Ace Combat 5: Squadron Leader

Hurtige, flot designede maskiner kan få det til at gibbe i enhver fyr. Om det er formel 1-biler, speedbåde eller lynhurtige jagerfly er for så vidt underordnet. Hvis ikke det var tilfældet, ville det danske gadebillede være fyldt til bristepunktet med biler som Suzuki Wagon R, Fiat Punto og Peugeot 206. Ja, ja, de kan køre langt på literen, er relativt prisbillige, praktiske og nemme at parkere, men ikke desto mindre bilverdenens svar på et par Ecco-sko. Høj fart er og bliver en mandeting, og mens titler som Gran Turismo, Formula One og World Rally Championship har stillet sulten hos farthungrende, virtuelle biljunkier, så har Namco behersket luftrummet på PlayStation 2 siden den første udgivelse på PSOne.

Ace Combat 5: Squadron Leader bygger videre på det koncept, vi har lært så godt at kende gennem de seneste små ti år, men der er dog tilføjet et helt nyt, strategisk støtteflyselement. To fiktive militære supermagter har gennem en årrække med had og fjendskab etableret en varig, men samtidig skrøbelig fred. Som en af de erfarne piloter sætter fædrelandet sin lid til dig, da fjenden pludselig indleder et voldsomt angreb. Sammen med piloterne på dine støttefly, går du på vingerne for at give fjenden med grovfilen. Missionen ender godt, men det er kun starten på en blodig krig mellem landene.

Missionsopbygningen har Namco ikke pillet synderligt meget ved. Gennem 27 missioner - hvis objectives langt fra altid er lige nemme at gennemskue - skal du lade dine missiler regne ned over fjendens fly, kampvogne og stillinger. "Seek & destroy"-formlen lever stadig i bedste velgående og afbrydes kun en sjælden gang. Kun to ud af de første tolv missioner lagde mere fantasifulde missionsmål for dagen, men udvikleren har formodentlig ikke ville rode for meget rundt med den formel, som har langet så mange eksemplarer over disken.

Det nye støtteflyselement kredser om samme holdbaserede tankegang som stribevis af andre titler - primært krigsspil som Ghost Recon, Vietcong: Purple Haze og Rainbow Six 3 - har introduceret på konsolscenen. I luften bakkes du op af fire støttefly, som du kan give ordrer. Du kan bede dem dække dig, angribe specifikke mål eller sprede sig ud og handle på egen hånd. Holdelementet er velvalgt til flygenren, men det er temmelig svært at afgøre, om piloterne rent faktisk gør det, de bliver bedt om. Jeg bad dem blandt andet om at sætte alt ind på at sænke en ubåd, da jeg selv var løbet tør for missiler, men alligevel måtte jeg selv tage affære med maskingeværet. De virkede ikke helt skarpe i den situation, men var andre gange gode til at nedskyde fjendtlige jagerpiloter, der havde fået mig på kornet, så jeg droppede det planlagte møgfald ved næste briefing.

Det, der skuffer mig mest, er missionsstrukturen og ikke mindst de problemer, der følger i kølvandet på den. Mange missioner er opdelt i to eller flere dele. Det kan være at nedskyde en ordentlig bunke fjender eller eskortere et transportfly gennem et risikabelt område for derefter at få opdaterede objectives. Fejler du 2/3 inde i anden del af missionen, så har du værsgo’ at spille hele dynen om igen. Hvorfor skal jeg dog straffes på denne måde? Hvis det var afstraffelse, jeg var ude efter, kunne jeg sikkert finde et ganske udmærket tilbud i Ekstrabladet. I et spil, hvor så mange ting kan gå galt, burde der være indlagt check points, eller også burde missionerne være kortere. Hvis Namco planlægger at lancere AC5 bundlet med et tålmodighedskursus hos en dygtig mental træner, så tager jeg mine ord i mig igen - men det er der som bekendt ikke tradition for i branchen.

Hvis ikke AC5’s tempofyldte action kan sælge spillet, så har Namco endnu et es i ærmet - grafikken. AC5 indeholder så mange henrivende og yderst detaljerede fly, at man dårligt kan undgå at mærke en følelse af betagelse indfinde sig. Du kan krybe ned i cockpittet på over 50 virkelige jagerfly, som har individuelle styrker og svagheder. Hvis du er vågen under missionsbriefingen, så kan du vælge det helt rigtige fly. Grafiksiden præges også af flotte effekter som røgspor og eksplosioner, og så gør det heller ikke så meget, at spillet kan spytte nogle pæne replays ud. Luftrummets Gran Turismo? Tjah, til en vis grad.

AC5 holder sig til den gamle formel, som Namco ved fungerer. Ud over den nye taktiske tilføjelse af støttefly, en lettere optimeret grafik og flere fly, så drøner Ace Combat 5 ikke gennem lydmuren - ikke i overført betydning i hvert fald. Det er dog stadig det bedste arkade-flyspil på formatet, men næste gang jeg starter min virtuelle jetmotor, vil jeg gerne bede om check points og mere afveksling, tak.