Ace Attorney Investigations Collection

Shu Takumi, skaberen af den oprindelige Ace Attorney-trilogi, var stærkt inspireret af Arthur Conan Doyles værker. Spinoff-titlen The Great Ace Attorney har Sherlock Holmes (eller rettere Herlock Sholmes) som en af hovedpersonerne. Ja, faktisk kan hele seriens designfilosofi næsten sammenfattes med mesterdetektivens egne berømte ord: "Når du har elimineret det umulige, må det, der er tilbage, uanset hvor usandsynligt det end virker, være sandheden." Alligevel var det først med spinoff-spillet Ace Attorney Investigations: Miles Edgeworth til Nintendo DS, at serien fik et "rigtigt" Sherlock Holmes-spil. Nu kan du genopleve eventyret på nyere konsoller og endda prøve kræfter med efterfølgeren, Prosecutor's Gambit, som indtil nu aldrig har forladt Japan.

Før vi ser på de to spinoff-titler, så lad os først opsummere, hvad Ace Attorney handler om. Serien er kendt for sine skæve karakterer og dramatiske plots, der snor sig i alle mulige og umulige retninger. Det kommer især til udtryk i spillenes ikoniske retssager, hvor du skal presse vidner og fremlægge beviser for at redde dine uskyldigt anklagede klienter. Men serien har også en, efter min mening, lidt mindre vellykket efterforskningsdel, hvor du forbereder dig til retssagerne ved at indsamle vidneudsagn og beviser. Denne del af spillene minder om tidlige japanske eventyrspil fra midten af firserne og begyndelsen af halvfemserne, da du skal udtømme alle samtaler og interagere med næsten alle objekter på skærmen, indtil du belønnes med en ny scene og skal gøre det hele igen.

Så hvad gør denne samling mere "holmesisk" eller i det mindste mere detektivagtig? Til dels hænger det sammen med vores hovedperson, den geniale anklager Miles Edgeworth. Ligesom Conan Doyles berømte detektiv er Miles både selvsikker og voldsomt intelligent, hvilket illustreres af, hvordan han tilsyneladende elsker at forklare sine ræsonnementer, mens han vifter med fingeren på overlegen vis. Heldigvis er hans venner, som den godmodige detektiv Dick Gumshoe og kaosmagneten Larry Butz, gode til at punktere hans nogle gange lidt opblæste ego. Begge disse er gengangere fra hovedserien, og deres personligheder er lige så sjove og sprudlende som altid, men det er de nye karakterer, der virkelig stjæler billedet. Jeg kunne især godt lige teenagemestertyven Kay Faraday, der bliver Edgeworths assistent, og Eustace Winner, en kæphøj, men fuldstændig inkompetent anklager, men faktisk udstråler selv de mindste bipersoner masser af personlighed takket være de charmerende animationer og den sjove dialog.

Selve gameplayet har også fået et nyt fokus, der i højere grad leder tankerne hen mod forstørrelsesglas og deerstalker-hatte end Law & Order møder anime. I stedet for et statisk førstepersonskamera ser du nu Edgeworth og co. som små sprites, der bevæger sig rundt i omgivelserne. Spillet skifter dog til et førstepersonsperspektiv, når du eksempelvis undersøger et lig eller et større, mistænkeligt objekt. I disse tilfælde kan det endda være nødvendigt at påpege en forbindelse mellem noget, du observerer, og et stykke bevismateriale i din sagsmappe. I praksis ændrer intet af dette ret meget, da du stadig for det meste gennemsøger skærmen for spor, men det gør efterforskningen mere indlevende. Det samme kan - på godt og ondt - også siges om de unikke mekaniker, der introduceres i denne samling.

I Ace Attorney Investigations: Miles Edgeworth er den største nyskabelse, at du ikke kun indsamler beviser til din sagsmappe, men også opbygger et mental lager af over observationer. Ved hjælp af Edgeworths knivskarpe logik kan du derefter trække forbindelser mellem disse observationer og derved komme frem til nye konklusioner. I efterfølgeren, Prosecutor's Gambit, suppleres denne mekanik med Mind Chess. Det lyder ret fancy, men i virkeligheden er det et forholdsvist normalt forhør, hvor du ved at vælge de rigtige dialogmuligheder tvinger dine modstandere til at tale over sig og dermed "sætter dem skakmat." Der er også en unik mekanik, som er knyttet til din assistent Kay Faraday og et af hendes værktøjer, men det vil jeg ikke afsløre her.

Begge disse mekanikker er fremragende præsenteret med dramatiske overgange og effekter. Lyn suser over skærmen, puslespilsbrikker falder på plads, og skakbrikker sprænges i tusinde stykker, som var det et quizshow i bedste sendetid. Man føler sig virkelig som en genial detektiv, men om man så rent faktisk er det, må være en anden sag - reelt set halter begge mekanikker en smule på gameplay-fronten. At skabe forbindelser mellem observationer er altid meget enkelt og giver dig ikke mulighed for at jonglere med alternative fortolkninger (som i Frogwares' Sherlock Holmes-titler), mens Mind Chess ikke er andet end udsmykkede dialoglabyrinter, som du ofte ender med at mase dig igennem. Mekanikernes manglende dybde er dog ikke kun et negativ, da al den hjernekapacitet, du ikke får brug for under efterforskningsdelen, kommer til god nytte under spillets "diskussioner."

I bund og grund er der tale om trimmede versioner af hovedspillenes retssager, og din opgave er som altid at prikke huller i udsagn fra vidner, mistænkte og endda rivaliserende efterforskere og anklagere. Spillet skammer sig ikke over at være iført genbrugstøj, så at sige, da det endda bruger den samme brugergrænseflades, som anvendes til retssager i hovedspillene, og karaktererne laver ofte sjov med, at seancerne virker underligt bekendte. Mumlen fra skrankerne og de stive jakkesæt (undtagen Edgeworths eget opulente kostume) mangler ganske vidst, men ellers halter spillets diskussioner intet efter de stort anlagte retssager, både når det kommer til dramaet og den perfekt ramte sværhedsgrad. Du bliver konstant forbløffet over, hvor mesterligt plottet udfolder sig, og du ved altid kun lige akkurat nok til at fremlægge de rigtige beviser på det rigtige tidspunkt. Kort sagt er den største forbedring ved disse diskussioner, at de er kortere end almindelige retssager, men optræder oftere, hvilket langt hen af vejen gør Ace Attorney Investigations Collection til en mere afvekslende og sammenhængende oplevelse end hovedspillene.

Jeg har indtil videre ikke sagt noget om de enkelte sager eller de overordnede historier, da jeg mener, at spillene fungerer bedst, hvis man går til oplevelsen med en hel ren tavle. Jeg vil dog sige, at ligesom samlingens gameplay virker meget sammenhængende, så gør det samme sig gældende for historien. Hvert spil består af fem episoder, og selvom de kan nydes uafhængigt af hinanden, er der så mange tråde, der binder dem sammen, at Capcom må have brugt en symaskine eller to. Forbindelserne trækkes endda på tværs af spillene. Selvom Prosecutor's Gambit blev udgivet to år efter originalen i hjemlandet Japan, ligger begivenhederne i de to spil ikke mere end to uger fra hinanden, og mange af hovedpersonerne optræder derfor i begge spil.

Særlig bemærkelsesværdig i den sammenhæng er den tredje episode af Prosecutor's Gambit, Turnabout Legacy. Her spiller man skiftevis som Miles i nutiden og som hans far, Gregory Edgeworth, i et flashback. Begivenhederne foregår med 18 års mellemrum, men er stadig mesterligt vævet sammen, og selvom præmissen er typisk skør (en bagekonkurrence med dødelig udgang), er historien overraskende kompleks og følelsesladet. Kort sagt repræsenterer Ace Attorney Investigations noget af den bedste historiefortælling i serien, og det siger altså ikke så lidt.

Jeg har nævnt en del gange, at samlingen markerer første gang, at Ace Attorney: Prosecutor's Gambit er blevet udgivet i Vesten, men det er faktisk ikke helt sandt. I 2014 blev en oversættelse af spillet med undertitlen Prosecutor's Path udgivet af et hold dedikerede fans. Jeg spillede fanoversættelsen for en del år tilbage, og efter nu også at have spillet mig igennem den officielle lokalisering, har jeg ærlig talt svært ved at vælge en favorit, da de begge pakker utroligt meget personlighed ned i hver eneste replik. Selv ved navnene er det ofte fifty-fifty, om jeg foretrækker den ene eller den anden oversættelse. Eksempelvis kan jeg gode lide, at den nysgerrige reporter Nicole Swift nu går under navnet Tabby Lloyd, men til gengæld synes jeg ikke helt, at Eustace Winner overgår fanoversættelsens Sebastian Debeste, når det kommer til at fange essensen af den opblæste anklager i, der plager Edgeworth gennem store dele Prosecutor's Gambit.

Med hensyn til nyt indhold afslører det begrænsede ekstramateriale (en musikafspiller, nogle koncepttegninger, et karaktergalleri og nye gennemførsler) at Capcom ikke har brugt et væld af ressourcer på dette projekt. Selve håndværket fejler dog intet, og hvor de fleste teksturer er uændrede, så ser det hele meget skarpere ud. Det gælder ikke mindst de nye håndtegnede karakter-sprites, der er en alvor opgradering i forhold til originalen, uden at de af den grund virker malplacerede. Det hjælper selvfølgelig også, at de oprindelige spil var smukke selv på DS. Scenerne er fyldt med detaljer, animationerne er helt i top, og lokaliteterne er ekstremt varierede - du besøger blandt andet en forlystelsespark, et fængsel og et fly. Flere spillenes musikalske temaer er blevet gjort tilgængelige i nye versioner af højere kvalitet, og selv om lydsiden generelt er lidt mere afdæmpet end i hovedserien, så er det stadig fremragende.

Med den fjerde Ace Attorney-samling på lidt over fem år kan det efterhånden diskuteres, om Capcom servicerer deres fans, eller om de torturerer dem. Det er otte lange år siden, vi fik det sidste spil i serien, Ace Attorney: Spirit of Justice, og et nyt kapitel må siges at være længe ventet. Capcom har ikke annonceret noget endnu, så ventetiden bliver nok endnu længere, men i det mindste giver Ace Attorney Investigations Collection med sine 60-70 timers fantastisk underholdning os noget at lave i mellemtiden.