Abzû

Det siges, at hvis det ikke er i stykker, hvorfor så fixe det. Uden tvivl en opfattelse der bliver delt af den tidligere Art Director på Journey, Matt Nava, der i Abzû har valgt at give den navnløse vandrer dykkeudstyr på, og sende vedkommende dybt ned i havets dyb. Abzû bærer sin inspiration stolt, og selv om det sjældent når samme højder som Journey, er det en værdig spirituel efterfølger til det populære mesterværk.

Hvorfor fungerer Journey? Den intuitive og simple kontrol giver en lethed til spillet, som da man glider vægtløst ned af bjergsiden, godt hjulpet på vej af det fremragende soundtrack. Man føler sig opløftet og fri fra verdens bekymringer. Abzû er bygget på samme principper. Dette er ikke et spil der forsøger at holde dig tilbage, dette er et spil der skubber dig frem, både gennem undervandsstrømme og igen ved soundtracket af Austin Wintory. Det er også her spillet er tættest på at leve op til sin spirituelle forgænger. Du skal ikke mange minutter ind i spillet, før den første undervandsstrøm skubber dig gennem landskabet sammen med fisk i alverdens farver, og soundtracket får en fart der passer til oplevelsen.

Spillet bruger ikke lang tid på, at lære dig om spillets kontrol, men benytter i stedet soundtracket til at fortælle dig, hvad du skal gøre. Er det langsomt og opløftende, vil det have dig til at udforske nærområdet for hemmeligheder. Er det hurtigt og medrivende, gælder det om at flyde med strømmen og forsøge at samle fisk op på din vej. Er det mørkt og urovækkende, gælder det om at være på vagt, for farerne lurer i mørket. Meget ros skal derfor lyde til soundtracket, men desværre når det aldrig samme højder som Journey. Det kan lyde som en uretfærdig kritik, men i et spil der læner sig så kraftigt op af sin spirituelle forgænger, og som forsøger at indgyde samme følelser hos spilleren, er det umuligt ikke at sammenligne de to. Jeg elskede min undervandsrejse, men det var samtidig umuligt ikke at tænke, at jeg havde oplevet det bedre tidligere.

Selv om soundtracket aldrig formår at ramme de epokegørende højder som Journey, formår det grafiske udtryk i den grad at gøre det. Den grafiske stil vækkede ofte associationer til det smukke The Witness, men er samtidig helt sit eget. Spillet er delt op i seks kapitler, og hver indeholder en ny dominerede farve, hvilket konstant gør, at der er noget nyt at beundre på din rejse. Hvor Journey begrænsede sig til den varme brune farve og den kolde sne, holder Abzû sig ikke tilbage for at eksplodere skærmen i farver. Fiskende du svømmer sammen med, og planterne der vokser på havets bund, hjælper alle til at lyse omgivelserne op. Med et tryk på 'kryds' skubber du dig lidt hurtigere gennem vandet, og trykker du to gange ekstra, tager svømmeren større favntag og skubber dig så hurtigt frem, at fiskene omkring dig vælger at svømme med dig. Det er en lille detalje, men den stopper aldrig med at være smuk.

Når man skal bringe spilleren på en smuk emotionel rejse som dette er, er der nogle vigtige principper der skal opretholdes. Spillet skal først og fremmest ikke være for langt. Jeg gennemførte Abzû på halvanden time, så dette punkt bliver opfyldt. Dernæst skal der ikke være for meget modstand. Glæden i dette spil kommer ikke ved at overvinde en svær modstander, men snarere ved den flydende lethed, hvorved du kan gå på opdagelse i miljøet, mens du bliver forført af soundtracket. I Abzû skal du aldrig lede efter nyt oxygen under vandet, for det ville ødelægge målet med spillet. Du skal heller ikke være bange for, om hajerne bider hovedet af dig. I stedet kan du ved at holde L2 inde, gribe fast i hajens hoved, og lade den føre dig frem, på dens jagt efter sit bytte. Der kommer nogle mekaniske fjender i anden halvdel af spillet, der effektivt formår at indgyde frygt hos spilleren, gennem den lyd de laver. Det er dog ikke en modstander der dræber dig, og sender dig tilbage til begyndelsen, men snarere en modstander der får dig til at bevæge sig lidt mere forsigtigt frem. Tredje vigtige punkt er, at spillet aldrig skal slippe grebet om dig. Hvis der er for lange filmsekvenser, vil opmærksomheden falde hos spilleren og dermed vil fortryllelsen være ophævet. Det er også det eneste punkt, Abzû ikke formår at leve ordenligt op til. Loading-tiderne mellem de seks kapitler er ikke urimeligt lange, men de var lange nok til, at jeg begyndte at kigge rundt i mit værelse efter mere spændende ting. Journey formåede smart at loade den næste sektion af spillet, mens en lille filmsekvens viste den næste udfordring man skulle igennem. I Abzû bliver du mødt med en sort skærm, der bliver hængende lidt for lang tid.

Den største fejl i Abzû er, at det aldrig formår at træde ud af storebrors skygge. Spillet bruger det meste af sin tid på at kigge beundrende på Journey, men der er stadig elementer i Abzû, du ikke finder andre steder. At udforske havets bund og svømme med fiskene er en oplevelse ingen Playstation 4 eller Steam ejer burde snyde sig selv for. Oplevelsen er kort, men minderne vil blive hos dig lang tid fremover.