A Nightmare Before Christmas: Oogie's Revenge

Det øjeblik, Tim Burtons The Nightmare Before Christmas ramte det hvide lærred, var en kult-klassiker født. Filmens galgenhumor og legesyge omgang med julens og den amerikanske halloweens mytologi var nøgle-attraktioner, men allermest slående var det visuelle univers. Med en nyskabende blanding af claymation og computeranimation vækkede Burton og instruktør Henry Selick en munter mareridtsverden til live - forvreden, forvrænget, befolket af lutter gyselige excentrikere.

Netop billedsiden har udvikleren Capcom gjort sig stor umage med at matche i The Nightmare Before Christmas: Oogies Revenge, en computerspilsopfølger til den originale film. Det lykkes over al forventning: Gotiske, krogede bygninger rejser sig ildevarslende mod en sygeligt orange aftenhimmel - og hvert eneste afpillede træ, støvede mausoleum og rustplagede Storm P-apparat er tro mod forlæggets skæve ånd. Oogies Revenge er faktisk værd at spille, alene for sin sprudlende, smukt designede billedside.

Heldigvis har spillet også et gameplay at byde på. Kongen af Halloween-land, pingvinklædte Jack Skellington, har lagt sit rige bag sig i jagten på inspiration til næste års Halloween-løjer. I mellemtiden er alt gået galt derhjemme: Superskurken Oogie Boogie er blevet vækket til live af forræder-trioen Lock, Shock og Barrel, og sammen har de kidnappet Jacks kæreste Sally, skiftet professor Finkelsteins hjerne ud, og generelt lavet ulykker af enhver tænkelig art. Der venter stakkels Skellington en del oprydningsarbejde, da han ved spillets begyndelse vender næsen hjemad.

Lykkeligvis har den betrængte konge brugt tiden siden sin spillefilmsdebut på at anskaffe sig en soul robber. Det grønne, gummiagtige våben kan både bruges som en slags pisk og som en fangarm, der kan gribe fjender og slynge dem omkring - enten ned i jorden eller ind i andre fjender. Oppositionen tæller både skeletter, spøgelser, edderkopper og alskens superskurke, så der er nok for sjælerøveren at tage fat på. Men selvfølgelig rummer Oogies Revenge også andet end slåskampe, navnlig enkle puzzles, en del stifinding og en række special-baner. Ikke mindst en fin hyldest til Donkey Kong.

Undervejs i sit eventyr lærer Skellington at ændre form til to andre figurer, nemlig The Pumpkin King og Santa Jack. Den første spyr ild, og den anden giver gaver - vel at mærke hårdtslående hadegaver - og Capcom slipper fint fra at integrere deres evner i de enkelte bane-designs. Udvikleren har også et ekstra es i ærmet til boss-kampene, hvor du i bedste dansespilstil kan svinge skankerne til en musical-agtig sang og sætte modstanderen til vægs med Fred Astaire-flair. Sangene er i topklasse - også de nye, specialkomponerede - men det er lidt ærgerligt, at man får så få chancer for at øve sig på dansens svære kunst. Et par træningsbaner havde ikke været af vejen.

Spillets handling skrider frem gennem en række lineært tilrettelagte missioner. Man lades aldrig i tvivl om, hvad der skal gøres hvornår og hvordan - til gengæld er det ikke altid soleklart hvorfor. Mens udviklerne har haft held med at kanalisere Burtons og Selicks stil, ejer de ikke d’herrers fortælletalent. Oogies Revenge er med andre ord en lidt usammenhængende oplevelse, og spillet er ikke uden monotone passager. Når man har sønderbanket spøgelse nummer et tusinde, begynder det at føles som rutinearbejde, og de lettere over-pædagogiske landkort og missions-forklaringer eliminerer meget af glæden ved at gå på opdagelse og løse gåder.

Trods sin polerede præsentation er Oogies Revenge heller ikke helt fri for tekniske problemer. Halloween-kongens eventyr følges fra fastlåste, filmiske kameravinkler, hvilket er lækkert at se på, men ofte medfører alvorlige orienteringsproblemer - for eksempel når man fuldstændig mister overblikket ovenpå et abrupt vinkelskift. Her rodes du ud i nogle meningsløst frustrerende situationer, der aldrig ville være opstået med et mere normalt tredjepersonsperspektiv, og det sætter unægtelig sine spor på spilleglæden.

Heldigvis afslører en samlet betragtning betydeligt flere plusser end minusser. Tungest vejer præsentationen, hvor Capcom har kræset for alt fra labre menu-overgange og swing-jazzet stemningsmusik til blærede kameragange og stilsikkert karikerede animationer. Selv i sine mest monotone stunder, kan gameplayet ikke dæmpe fornøjelsen ved at se Burtons muntre mareridts-visioner i fuldt udfoldet computerspilsform - forudsat man er fan af filmen, selvfølgelig. Er man ikke det, bør pengene nok gemmes til et andet, mere raffineret action/adventure-spil.