Ace Combat 6: Fires of Liberation

Billeder, lyde og især dufte kan på et splitsekund vække et gammelt minde til live fra hukommelsens slummer. Det kan være mindet om den første forelskelse, en juleaften fra barndommen, en sommerferie eller noget helt fjerde. Ace Combat er et af de spil, der kan grave nostalgiske følelser frem fra mine dybere bevidsthedslag. I år 2000 beskrev et dengang forholdsvis friskt ansigt på den danske anmelderscene Ace Combat: Electrosphere med disse ord:

"Skyerne suser om ørerne på én, og sjældent har stjernerne skinnet så klart på himlen under en natmission. Synet af solens stråler, der spejler sig i vandet ved solnedgang, er simpelthen et syn for guder. Røgspor efter affyrede missiler, særligt når man ser replayet efter endt mission, lækre flydesign, flotte eksplosioner, detaljerede bygninger og herlige frodige landskaber er ting, der giver spillet en ekstra dimension".

Uddraget er hentet fra min egen otte år gamle anmeldelse fra Det Japanske Hjørne, og selvom det kan virke som selvtilstrækkelig, skamløs selvforherligelse at citere sig selv, så er bevæggrunden ganske uskyldig. Tanken med uddraget er at pointere, at seriens essens, dengang som i dag, er den samme. Namco har alle dage solgt serien på en prangende grafik, og firmaets grafiske designere har altid stemplet ud nogle timer senere end deres kolleger.

Når programmørerne lader tastaturerne få ro, og lydfolkene har trykket dagens sidste tangent i bund, sidder de grafiske medarbejdere stadig klinet til skærmen. Og det er der en årsag til. For selvom grafiske forbedringer normalt ikke er nok til at holde en serie i live, så betyder det grafiske meget for et spil, der læner sig så meget op ad virkeligheden som Ace Combat. Det gør skam en forskel, om skyernes tæthed føles rigtig, om røgsporet fra et missil bliver hængende i luften, om glødende vragdele fra en sønderskudt MIG ser ægte ud, og om flyene får øjnene til at juble. Og svaret er ja, ja og atter ja.

Fires of Liberation har pittoreske landskaber i overflod. Sneklædte bjerge, opdyrkede marker, tætbefolkede byer og smukke solnedgange. Jeg glemmer et øjeblik missionens alvorlig, da jeg fra cockpittet i det store Tornado GR.4-fly beundrer skyer i alle tænkelige former og størrelser, dybe dale og det krystalklare, blågrønne havvand. Min støttepilot, Shamrock, er min skytsengel. Så snart en fjende får mig på kornet, sætter han alt ind på at få ham ryddet af vejen. Han er langt fra den eneste, der er på min side. Jeg har flere andre støttepiloter omkring mig, et par kampvogne på jorden og et bidrag fra den emmerianske flåde, som jeg kan bede om hjælp, når min "allied support system"-måler er fyldt lidt op. Det er mig, der står for dagens første hit. Jeg sender et missil af sted, som er adresseret til den tætteste estovakiske fighter. Missilets glødende hale trækker et spor af røg efter sig, og fra det ene øjeblik til det andet er himlen fyldt af gråhvide røgspor, sort røg og vragdele. Det er himlens bombekratere og det bedste tegn på, at det nu er blodigt alvor.

I den ene zone er der fjender i luften, i den anden er der fjender på landjorden og i den tredje er der både og. Udvalgte fjender, helst dem alle, skal tilintetgøres. Jeg kan selv vælge, hvor jeg vil starte indsatsen, og hvis det brænder på i en bestemt zone, skal jeg nok få det at vide i min øresnegl. Da fjenderne er nogenlunde ligeligt fordelt i luften og på jorden, har jeg valgt et multirollefly. Missionen kræver hverken det gumpetunge bombefly, jeg fløj på den sidste mission, eller den fighter, jeg benyttede på missionen inden.

Med tiden bliver den grafiske elegance løbet over ende af et gameplay, som kører i samme spor, eller flyver i samme luftlag for at bruge en mere tematisk relevant metafor. Alle Ace Combat-spil fra og med Electrosphere står og hygger sig i mit vitrineskab, og selvom det er åbenlyst for enhver, at Namco ikke har meget albuerum til at videreudvikle serien, så ændrer det ikke ved, at Fires of Liberation ligner en opdateret udgave af et hvilket som helst andet spil i serien. Når du har sendt missil, bombe eller raket nr. 500 af sted mod endnu et fjendtligt fly eller stilling, er der risiko for, at autopiloten tager over, fordi entusiasmen har skudt sig ud med katapult. Namco Bandai forsøger krampagtigt at holde spilleren til ilden med en filmisk fortælling om krigens menneskelige konsekvenser. En mor, der skilles fra sin datter og bliver ven med en kvinde fra den angribende nation Estovakia, og en aldrende, gangbesværet kaptajn, som ser krigen gennem kritiske briller. Nok er emnerne relevante set i antropologisk perspektiv, men som mørtel, der skal binde missionerne sammen, er de ikke meget bevendt.

At serien har forladt PlayStation for at slå sig ned på Xbox, ærgrer utvivlsomt mange. Det positive er dog, at Namco har kunnet drage fordel af Xbox Lives stabilitet. Der er mulighed for at deltage i forskellige typer alle mod alle-, co-op- og holdkampe, og da jeg fløj ind i cyberspace, oplevede jeg stort set ingen problemer.

Fires of Liberation er et Ace Combat-spil på godt og ondt. Virtuelle piloter ved, hvad de får; intense luftkampe, stribevis af fly og våben og et grafisk festfyrværkeri af høj kvalitet. Ace Combat 6 er også en reminder om, at det koncept, der i tidernes morgen blev til i Namcos udviklingsstudie, ikke er særlig elastisk. Der skal ligge en disciplineret pilot gemt i dig, hvis du gennemfører hele flyveturen og befrier fædrelandet, da missionerne er temmelig ensformige. Går du med uforløste pilotdrømme, er {{Ace Combat 6: Fires of Liberation}} til gengæld din chance for at indhente noget af det tabte fra sofaens trygge rammer.