jeg ret imponeret over Invasion og det med rette. Grafikken og lyden er i særklasse, men det er på bekostning af gameplayet, der trækker i langdrag. Det er ærgerligt, at Warthog ikke gav sig tid til at forbedre dette så vigtige element. Alt hvad det krævede, var en justering af sværhedsgraden og et bedre missionsdesign. Det kunne have gjort Star Trek: Invasion til et meget bedre spil.