Ace Combat: The Belkan War

I 5000 meters højde er luften tynd og bidende kold. Det er fjendtlige omgivelser for menneskekroppen, men optimale forhold for et kampfly. Sammen med min eskadrille er jeg netop lettet fra basen i Ustio med det mål at udslette Excalibur, staten Belkas altødelæggende laservåben. Da det ikke er i disse luftlag, slaget skal stå, vender jeg næsen på min Gripen C nedad. Vindmodstanden øges, jo tættere flyet kommer på landjorden, og luften smyger sig om vingerne og danner fartstriber. Fire jordbaserede jamming-installationer forvirrer mit flys elektronik og afholder mig fra at bruge missiler. Af samme årsag har jeg lastet maskinen med raketkastere, som ikke lader sig stoppe af lidt elektronisk støj.

Det egentlige problem er ikke støjsenderne, men den langtrækkende laserstråle, som under forrige mission gjorde det af med tre af mit fædrelands transportfly. Som et lyn fra en klar himmel dukker den blå stråle op og tvinger mig ud i desperat luftakrobatik. Fanges jeg i strålens bane, er mine luftbårne dage ovre, som en gråand, der bliver offer for en jægers blodtørst. Raketterne regner ned over jamming-installationerne og efterlader Excalibur og det beskyttende antiluftskyts sårbare over for mine målsøgende missiler. Excaliburs dage er talte.

The Belkan War er den krig, der blev refereret til i Ace Combat 5: Squadron Leader. I 1989 kommer en højredrejet regering til magten i Belka. Regeringen opruster og invaderer flere omkringliggende lande og stater, herunder Osea og Ustio. De angrebne nationer indgår en alliance mod Belka, og de to piloter Pixy og Cipher udgør en væsentlig del af unionens luftforsvar. Historien fortælles af en unavngiven person, formentlig en journalist, som gennem research og interview stiller skarpt på såvel krigen som Cipher, der er The Belkan Wars egentlige hovedfigur.

At bruge et helt afsnit på at beskrive baggrunden for Belka-krigen, der er lige så opdigtet som den verden, den udkæmpes i, er ikke noget, jeg normalt ville gøre. Det er ikke, fordi jeg ikke værdsætter de mange gode historier, der er blevet fortalt gennem spilmediet i årenes løb, eller fordi jeg vender det hvide ud af øjnene og tænker "åh, nu prøver de igen at lege filminstruktører". Det er, fordi det som regel er mere oplagt, og mere interessant, at lægge vægten et andet sted. Historieresuméer fremstår ofte som parentetiske sætninger i en anmeldelse, som skribentens prosaiske dække for sine uinspirerede tanker. Man kan så mene, at jeg med denne udlægning har udstillet mig selv som uopfindsom.

Man kan også vende blikket mod denne teksts indholdsmæssige udgangspunkt: Namcos seneste Ace Combat-spil. Du har sikkert læst bunkevis af anmeldelser, der har indeholdt noget i retning af "det er ligesom sidste år", "der er ikke sket meget", "grafikken er bedre, men gameplayet har ikke udviklet sig" osv. Og når jeg i dette tilfælde ser mig nødsaget til at gribe til den slags klichéer, så tillader jeg mig at give Namco en god del af skylden. For mens The Belkan War i lighed med de to foregående PlayStation 2-udgivelser er et solidt og meget flot spil, så er det i den grad præget af spilbranchens seriementalitet "mere af det samme".

Selvom ordene "mere af det samme" i spilsammenhæng tit er en omskrivning af "fladt og uinspirerende for alle andre end de mest vedholdende fans", så vil ordene ikke klinge helt så hult, hvis du kender serien. Siden udgivelsen af Ace Combat 2 i 1997 har serien haft ry for at levere lettilgængelig, intens dogfight-action, og den trend fortsættes i The Belkan War. De tre støttefly, hvis piloter tog meget let på de ordrer, man gav dem i AC5, er kogt ned til ét, som til gengæld er en stor hjælp i kampene. Beordrer du Pixy til at dække dig, angribe bestemte mål eller handle på egen hånd, kan du have tillid til, at det også sker. Selvom hans træfsikkerhed falder, når du sætter ham til at udslette mål på landjorden, er han ferm til at rense ud i luftrummet. Det giver slagene et ekstra pift at se et af Pixys missiler pulverisere en fjendtlig MIG. Visse missioner kan gå hen og blive unødvendigt svære, hvis dine ordrer til Pixy er taget ud af det blå luft.

Helt tomme for ideer har Namco-folkenes hjerner ikke været. Med jævne mellemrum indleder alliancen så store militære offensiver mod Belka, at du må vælge, hvilken del af indsatsen du vil deltage i. Valget står mellem at udslette mål i luften, mål på jorden eller en kombination deraf. Det forlænger holdbarheden målt i timer og minutter, men betyder intet for helhedsbilledet.

Når jeg trods Ace Combat-seriens indgroede konservatisme alligevel sidder med en temmelig god følelse i kroppen efter timer i den tynde luft, skyldes det The Belkan Wars ydre værdier. Den magtfølelse og frihed, jeg mærker i det virtuelle cockpit, er fortræffelig. Suget i maven efter at have dykket ned mod landjorden, udslettet fjendtligt artilleri og fløjet i sikkerhed med 900 km/t er kun taget til i styrke. De kraftfulde eksplosioner får mit tv’s højttalere til at dirre, efterbrænderen starter et undertrykt brøl i jetmotoren og missilernes røgspor ligner en kunstmalers fejende penselstrøg. I lyd og billede er The Belkan War i en klasse for sig. Det store sekstal, du kan se øverst til venstre, er givet, fordi serien træder vande, ikke fordi den er middelmådig.